Nyhedskommentar
Håb, ulydighed og oprør mod uretfærdighed og overmagt er en vigtig del af det at være menneske, på samme måde som sproget er en vigtig del af vores kultur og selvforståelse.
Som den kenyanske forfatter Ngugi Wa Thiongo’o skriver i “Decolonising Language and Other Revolutionary Ideas”, udgivet i 2025, er kultur et samfunds blomst – farverig, delikat og definerende for plantens identitet.
– Men vigtigst af alt producerer blomsten frø, der muliggør reproduktionen af plantens rødder og stilk […] Sproget er kulturbærende samt det ultimative og primære middel til kollektiv og individuel selvforståelse. Imperialister har altid vidst dette, pointerer han.
– Politisk uafhængighed befriede kroppen, men den befriede bestemt ikke sindet. Dette er den langvarige effekt af sproglig dominans, tilføjer Thiongo’o.
I tiden efter Soweto-oprøret voksede en anti-autoritær protestkultur frem, der omfattede strejker, studentergrupper og andre aktionsgrupper med tusindvis af aktivister.
Det var derfor passende, at studerende og børn i Apartheid-Sydafrika valgte en lov som anledning til at demonstrere mod deres undertrykkere for 50 år siden – den 16. juni 1976. En lov som tvang dem til at blive undervist på boernes sprog afrikaans – “undertrykkerens sprog”.
Det blev derfor også et oprør imod det Bantu Education-system, hvor de skulle undervises i at være og forblive en slags mindreværdige undermennesker. Målet med deres uddannelse var at blive “brændehuggere og vandbærere”, som apartheidstatens arkitekt Hendrik Verwoerd pointerede. Samt et oprør mod apartheidstaten generelt og den miserable levestandard i fattige sorte bydele, de såkaldte townships, som Soweto.
Satte liv i befrielseskampen
Efter Rivonia-retssagen i 1964 var Nelson Mandela og det meste af ANC’s lederskab enten i fængsel eller i eksil. I årene herefter troede de fleste sorte derfor ikke på, at det for alvor var muligt at udfordre den sydafrikanske apartheidstat.
I stedet var det Steve Bikos Black Consciousness-bevægelse, der fra slutningen af 1960’erne igen satte liv i den sydafrikanske befrielseskamp og inspirerede elever fra en række skoler i Soweto til at starte en strejke og en fredelig demonstration fra Morris Isaacson High School, der spredte sig til mange andre skoler i området, hvor titusinder af elever deltog.
De ubevæbnede elever blev mødt af kampklædte politifolk, der brugte tåregas, hunde, helikoptere og skarp ammunition mod eleverne, hvoraf 23 blev dræbt den 16. juni. Hundredvis af elever blev efterfølgende dræbt og mange flere sårede i løbet af de tre dage, som de efterfølgende demonstrationer og optøjer varede.
I tiden efter Soweto-oprøret voksede en antiautoritær protestkultur frem, der omfattede strejker, studentergrupper og andre aktionsgrupper med tusindvis af aktivister som følge af en nyfunden tro på apartheidstatens sårbarhed og illegitimitet – både blandt sorte og hvide. (Black Consciousness brugte betegnelsen “black” som synonym med “undertrykt”, det vil sige sydafrikanere af afrikansk, indisk, asiatisk og blandet herkomst).
Denne nye tro, der genrejste frihedskampen, var primært kommet som følge af opstanden i Soweto.
I 1975 var der 1000 ANC-eksilaktivister, men bare fem år senere var dette antal næsten tidoblet. Og de nye rekrutter tilførte ANC ny energi og værdier fra Black Consciousness-bevægelsen.
Smittende frygtløshed
Black Consciousness-bevægelsens medlemmer – heriblandt studerende, lærere og præster – havde vist vejen gennem en bevidsthedsmæssig, kulturel og politisk genoprejsning af et undertrykt folk.
Denne genoprejsning var muliggjort af praktiske uddannelsesprogrammer som Black Community Programmes, der stod for alt fra lederskabskurser, undervisning i kritisk tænkning og et sundhedscenter til udgivelsen af aviser og tidsskrifter, samt Zimele Trust Fund, der støttede tidligere politiske fanger med fornødenheder som tøj og mad samt studiepenge til deres børn. Ligesom Steve Bikos frygtløshed under en retssag mod en række af bevægelsens medlemmer i 1976 var smittende.
– Dristighed, dedikation, målsbevidsthed og en klar analyse af situationen – alt dette er et direkte resultat af ideerne fra Black Consciousness blandt unge i Soweto og andre steder, fortalte han under retssagen. For undertrykkerens stærkeste våben er den undertryktes sind, som Biko tidligere havde pointeret på skrift.
Ifølge to af de andre stiftere af Black Consciousness, Barney Pityana og Mamphela Ramphele, var bevægelsens medlemmer desuden i højere grad vokset op som en del af arbejderklassen i townships som Soweto, end de ældre ANC-ledere, der voksede op “som medlemmer af en stolt bondeklasse i Eastern Cape”.
Biko voksede således op i Ginsberg Location i nærheden af King Williams Town, hvor 800 familier deltes om vandhaner og toiletter. I et sådant miljø måtte man først erkende og overvinde sin frygt og sit mindreværdskompleks og den psykologiske undertrykkelse, før man for alvor kunne kæmpe imod det hvide, racistiske samfunds fysiske undertrykkelse.
Bevægelsens mål var symptomatisk nok et inkluderende demokrati, som alle skulle drage fordel af. Samtidig advarede Biko om, at et fremtidigt samfund, hvor velstanden stadig var ulige fordelt, hvor ansigtsfarven på de regerende blot var ændret uden at ændre det underliggende system, og “et par sorte var brudt igennem til bourgeoisiet”, ville gøre politisk frihed mere eller mindre meningsløs.
Målet for Black Consciousness var ikke, at landets sorte flertal skulle blive en del af det bestående samfund, der var fuldstændigt domineret af hvide sydafrikanere, men derimod et inklusivt, integreret, ikke-centralistisk samfund med statsejet jord, landsbykooperativer samt statslig involvering i og delvis fælles ejerskab af industri og handel.
– Black Consciousness er lige så relevant i dag, som den var det i 1970’erne, som Barney Pityana og Mamphela Ramphele skrev i en bog om bevægelsen, der blev udgivet i 1991.
Brug for en ny bevidstgørelse
Black Consciousness-bevægelsen var dog faldet mere eller mindre sammen, efter at Steve Biko blev tortureret og tævet ihjel af politiet i 1977, og andre af bevægelsens medlemmer blev arresteret og fængslet, eller det der var værre.
Herefter genvandt ANC langsomt positionen som landets vigtigste befrielsesbevægelse, ligesom det blev ANC, der førte Sydafrika ind i en ny demokratisk æra med valgsejren i 1994, der gjorde Nelson Mandela til Sydafrikas første sorte præsident.
ANC endte med for en stor dels vedkommende at beholde meget af Apartheid-Sydafrikas sociale, socioøkonomiske og uddannelsesmæssige strukturer. Man implementerede sin egen version af nyliberalismen, der nok sikrede en ny, sort elite en plads ved bordet, men ellers ikke ændrede det helt store for de mange af landets fattige sorte.
Sydafrika valgte således en anden vej end det, som Thiongo’o beskriver i “Decolonising Language and Other Revolutionary Ideas”, og de idéer som Soweto-oprøret og Bikos Black Consciousness var bygget på.
Men i en verden, hvor sproglig og kulturel ensretning og racisme igen er i fremgang, mens vi kæmper med stigende ulighed og en eskalerende klimakrise, har vi mere end nogensinde brug for at tænke ud af boksen og bortkaste vores internaliserede undertrykkelse sammen og hver for sig.
Og her kan vi med held se mod Steve Biko og Soweto-oprøret, der lærte os, at vi må ændre vores egen bevidsthed, før vi ændrer verden. For på sin vis er Sydafrika den moderne menneskeheds spejl.
I dag skal vi bevidstgøres om endnu flere ting på en gang i kampen mod overmagten. Vi skal, ud over igen at forstå at hudfarve på ingen måde hænger sammen med menneskers kapacitet og kunnen, markant ændre vores syn på og forhold til naturen samt skille os af med vores utopiske idé om, at vækst og nyliberal ideologi er vejen frem.
I dag handler det både om at ændre vores forståelse af menneskeligheden og redde den. I dag kræver frihedskampen en global bevægelse, et globalt samarbejde for at kunne lykkes. Dette kræver, at vi udvikler os fra psykologisk enhed til politisk enhed, som Black Consciousness lærte os. At vi finder eller udvikler et fælles sprog, der kan italesætte frihedskampen. Og at vi tør tage kampen mod overmagten.
Kampen fortsætter
Soweto-oprøret satte i Danmark gang i oprettelsen af Landskomitéen Sydafrika-Aktion og organisationens kamp mod apartheid og for firma- og forbrugerboykot samt økonomiske sanktioner mod Sydafrika.
Der blev blandt andet lavet indsamlinger til støtte for ANC, happenings, børnebøger, gadeteater, Rock Mod Apartheid og Løb Mod Apartheid-arrangementer, fredelige aktivisme i Københavns Lufthavn samt foran Shell og på det sydafrikanske generalkonsulat med meget mere.
- Blev udløst den 16. juni 1976 i Soweto, en bydel uden for Johannesburg i Sydafrika, hvor cirka to millioner sorte var, og er, stuvet sammen under elendige kår.
- Opstanden blev udløst af en stor elevdemonstration imod, at afrikaans, boernes sprog, skulle indføres som undervisningssprog.
- 20.000 skoleelever og studerende havde samlet sig kort før klokken 9 om morgenen tæt ved Orlando West High School i Soweto. Her blev de mødt af politi og halvmilitære styrker, som ikke veg tilbage fra at dræbe børn og unge. Men selv om den første konfrontation kostede to unge livet, og 10-15 blev alvorligt sårede, veg de unge ikke tilbage.
- Månederne efter sluttede tusindvis af elever på skoler over hele landet sig til opstanden, som politiet brutalt svarede igen på. 661 elever blev skudt af politiet i løbet af nogle måneder.
- Store dele af den sorte fagbevægelse gennemførte strejker, og der blev oprettet aktionsgrupper, som organiserede modstanden. Før året var omme, var mere end 1000 blevet dræbt, og mange tusinde blev fængslet og tortureret.
- Magthavernes brutalitet og de sortes mod og kampvilje vakte international opmærksomhed og førte til en ny bølge af fordømmelse af apartheidregimet.
- Billeder fra opstanden var gået verden over – ikke mindst af den 13-årige Hector Peterson, der blev Soweto-opstandens første martyr. Man var chokeret over politiets brutalitet, og kursen blev skærpet mod apartheidstyret.
- I dag er den 16. juni en national fridag under navnet National Youth Day (ungdomsdagen) til ære for de unge, der var med i Soweto-oprøret.
Kilde: Global Aktion
Indsatsen endte i første omgang med, at en række supermarkedskæder indstillede handel med Sydafrika, og i 1986 med at et flertal i Folketinget vedtog EU’s strammeste sanktioner mod apartheid.
Organisationen blev via et par navneskift mange år senere til Global Aktion. Og Global Aktion kæmper i dag – sammen med græsrødder og folkelige bevægelser fra især Afrika – en bredere kamp for en mere fredelig, lige, rettighedsbaseret og retfærdig verden, herunder ikke mindst for at stoppe den truende klimakatastrofe.
Som Global Aktions Morten Nielsen, der repræsenterede organisationen til Mandelas indsættelse i 1994, sagde i DR-programmet “Morten & Mandela“, “nu var kampen anderledes og skulle føres på en anden måde”. Eller som Nelson Mandela skrev i sin selvbiografi: “Efter at have besteget en stor bakke opdager man, at der er mange flere at forcere”.
Vi har i dag alle sammen ansvaret for at forcere racismebakken, ulighedsbakken, klimabakken og alle de andre bakker, der truer menneskeheden og Jorden, sammen og snart. For vi har ikke de årtier, som det tog at kæmpe mod og besejre apartheid, til at skabe en global massebevægelse og besejre dem, der har erklæret krig mod folket og planeten.
Så der skal skrues gevaldigt op for tempo, udstrækning, risikovillighed og den revolutionære energi og enighed. Men i første omgang skal vi, med Soweto-oprøret og sejren over apartheid in mente, tro på, at vi kan lykkes at skabe en forandringsteori, der virker, ligesom vi skal turde handle og vinde.
– For ingen gruppe, uanset hvor anstændig den er, kan nogensinde servere magten til de undertrykte på en tallerken, som Steve Biko skrev midt i 1970’erne.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
