Musik er menneskers arbejde
Denne kronik er et fyldigt uddrag af en tale, Baltser Andersen holdt under et freds- og antiimperialismetræf i Esbjerg den 25. juni mellem KP, DKU, RKP, IS samt fredsgrupper i Esbjerg. Teksten er lettere redigeret af Arbejderens redaktion.
I en fælleserklæring fra Fred og Rettferdighet fra Norge, Kommunistiska Partiet fra Sverige og Kommunistisk Parti fra Danmark fastslår Lotte Rørtoft-Madsen, Marielle Leraand og Pia Jacobsen, at konstruktivt diplomati og gensidigt samarbejde fremstår som den eneste rationelle modvægt til krigens katastrofe. I stedet for NATO’s militarisering og atomlogik må det kræves af de folkevalgte repræsentanter, at de seriøst og oprigtigt arbejder for alliancefrihed og nedrustning, forankret i international lov.
Vi skal udbrede krigs- og oprustningsmodstanden, vi skal aktionere og turde tale magthaverne imod!
Parlamenterne i alle de nordiske lande bør øjeblikkeligt:
- Sætte en stopper for, at milliarder af skatteydernes penge går til krigsindustrien.
- Standse oprustning og militarisering.
- Opsige baseaftalerne med USA og forlade NATO.
- Investere i velfærd i stedet for våben.
- Beslutte at Norden skal være en atomvåbenfri zone.
Og vel ved vi alle, at dette ikke kommer til at ske, medmindre en massiv oprørt folkelig modstand mod krigsmageriet og våbenindustriens skjulte magt igen, som i 1980’erne, kan samle tusinder og tusinder til kamp for fred og nedrustning.
Den syge kapitalismes langstrakte krampetrækninger har i de seneste år manifesteret sig i genkomsten af imperialistiske overgreb og krig efter krig, orkestreret af våbenindustriens lobbyister og USA’s underminering af stat efter stat.
Den folkelige kamp for fred, arbejde og brød var Lenins samlende parole, som mobiliserede arbejdere, soldater, matroser og fattige bønder til opbakning om Oktoberrevolutionen i det daværende Rusland. Og både i 1920’ernes Italien såvel som i Weimarrepublikkens sidste år var det igen kommunisterne, der konsekvent bekæmpede fascismens og storkapitalens militære oprustning og kurs mod krigen.
Med kommunisten og den folkelige digter Carl Scharnberg som initiativtager var det ægte socialister og kommunister, der organiserede Kampagnen mod Atomvåben og Holbæk-København-marchen mod militarisme og atomvåben 21.-23. oktober 1960.
På samme måde var det bevidste marxister, nemlig undertegnede og en gruppe unge grønlændere fra venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit, der startede og anførte den grønlandske fredsbevægelse Sorsunnata i årene 1983-1987, ligesom det var fremtrædende kommunister som Willum Hansen og Anker Scherning, der tegnede Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed i 1970’erne og 1980’erne.
Dertil kommer en række stærke fredsgrupper som Kvinder for Fred, Aldrig mere Krig og Nej til Atomvåben, som blomstrede op i 1980’erne, og som dengang kunne mobilisere hundredtusinder af demonstranter for fred og nedrustning i alle større byer i Vesteuropa, også herhjemme, hvor dette folkelige pres flyttede den politiske dagsorden til den såkaldte fodnotepolitik i NATO.
Jeg sad i årene 1985-1988 på vegne af den grønlandske fredsbevægelse i den fællesnordiske koordineringskomité for TRAKTAT NU – Norden som atomvåbenfri zone i freds-, krise- og krigstid, og vi formåede, især i kraft af nogle handlekraftige norske fredskvinder som Eva Nordland, Marie Borge Refsum og Berit Ås, at samle 20.000 mennesker i Holmenkollen i dagene 6. til 9. august, på 40-årsdagene for USA’s folkemord og nukleare udslettede af Hiroshima og Nagasaki.
Når den internationale konference mod krig organiseret af Stop The War Coalition kunne samle 3000 mennesker i London den 20. juni i år, ser vi den første og mest afgørende begyndelse til et nyt folkeligt gennemslag for freds- og nedrustningskampen. Og det skal der bakkes op om uanset mulige ideologiske uenigheder mellem de eneste reelt tilbageværende antiimperialistiske kræfter i Danmark, først og fremmest de fire markante venstremarxistiske partier her og palæstinabevægelsen samt Rødt Venstre og forskellige fredsgrupper.
Mens der er gang i fredsinitiativer og antimilitariseringskampagner i lande som Tyskland, Grækenland, Italien, Spanien, Belgien og Portugal, står det meget sløjt til herhjemme. Der er flere årsager, men jeg her pege på tre forhold:
Det danske Socialdemokrati
Det første forhold tager sit afsæt med den tidligere statsminister og vedvarende koldkriger samt USA-lakaj Anders Fogh Rasmussen, der førte Danmark ind i aggressionskrige på USA’s bud, men imod FN’s Sikkerhedsråd, særligt i Irak.
Dermed var vejen banet for overgangen fra tilbageholdende lilleputstat til imperialistisk medløber og krigsforbrydernation under sloganet “en aktivistisk sikkerheds- og udenrigspolitik“, hvilket er et forsøg på at maskere den aggression og vestlige imperialisme i storkapitalens og den kapitalistiske produktionsmådes tjeneste, som skiftende danske regeringer og folketingsflertal nærmest bevidstløst har fulgt lige siden.
Vi skulle ikke tro, det var muligt, når man tænker tilbage på Jens Otto Krag, Anker Jørgensen, Lasse Budtz og Svend Auken, at det danske Socialdemokrati kunne synke så dybt, at de på samme tid for det første baner vejen for udliciteringer og privatiseringer, det vil sige nedgradering af og i sidste ende afskaffelse af det offentlige velfærdssystem, for det andet medvirker til stigmatisering og endda “Blut und Boden“-tænkning i forhold til mennesker af anden etnisk, kulturel eller religiøs baggrund og tilmed som det tredje og værste agiterer åbenlyst og tilstræber krig mod atommagten Rusland.
Men med Mette Frederiksen ved taktstokken er det sådan, det danske Socialdemokrati har udviklet sig gennem især de seneste syv til ti år.
Mette Frederiksen har udtalt, at “vi skal passe på den danske stamme“. Dette udsagn kunne hverken Joseph Goebbels eller Morten Messerschmidt have udtrykt bedre eller rettere værre.
Det danske folk og dette folks arbejderklasse er naturligvis ikke en genetisk “stamme”, men en befolkning med mange forskellige personlige, familiemæssige, kulturelle og etniske baggrunde. Det, der binder os sammen som folk, er det fællesskab, der løbende udvikles, når mennesker mødes og kan samles i ligeværd og tolerance.
I maj deltog Mette Frederiksen i Copenhagen Democracy Summit i København, hvor hun blev interviewet af koldkrigsværten, den tidligere NATO-generalsekretær og krigsmager Anders Fogh Rasmussen.
Og her udtalte Mette Frederiksen, at “problemet for europæerne er, at de stadig tror og opfører sig, som om vi befandt os i fredstid.” Hun udtalte også dette:
“Hvis man vil vinde en krig, må man udkæmpe den … Der er kun én vej til at vinde slaget på den internationale scene, og det er at være stærkere end de andre … Magt er den eneste valuta.”
Mette Frederiksen og hovedparten af Folketinget er enten ekstremt kyniske og løgnagtige eller så historieløse og åbenlyst ubegavede, at de intet har lært af historien, eller måske endda begge dele.
I 1700-tallet var Syvårskrigen mellem en række europæiske magter en kombination af imperialistisk grådighed hos enevældige fyrster og gensidig mistillid, oprustning og skiftende stormagtsalliancer.
I årene op mod Første Verdenskrig oprustede stormagterne massivt mod hinanden, samtidig med at der herskede voldsomme spændinger, national uro og social undertrykkelse.
Mistilliden mellem de ledende fyrster og politikere i 1912-1914 var udpræget, og selv om ingen af dem reelt ønskede en farlig storkrig, blev de indfanget af begivenhederne efter mordet på ærkehertug Frans Ferdinand i Sarajevo 28. juni 1914, og fire års storkrigshelvede fulgte, ligesom denne storkrig og sejrherrernes behandling af de tabende magter bar kimen til fascismens og nazismens opblomstring og de imperialistiske krige, som Japan, Italien og Nazi-Tyskland iværksatte mod de andre magters imperier.
Ursula von der Leyen og Mette Frederiksen har åbenbart intet lært af historien. For lektien turde være klar, en krig vil uvægerligt eskalere over tid, medmindre den bringes til ophør, inden det går helt galt. Og en magt kan invadere et andet land, men ikke opretholde sit styre over tid. USA’s egen historie siden Anden Verdenskrig taler et tydeligt sprog:
USA måtte forlade Vietnam, Irak og Afghanistan, og Trump tør ikke invadere Iran med en landhær.
Men ikke nok med det. De europæiske krigsmagere anført af blandt andre Mette Frederiksen synes fuldkommen at ignorere, at en atommagt ikke kan besejres, uden at de yderste våben bringes i spil, hvis den atomare nation står over for sammenbrud og totalt nederlag.
Os som de gode og de som de onde
Det andet afsæt er et irrationelt og emotionelt baseret fænomen, bygget op over en forestilling om “et os, som er de gode”, og “et de, som er de onde og grusomme”.
Der er ingen analyse, kun en forestilling om, at Rusland vil overfalde Europa, intet om, at Rusland de facto har stillet to krav, nemlig at der ikke må opstilles missiler i Ukraine vendt mod Rusland, og at det russiske befolkningsmindretal i Ukraine skal sikres mod overgreb.
Intet om hvad der skete på Maidan-pladsen i februar 2014 eller i Donbass-regionen i april 2014.
Intet om USA’s intervention og tilrettelæggelse af statskup i Kyiv, ej heller om hvordan USA og EU samt det nye styre i Ukraine ignorerede og underminerede Minsk-aftalerne fra 2014 og 2015.
Intet om, hvordan USA og NATO skridt for skridt brød alle de aftaler, der i sin tid var indgået med Gorbatjov og i stedet omringede Rusland med NATO-tilstedeværelse. Og slet intet om behovet for en ny fælleseuropæisk sikkerhedskonference mellem alle de europæiske stater, således som det var tilfældet med Helsinki-aftalen i 1975.
I øvrigt en forestilling som knytter an til det mindreværdskompleks og selvhævdelsesfænomen, som trådte så tydeligt frem hos Anders Fogh Rasmussen, for eksempel når han gjorde et stort nummer ud af, at “der aldrig må komme en 9. april igen”. Vi er og bliver en lilleputstat i en geopolitisk usikker verden, men for Mette Frederiksen handler det åbenbart om at spille med militære muskler, man slet ikke besidder.
I MFAB-regeringsgrundlaget hedder det således:
“Der skal etableres en storskala industriel produktion af omkostningseffektivt militær”. Det hedder videre, at “barrierer for dansk forsvarsindustri skal fjernes. Der skal etableres et systematisk samarbejde mellem Forsvaret og det danske forsknings- og innovationssystem.” Og læg hertil USA’s NATO-baser og den indre trussel, disse baser fremover vil udgøre.
I MFAB-regeringsgrundlaget er der intet om fredsskabende initiativer eller dialog, kun oprustning og mobilisering.
De enorme oprustningsbeløb og den massive militarisering af hele samfundet kombineret med NATO-baser og måske franske atomvåben ændrer vores land grundlæggende fra et velfærdssamfund til en mobiliserings- og krigsstat med alle de følger, det har for frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og menneskeværd.
Krisetilstand
Det tredje afsæt er kapitalismens krisetilstand. I stedet for opretholdelsen af de sociale velfærdssamfund har socialdemokratierne – med få undtagelser som Spanien – i den økonomiske politik ladet sig indrullere under EU-systemets formynderi og nyliberalistiske og monetaristiske økonomiske omfordeling, så tidligere offentlige og kollektive opgaver privatiseres og gøres til profitvirksomheder.
Og i stedet for at stå vagt om universelle menneskerettigheder nedfældet i FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948, fifler man, særligt i Mette Frederiksens tilfælde, med stigmatisering og socialt uretfærdige tiltag, som har til formål at splitte arbejderklassen og skabe falske modsætninger for at fremme storkapitalens interesser.
Man vælger at efterligne højrepopulister og fascistoide partier i nedgørelse og forvrængede fortællinger om mennesker med en anden etnisk baggrund.
I tilfældet med MFAB-regeringen er det endda så grotesk, at liberalisten Lars Løkke Rasmussen optræder langt mere nuanceret og tolerant og tør vende sig mod den islamofobi og det åndelige mørke, der udgår fra Dansk Folkeparti, Borgernes Parti og socialdemokrater som Frederik Vad og andre, der ligesom statsministeren fremstiller et karikeret billede af en hel folkegruppe.
Kapitalismens produktionsmåde er i dag mere raffineret end på Marx’ tid, og spekulationskapital samt technogiganternes nye feudalisme spiller i dag en større rolle end den industri- og finanskapital, der fandtes i 1800-tallet.
Men ikke desto mindre er Karl Marx’ analytiske fremstilling i “Kapitalen” fortsat præcis og uovertruffen.
På grund af den iboende kapitallogik, som uafbrudt og uafvendeligt påtvinger erhvervsfolk og kapitalister en faldende profitrate, som de kun kan modgå på to måder, enten ved at vælge en andelsvirksomhed og et kollektivt socialistisk grundlag eller – og det gør de fleste jo – fusionere, opkøbe og opæde hinanden i en uafbrudt mammondans om vækst, uanset følgerne for natur og mennesker. Kapitalismen er en håbløs, forældet og sygelig samfundsform, som igen og igen fører til kriser og krige.
I Kommunistisk Parti har vi i Principprogrammet fra 2024 beskrevet situationen med en verden i opbrud, med oprustning, krige og reaktion. Og i dag kan det fastslås, at denne situation er klart forværret, fordi vi nærmer os afgrundens rand i krigen mellem Ukraine og Rusland, men også med Israels krigsforbrydelser i Palæstina, Libanon og Syrien, med Trump-administrationens overgreb mod Venezuela og Cuba, med krigen mod Iran, med etnisk forfølgelse og borgerkrige i Sudan og Congo samt ebolasmitte, flygtninge, sult og elendighed fulgt op af en tiltagende miljø- og klimakatastrofe.
Den eneste mulige lærdom af alt dette er, at tiden fra nu af må modnes til et globalt folkeligt oprør mod de herskende tilstande. Der skal kastes et skarpt lys på magten, og de antiimperialistiske og klassebevidste ægte socialistiske og kommunistiske kræfter må styrkes.
Kæmper vi for fred, kæmper vi også for menneskeværd. Men i magtens korridorer ignorerer man store Palæstina-demonstrationer og befordrer retsforfølgelse og fængsling af Palæstina-aktivister under påskud af, at de er terrorister eller terroristsympatisører. Vores verden er mere end før reelt truet af menneskehedens og civilisationens udslettelse, hvis den eskalerende oprustning og krigsmageriet ikke modgås effektivt i rette tid.
Vi skal udbrede krigs- og oprustningsmodstanden, vi skal aktionere, og vi skal turde tale magthaverne imod!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
