Mandag den 11. maj valgte omkring 100 håndværkerne ved entreprenørfirmaet Kemp Lauritzen (K&L) at nedlægge arbejdet.
“Vi vil selv vælge vores arbejdsmiljørepræsentant”, lyder det fra de strejkende, der i dag fik opbakning fra 120 elektrikere på firmaets byggepladser i Københavns Lufthavn, Kalundborg og Hillerød.
Kemp og Lauritzen er utilfreds med, at firmaklubben stod for valget, og at det skete ved fysisk fremmøde. Det burde være foregået digitalt, mener firmaet.
Strejken vækker genklang i faglige klubber i København. Murer og Murerarbejdsmændenes faglige klub i 3F BJMF er enige med de strejkende i, at arbejdsgiverne ikke skal blande sig i valg af tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
“De skal ikke blankt kunne diktere, hvordan valget skal foregå….. Hvis de begynder at køre den stil hos K&L, kan det meget vel brede sig i resten af byggebranchen. Det skal stoppes. Her og nu tager vores kolleger kampen op, og derfor skal vi støtte dem,” skriver klubben på facebook.
Ifølge Arbejderens oplysninger er der ikke umiddelbart udsigt til en løsning på konflikten, og strejken fortsætter onsdag.
Du kan støtte de strejkende ved at sende et støttebeløb på MobilePay Box: 0169AW
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

