1. maj-tale
Vi nåede ikke drømmen,
og for sent erkendte vi,
at vejen er længere
end den håbefuldes liv.
(Men)
På længslens vej frygter ingen skuffelse
så længe kærlighed består, er håbet levende
Ebtehaj (død 2022), iranske digter og kommunist
Emil og Julius berører et både følsomt og aktuelt emne, der udtrykker venstrefløjens historiske smerte.
Hvorfor har det engagement, det slid, de mange møder og demonstrationer, den kærlighed til sagen og kampgejst, som generationer har lagt i arbejdet, ikke båret den frugt, man håbede på? Hvorfor står venstrefløjen svagere i dag end for 30 eller 40 år siden? Og hvorfor har det liberale højres idéer fået så stor gennemslagskraft blandt unge arbejdere, mens socialismen i stigende grad fremstår historisk forældet?
Det er vanskelige spørgsmål, fordi svarene kan opleves som et svigt over for tidligere generationer. Men de unge har ret til at stille spørgsmål ved fortidens ideer og kampformer. De er ikke forpligtet til at gentage det, der ikke virkede – tværtimod er det deres opgave at gøre det bedre.
Det er de kommende generationer, der skal overtage ansvaret. De skal leve med konsekvenserne af den politiske udvikling de næste årtier og kæmpe for løn, bolig, klima, fred og ligestilling – eller lade være.
Anerkendelse af forfatternes bidrag
Når de unge marxister som Emil og Julius leverer en analyse – med både skævheder og alvor – er det netop den type bidrag, der er brug for. De tager ansvar for deres egen forståelse og bidrager til en nødvendig debat.
Vi skylder dem en ærlig samtale om erfaringer, fejl og muligheder. Den bedste hjælp, vi kan give, er en saglig og nøgtern analyse af styrker og svagheder. Vi må forklare, hvad der gik galt, men også hvad der virkede. Vi må skelne mellem strategiske fejl, der skyldtes forkerte analyser, og taktiske fejl, der skyldtes omstændigheder. Og vi må kritisk vurdere, hvilke dele af den revolutionære tradition der stadig er relevante, og hvilke der må revideres.
Emil og Julius leverer ikke en fejlfri analyse. Men de rammer alligevel noget vigtigt.
I en tid, hvor en betydelig del af de unge arbejdere stemmer på liberale partier, og hvor fagbevægelsens organisering er under pres, er der behov for en seriøs analyse af venstrefløjens udfordringer. Det er derfor positivt at se de unge marxister, der ikke nøjes med at konstatere en højredrejning, men forsøger at forstå dens årsager og konsekvenser.
Emil og Julius fortjener anerkendelse på flere punkter. For det første peger de på problemer i egne rækker frem for at forklare udviklingen med ydre fjender. Den form for selvkritik er sjælden og værdifuld.
For det andet adresserer de et reelt problem: Faldende organisering og unge arbejdere der søger mod liberale partier. Det peger ikke nødvendigvis på en forkert politisk kurs, men på en manglende evne til at engagere dem. De forsøger at svare organisatorisk snarere end moralsk, hvilket er en styrke.
For det tredje anvender de marxistiske begreber som analyseværktøj i en nutidig kontekst og undersøger, hvad der faktisk virker i dag, frem for at gentage klassiske positioner ukritisk.
Selv hvor man er uenig i dele af analysen, er det vigtigt, at de fremlægger et konkret organisatorisk forslag med fokus på nedefra-styring og pluralisme. Det er et sjældent konstruktivt indspark i en debat, der ofte mangler konkrete bud.
Emil og Julius bidrager til netop den bestræbelse, som venstrefløjen har brug for flere af.
En nødvendig metodisk præcisering
Der er en metodisk skelnen, som mange politiske analyser overser, og som er afgørende for at forstå forskellen mellem ideologi, strategiske mål, taktiske mål og organisationsform. Lad mig udfolde den og samtidig rette et par mindre præciseringer i den marxistiske terminologi undervejs.
Udgangspunktet er ideologien. Ideologien er det grundlæggende verdensbillede, den analyse af magtforhold og samfundsmodsætninger, som al handling udspringer af. I en marxistisk kontekst vil ideologien eksempelvis indeholde en bestemt forståelse af dialektisk materialisme, klassekamp, historisk materialisme og kapitalismens iboende modsætninger.
Ud fra denne ideologi udleder man sine mål. Men her er det vigtigt at skelne mellem forskellige måltyper, for ellers bliver analysen upræcis. Man kan tale om det overordnede strategiske mål. Det er den endelige tilstand, man ønsker at opnå – for en revolutionær marxist for eksempel kapitalismens afskaffelse, produktionsmidlernes sociale overtagelse og etableringen af et klasseløst, socialistisk samfund, der på længere sigt skal udvikle sig mod kommunismen. Dette mål er af fundamental karakter; det ændrer sig ikke fra dag til dag, men fungerer som kompasset eller ledestjernen, der viser retningen for al politisk handling.
Ud over det strategiske mål har man imidlertid også taktiske mål. De taktiske mål er de delmål, man sætter sig undervejs – de konkrete kampe, man vælger at tage, de reformer, man enten kæmper for eller imod, og de alliancer, man indgår midlertidigt. De taktiske mål skal tjene det strategiske mål, men de er ikke i sig selv hellige. Man kan godt skifte taktik uden at skifte strategi. En revolutionær kan eksempelvis støtte en bestemt overenskomstkamp eller en boligpolitisk reform, ikke fordi reformen i sig selv skaber socialismen, men fordi den styrker arbejderklassens selvtillid, organisering eller bevidsthed. Det er netop det, Rosa Luxemburg mente, når hun advarede mod at skille socialreform og revolution ad som to modsatrettede veje.
Når man har klarlagt sine strategiske og taktiske mål, står man over for et praktisk, men afgørende spørgsmål: Hvordan organiserer man sig bedst for at nå disse mål? Her kan man med fordel benytte en krigsmetafor, som i øvrigt har dybe rødder i den marxistiske tradition – både Lenin og Mao tænkte i militære kategorier om politik. For at optimere sit virke og sine kræfter – altså få mest mulig politisk slagkraft ud af begrænsede ressourcer som medlemmer, tid, penge og netværk – må man finde ud af, hvordan man bedst organiserer sine ressourcer og indsats.
Organisationsformen er altså ikke tilfældig og heller ikke ideologineutral. Organisationsformen må afspejle både det strategiske mål og de konkrete taktiske opgaver samt den historiske situation.
Ønsker man at opbygge en massebevægelse, der kan lamme samfundet gennem generalstrejker, giver det dårlig mening at organisere sig i små, lukkede affinity-grupper, der kun taler med hinanden. Ønsker man derimod at gennemføre illegal, undergrundsbaseret modstand mod et diktatur, giver en åben, massebaseret partiform med offentlige medlemslister til gengæld ingen mening – tværtimod ville det være selvmorderisk.
Når disse niveauer er klarlagt, er det dog også vigtigt at tilføje et femte, ofte overset element: kommunikation. Selv når ideologi, strategiske mål, taktiske mål og organisationsform er tydeligt defineret, er det ikke ligegyldigt, hvordan man faktisk formidler dem. De medier og det sprog, man bruger, samt den måde, man formulerer sit budskab på, er afgørende for, om ens analyse når frem til de mennesker, man ønsker at organisere.
En politisk bevægelse kan have en konsistent teori og en velfungerende organisationsstruktur, men hvis kommunikationen er lukket, akademisk eller internt kodet, risikerer den at blive afkoblet fra de bredere lag af arbejderklassen. Omvendt kan en klar, tilgængelig og situationsforankret kommunikation være afgørende for at omsætte selv komplekse analyser til faktisk politisk bevidsthed og handling.
Kritikken af Emil og Julius’ metode
Emil og Julius’ analyse fremstår skæv, fordi der anvendes forskellige kriterier for de tre retninger. De autonome kritiseres for at være lukkede og ekskluderende. Centralisterne kritiseres for topstyring, udbrændthed og manglende demokratisk kontrol. I begge tilfælde er fokus på organiseringen.
Når det gælder reformisterne, skifter analysen karakter. Her handler kritikken om politiske beslutninger, højredrejning og tilpasning til systemet. Organisationsformen analyseres derimod næsten ikke.
Det er ikke en sammenligning af samme type. Man kan sagtens forestille sig en reformistisk organisation med en dårlig organisationsform – for eksempel et topstyret parti, hvor medlemmerne ikke bliver hørt, og som derfor heller ikke kan mobilisere nogen nævneværdig modstandskraft. Men det er ikke den kritik, der rejses her. Kritikken går i stedet på, at Enhedslisten har fjernet revolutionen fra sit principprogram. Det er en kritik af strategien, ikke af organisationsformen.
Den ideelle analysemetode ville derfor være at holde de fem niveauer klart adskilt: ideologi, strategiske mål, taktiske mål, organisationsform og kommunikation. Først må man spørge, hvilken ideologi der ligger til grund. Dernæst hvilke strategiske mål der udledes af denne ideologi. Derefter hvilke taktiske mål der vælges undervejs. Så hvilken organisationsform der bedst tjener disse mål under de konkrete historiske vilkår. Og endelig hvordan man kommunikerer – altså hvilke medier, hvilket sprog og hvilke former der bringer analysen og strategien ud til de mennesker, man ønsker at organisere.
Med andre ord må man klart fortælle læseren, hvilket niveau ens kritik bevæger sig på. Først når dette spørgsmål er afklaret, kan man begynde at kritisere på en måde, der rammer præcist. Når man blander dem sammen, opstår der skævheder, hvor forskellige retninger vurderes ud fra forskellige kriterier.
Balancen mellem strategi og taktik
Efter min vurdering står venstrefløjen over for udfordringer på alle de ovennævnte niveauer. I det følgende vil jeg dog særligt fremhæve den manglende balance mellem strategi og taktik, som i praksis enten forhindrer eller spænder ben for opbygningen af en bæredygtig massebevægelse. Netop fordi forholdet mellem disse to niveauer fungerer som bindeleddet mellem teori og praksis, får ubalancen konsekvenser langt ud over det rent taktiske og sætter sig i både politisk retning, organisering og evnen til at mobilisere bredt.
Når man ser på venstrefløjens interne diskussioner, bliver det tydeligt, at mange af uenighederne i virkeligheden bevæger sig mellem to yderpositioner, som begge rummer alvorlige problemer.
På den ene side finder man det, Lenin kaldte venstrekommunisterne. Her opfattes næsten ethvert taktisk kompromis som en strategisk og ideologisk afvigelse fra marxismen. Enhver deltagelse i reformkampe, enhver midlertidig alliance eller enhver tilpasning til konkrete forhold risikerer at blive udlagt som forræderi mod det revolutionære mål. Resultatet bliver ofte politisk isolation. For hvis man ikke kan indgå i de kampe, hvor arbejderklassen faktisk befinder sig, fordi de ikke er “rene” nok, så ender man med at stå uden for den virkelige bevægelse.
Denne tilgang viser sig også i konkrete vurderinger af eksisterende bevægelser. Fredsbevægelsen afvises som overflødig, medmindre den har en entydig antiimperialistisk retning. På samme måde afvises fagforeningerne som gennemsyret af socialdemokraterne, hvoraf det konkluderes, at der ikke er noget at hente gennem engagement i deres syndikalistiske eller faglige kampe. Dermed fravælger man netop de arenaer, hvor store dele af arbejderklassen faktisk er organiseret og politisk aktive.
På den anden side finder man reformisterne. Her er problemet det modsatte: En så stærk optagethed af de taktiske mål at det strategiske mål gradvist forsvinder. Kampen for reformer i det parlamentariske system bliver et mål i sig selv, og forbindelsen til bevægelserne glemmes. Visionerne ofres på realismens alter. Resultatet bliver en gradvis tilpasning til kapitalismens givne rammer, hvor man glemmer, at det netop er visionerne, der udgør kompasset og hjælper med ikke at fare vild i det parlamentariske arbejde.
Dermed opstår forestillingen om, at kapitalismens problemer – arbejdsløshed, ulighed og usikkerhed – kan løses gennem politiske justeringer inden for systemets rammer. Men de sidste årtiers erfaringer viser, at demokratiske fremskridt og reformer ikke er varige, hvis de ikke ledsages af en grundlæggende forandring af de økonomiske strukturer.
Den manglende balance mellem strategi og taktik giver os således to udfordringer. Uden en bevidst kobling mellem den daglige kamp og det langsigtede mål risikerer reformerne at blive integreret i systemet frem for at udfordre det. Omvendt mister en revolutionær politik sin kraft, hvis den afviser de konkrete kampe, hvor mennesker faktisk oplever og erkender deres fælles interesser.
Den afgørende opgave bliver derfor at fastholde forbindelsen mellem de to niveauer: At forstå reform og revolution som indbyrdes forbundne dele af én og samme proces. Demokratiske krav og sociale forbedringer kan kun blive varige, hvis de forbindes med en bredere kamp mod de økonomiske magtforhold, der skaber uligheden. Og omvendt kan kampen for socialisme ikke føres abstrakt, men må tage udgangspunkt i de konkrete konflikter og krav, som opstår i menneskers hverdag.
Når denne forbindelse brydes – enten gennem radikalistisk afvisning af reformer eller gennem reformistisk glemsel af det strategiske mål – mister venstrefløjen sin evne til både at mobilisere bredt og pege fremad. Det er netop i spændingsfeltet mellem disse to yderpositioner, at behovet for en ny tilgang opstår.
Et stærkt, men ufuldkomment forslag
På trods af deres metodiske skævhed når Emil og Julius frem til et forslag, som er både interessant og værd at tage alvorligt. De foreslår etableringen af en løs paraplyorganisation med et fælles minimumsgrundlag (min udlægning).
Det afgørende ved et sådant minimumsgrundlag er, at det ikke kræver fuld ideologisk enighed. Det handler i stedet om at finde en fællesnævner, som forskellige retninger kan tilslutte sig uden at opgive deres egen identitet. Det kunne for eksempel være en fælles modstand mod NATO og EU, solidaritet med undertrykte nationer – herunder Palæstina – samt solidaritet med undertrykte grupper i vores eget samfund og modstand mod forringelser af velfærden.
Styrken ved denne model er, at det skaber mulighed for fælles handling uden at kræve total enhed.
Set i lyset af venstrefløjens nuværende situation – som kan beskrives som en form for “kunstigt åndedræt”, hvor både ældre erfarne aktivister og yngre teoretisk orienterede miljøer holder liv i en ellers fragmenteret bevægelse – fremstår en sådan løsning som et forsøg på at skabe en mere sammenhængende ramme for samarbejde. Ikke et samlet parti, men en løs samling, der kan modvirke opsplitning uden at udslette forskelle.
En sådan model rummer naturligvis også risici. Hvis minimumsgrundlaget bliver for svagt, kan samarbejdet miste sin politiske skarphed og ende som symbolsk enhed uden reel effekt. Men det modsatte problem er allerede velkendt: fortsat opsplitning og isolation.
Venstrefløjen er i dag så fragmenteret, at selv fælles mobiliseringer er svære at gennemføre. I den situation kan selv en ufuldkommen samling være et skridt fremad. Med andre ord har vi ikke noget at tabe.
Konklusion
Emil og Julius leverer ikke en fejlfri analyse. Deres metode er til tider upræcis, og deres kritik er ikke konsekvent på tværs af de tre retninger. Men de rammer alligevel noget vigtigt: De insisterer på, at venstrefløjen må tage sin egen krise alvorligt og begynde at handle på den.
Deres forslag om en bred, fleksibel samling er ikke en endelig løsning, men det er et seriøst bidrag til en debat, der alt for længe har været præget af splittelse og handlingslammelse.
I sidste ende er det ikke de organisatoriske forskelle i sig selv, der afgør venstrefløjens fremtid, men evnen til at handle sammen, når det gælder. Og netop derfor er deres tekst vigtig, fordi den åbner for en nødvendig samtale, som venstrefløjen ikke længere kan undgå.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
