For nylig kunne en lokal højreekstrem gruppe afholde et arrangement i kommunale lokaler. Som hovedtaler havde de inviteret en repræsentant for en organisation, der er kendt for systematisk at sprede mistænkeliggørelse og fjendtlighed over for danskere med minoritetsbaggrund.
Det har affødt debat om, hvorvidt gruppen burde have haft adgang til lokalerne. Svaret er juridisk enkelt: Hvis de opfylder de gældende kriterier, har de ret til at benytte faciliteterne. Ytringsfriheden gælder også mennesker med holdninger, som mange af os finder dybt frastødende.
Men ytringsfrihed er ikke det samme som ansvarsfrihed eller konsekvensfrihed.
Retten til at fremsætte synspunkter indebærer ikke en ret til at blive mødt med tavshed. Tværtimod er modsigelse, kritik og organisering en del af det samme demokratiske grundlag.
Retten til at fremsætte synspunkter indebærer ikke en ret til at blive mødt med tavshed. Tværtimod er modsigelse, kritik og organisering en del af det samme demokratiske grundlag. Når mennesker fremfører idéer, der bygger på diskrimination, eksklusion eller autoritære samfundsforestillinger, har resten af samfundet ikke blot ret til, men efter min opfattelse også pligt til at reagere.
Det skyldes blandt andet, at højreekstremisme sjældent begynder hos de store partier. Den begynder i små foreninger og miljøer, som fungerer som politiske laboratorier. Her afprøves idéer, der i første omgang virker ekstreme, men som senere opsamles af etablerede partier og gradvist normaliseres. Det, der i går blev betragtet som uacceptabelt, bliver i morgen fremstillet som almindelig sund fornuft.
Konsekvenserne rammer ikke kun de grupper, der udpeges som syndebukke. De rammer også dem, der forsvarer lighed, solidaritet og universelle rettigheder. Venstrefløjen, fagbevægelsen, forskere, kunstnere, journalister og civilsamfundet er ofte blandt de første mål.
Vi ser det i forslag om, at venstreorienterede kunstnere skal miste adgang til offentlig støtte. Vi ser det i angreb på forskere og universiteter, når forskningsresultater ikke passer ind i bestemte ideologiske fortællinger. Vi så det, da en af Danmarks førende mellemøstenforskere blev mødt med krav om, at hans formidling skulle ledsages af politiske mærkater frem for at blive vurderet på sit faglige indhold.
Vi ser det også i angrebene på mediernes uafhængighed. DR trues jævnligt med færre midler og flere restriktioner, hvis indholdet ikke falder i de rette politiske kredses smag. Resultatet er et pres, der risikerer at skabe selvcensur og tilpasning frem for fri og kritisk journalistik.
På udlændingeområdet flyttes grænserne ligeledes konstant. Der fremsættes forslag om, at lige så mange muslimer skal forlade Danmark, som der kommer til landet. Adgangen til statsborgerskab gøres løbende vanskeligere. Samtidig føres en debat om danskhed, hvor stadig færre mennesker anses for at høre til, uanset hvor længe de har boet her, eller hvor meget de bidrager til samfundet.
På andre områder ser vi krav om repatriering, angreb på transpersoners rettigheder og ønsker om at svække internationale konventioner, der beskytter menneskerettigheder. Når Dansk Folkeparti stemmer imod initiativer om sikker abort i EU, og når Danmarksdemokraterne først markerer modstand og siden undlader at støtte dem, er det også en del af en bredere værdikamp om, hvilke frihedsrettigheder der skal gælde i fremtiden.
Samtidig ser vi krav om, at samfundet i højere grad skal bygge på en bestemt kristen værdiforståelse. Det står i skarp kontrast til de værdier, som mange af os bygger vores samfundssyn på: Oplysningstidens idéer, arbejderbevægelsens kampe for demokrati og sociale rettigheder samt en grundlæggende humanistisk forståelse af, at mennesker er lige meget værd.
Fælles for disse strømninger er ønsket om et mere ensrettet samfund, hvor afvigende synspunkter, kulturer og identiteter i stigende grad opfattes som et problem. Det er ikke nødvendigvis fascisme i klassisk historisk forstand. Men det er en udvikling, der bevæger sig væk fra det åbne, pluralistiske demokrati og i retning af et samfund med mindre mangfoldighed, mindre fri debat og mindre plads til dem, der tænker anderledes.
Derfor handler modstanden mod højreekstremisme ikke kun om kampen mod racisme. Den handler også om forsvaret for de demokratiske frihedsrettigheder, som gør det muligt at organisere sig, forske frit, skabe kunst, kritisere magthavere og leve sit liv uden at blive gjort til syndebuk.
Ytringsfrihed giver ret til at tale. Den giver ikke ret til at undgå kritik. Og når nogle bruger deres frihed til at fremme idéer, der vil begrænse andres frihed, må de forvente, at vi forsvarer os – med argumenter, organisering og modstand.
Det er ikke et angreb på ytringsfriheden. Det er et forsvar for andre værdier end de højreekstreme.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


