EU-parlamentet vedtog onsdag den 17. juni en forordning, som vil åbne op for, at et udrejsecenter for udlændinge dømt til udvisning kan oprettes i et tredjeland, altså uden for EU’s grænser.
Det er et ønske, som flere regeringer i EU har haft igennem længere tid, herhjemme eksemplificeret ved Socialdemokratiets såkaldte “Rwanda-model”.
Før har det været ulovligt under EU-lov at oprette et sådan center, men ikke længere. Dermed har EU givet efter for den yderste højrefløjs korstog mod udlændinge og givet dem et redskab til yderligere at omgå deres menneskerettigheder.
Det understreger endnu engang, at EU er ved at tage en højredrejning ud i det ekstreme.
Det var også sigende, at da forslaget blev vedtaget i Parlamentet, rejste en række parlamentarikere fra det yderste højre sig og råbte: “Send dem hjem!”
Og da et svensk medlem af Parlamentet fortalte om, hvordan hun følte sig utryg i salen, da råbene lød, kommenterede den danske parlamentariker Kristoffer Storm fra Danmarksdemokraterne, at hun “skulle rejse hjem”.
Der er brug for reel antifascistisk organisering, så det yderste højre faktisk kan bekæmpes.
Det er tydeligt for enhver, at højredrejningen i EU og de europæiske lande kun er taget til i styrke. Fra AfD i Tyskland til Rassemblement National i Frankrig, Sverigedemokraterna i Sverige og Reform UK i Storbritannien ser vi en krybende fascisme pible frem alle vegne.
At føje sig til de tendenser, som EU nu har gjort, vil på ingen måder få problemet til at forsvinde. Danmark er faktisk et pragteksempel på, hvad der sker, når politikere følger efter højrefløjen i at være mest fremmedfjendsk.
Socialdemokratiet overtog i 2018 en stor del af Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Det var også her, Rwanda-modellen først blev foreslået. Det var et forsøg på at trække stemmer fra DF til Socialdemokratiet og derved knægte højrefløjspartiets magt. Og det virkede, for en stund.
I dag ser vi konsekvenserne af den beslutning. Da Socialdemokratiet rykkede til højre på det spørgsmål, rykkede DF bare endnu længere ud til højre. Det er derfor, at vi i dag ser et DF, som har “remigration” som et officielt politisk krav.
Remigrationstanken stammer fra den nyfascistiske organisation Generation Identitær, hvis ideer er gået fra periferien til nu at findes i de europæiske landes parlamenter.
Derfor kan en løsning på højrefløjens tiltagende styrke aldrig være at tage deres ideer til sig. Det styrker kun de fascistiske tendenser og driver dem endnu længere ud til højre.
At EU-parlamentet har gjort det muligt med et udrejsecenter uden for EU vil kun gøre ondt værre. Det er nu, at progressive og menneskerettighedsforkæmpere skal råbe vagt i gevær. Der er brug for reel antifascistisk organisering, så det yderste højre faktisk kan bekæmpes.
Magthaverne nægter at gøre det. De føjer sig tydeligvis bare for de reaktionæres krav. Derfor er det op til folket, hvis vi ikke skal ende på ny i en situation, hvor fascisme og højreradikalisme bliver en dominerende ideologi på det europæiske kontinent.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

