Kronik
Det danske politiske landskab er opdelt i to hovedblokke. Den blå højreblok omfatter Venstre – (det historisk liberale parti), Dansk Folkeparti (det nationalpopulistiske parti), som siden begyndelsen af årtusindskiftet har etableret en antiindvandrerdiskurs, der er blevet et referencepunkt for den politiske konkurrence i landet og har skubbet hele det politiske billede mod højre i dette spørgsmål, herunder Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
Den røde venstreblok omfatter Socialdemokratiet, som repræsenterer et markant eksempel på venstresidens forskydning mod højre i indvandringspolitikken, idet partiet har ledet regeringer, der vedtog nogle af de strammeste udlændingelove i Danmarks historie, på trods af dets historiske tilhørsforhold til den socialdemokratiske venstrefløj. Socialistisk Folkeparti (SF) indtager en midterposition.
Enhedslisten repræsenterer den parlamentarisk mest tydelige venstrefløj i afvisningen af racisme mod indvandrere og i kravet om integrationspolitikker baseret på internationale menneskerettighedskonventioner. Denne klarhed skjuler dog grundlæggende modsætninger: Partiets positioner i udenrigspolitik og oprustning har fjernet det fra den traditionelle socialistiske antimilitaristiske holdning; det har støttet stigende forsvarsudgifter på bekostning af velfærden og har endda foreslået at udvide værnepligten til at omfatte kvinder frem for at kræve dens afskaffelse.
Forskning beviser eksistensen af reel strukturel diskrimination: Ansøgere med udenlandske navne afvises på arbejdsmarkedet i højere grad.
Disse skift har fået den radikale venstrefløj til åbent at tage forbehold over for at betragte det som et troværdigt venstrefløjsvalg, selv om det i spørgsmål om sociale rettigheder og integration fortsat er det bedste, det nuværende parlamentariske landskab har at tilbyde.
Uden for de parlamentariske blokke er der i Danmark aktive radikalt venstreorienterede partier og organisationer uden parlamentarisk repræsentation, som dog udgør en levende og vigtig del af det venstreorienterede landskab – herunder kommunistiske partier af forskellig orientering, revolutionære socialistiske organisationer, anarkistiske bevægelser og uafhængige fagbevægelser.
Disse kræfter tilsammen, hvad enten de befinder sig inden for eller uden for parlamentet, udgør den primære kilde til pres for at bevare sociale landvindinger og modstå den højreorienterede antiindvandrerdiskurs.
Denne partifordeling er ikke blot et organisatorisk kort, men nøglen til at forstå karakteren af den igangværende debat om indvandring og integration i den aktuelle valgkamp op til parlamentsvalget den 24. marts 2026.
Midt i denne kampagne og med den tilspidsede konkurrence mellem de to blokke vender spørgsmålet om flygtninge og integration tilbage i centrum af den politiske debat med bemærkelsesværdig tyngde – det fremstilles som et af de grundlæggende problemer, der truer det danske samfunds sammenhængskraft og fremtid.
De fleste partier, herunder nogle af den venstreorienterede midte, er tilbøjelige til at fortolke integrationens succes eller fiasko gennem kulturelle, religiøse eller etniske faktorer. Det er uden tvivl, at disse faktorer har en indvirkning på visse aspekter af integrationen, men denne indvirkning forbliver begrænset og er ikke tilstrækkelig til at forklare fænomenet i sin kerne.
I stedet for at behandle integration som et komplekst socialt og historisk forløb, hvori strukturelle, psykologiske og økonomiske faktorer væves ind i hinanden, reduceres det til forenklede kulturelle og religiøse slogans, der bruges til at vække frygt og mobilisere vælgere – med den direkte negative effekt dette har på selve integrationsprocessen.
Det er her nødvendigt at skelne mellem to former for “danske værdier”: De ægte værdier baseret på principper om medborgerskab, lighed og menneskelig værdighed, som er forankret i grundloven og internationale menneskerettighedskonventioner, og de såkaldt “danske værdier”, som højrefløjen fremmer under betegnelsen “national identitet”, og som i sin essens hviler på intolerance, racisme, diskrimination og national overlegenhed.
Denne diskurs fører i praksis til, at landets beboere med indvandrerbaggrund – første generation og anden generation, der er født og opvokset i Danmark – behandles som om de var tiltalte, der konstant skal bevise deres uskyld på grund af deres religiøse eller nationale oprindelse, selv om det store flertal af dem arbejder, bidrager og integrerer sig i det danske samfund. Dele af denne diskurs overskrider de rettigheder, som den danske grundlov og internationale menneskerettighedskonventioner garanterer.
Men et dybere spørgsmål rejses sjældent i den offentlige debat, hverken fra den blå blok eller fra de fleste partier i den røde blok: Hvad betyder staten i sindet hos dem, der har tilbragt en stor del af deres liv under en stat, der undertrykker og plyndrer? Og hvordan kan denne dybt rodfæstede erfaring påvirke deres forhold til enhver anden stat?
Sagen er ikke begrænset til den første generation alene, da dette billede af staten kan overføres indirekte til den anden generation, der er født i Danmark, gennem det daglige sprog i hjemmet og måden at tale om institutioner, myndigheder og lovgivning på. Det barn, der vokser op i et miljø, der betragter staten med mistro og frygt, kan arve dette syn, inden det danner sin egen erfaring med den – hvilket gør behandlingen af denne psykologiske og historiske dimension til en nødvendighed, der vedrører generationer, ikke blot individer.
Staten som de kendte den
Mange flygtninge fra Mellemøsten og visse dele af Asien og Afrika har tilbragt det meste af deres liv under autoritære og korrupte stater. For dem var staten ikke en offentlig institution, der tjente samfundet og beskyttede individernes rettigheder.
I deres daglige erfaringer var den et repressivt magtapparat, der primært arbejdede til fordel for en snæver elite på bekostning af det bredere samfund – forbundet med systematisk korruption, bestikkelse, sikkerhedsapparater der dominerede det offentlige liv og bureaukrati uden folkelig ansvarlighed. Den var oftest en ikke-valgt magt, eller en der greb til skinvalg, der ikke var andet end en facade for at legitimere et allerede eksisterende styre, og som behandlede folk som underdanige undersåtter frem for borgere med rettigheder.
Denne dybt rodfæstede erfaring med falske valg eller deres totale fravær forklarer til dels det, statistikkerne i de skandinaviske demokratier afspejler af lavere valgdeltagelse blandt danskere af udenlandsk oprindelse sammenlignet med etnisk danske borgere.
Deltagelse i valg er ikke en medfødt adfærd – det er en tillært praksis, der bygger på en fast tro på, at den enkeltes stemme gør en reel forskel. Den, der i sit liv kun har kendt valgurner, der ikke ændrer noget, eller som bruges til at forfalske folks vilje, har brug for tid og håndgribelig erfaring for at overbevises om, at det er anderledes her.
Det vigtigste er, at disse stater i mange tilfælde ikke opstod i et vakuum. De formede sig og kontrollerede magten gennem en tæt alliance mellem politiske herskere og lokale og globale kapitalistiske eliter med interesser i systemet. Det er stater, der ofte modtog politisk, militær og finansiel støtte fra vestlige internationale magter – herunder Danmark – under påskud af regional stabilitet og bekæmpelse af ekstremisme, mens de knuste civilsamfundet og forhindrede enhver form for demokratisk eller uafhængig faglig organisering.
Denne internationale kontekst er en integreret del af forståelsen af krisen: De vestlige samfund, der i dag spørger om årsagerne til integrationens vanskeligheder, bærer samtidig en stor del af det historiske ansvar for den økonomiske ulighed og for at opretholde de systemer, der skabte disse flygtninge, og som i deres sind skabte dette dybe forhold af mistro og frygt over for staten.
I sådanne repressive og korrupte systemer bliver det helt naturligt for folk at forsøge at omgå staten frem for at samarbejde med den. De undgår formelle procedurer, omgår love og undgår at betale skat, søger uformelle måder at gennemføre transaktioner på og stoler på netværk af personlige, familie- og regionale relationer frem for offentlige institutioner, som ingen stoler på.
Dette er ikke et nedarvet “kulturelt særtræk” i den enkle essentielle betydning. Det er overvejende det logiske resultat af en lang og nedarvet historisk erfaring med en stat, der konsekvent undertrykte og plyndrede samfundet frem for at tjene det.
Denne kompleksitet tilføjes endnu en dimension, som den offentlige debat ofte overser: Mange flygtninge bærer ikke kun en politisk erfaring med den autoritære stat, men bærer også krigstraumer, fordrivelse og forfølgelse, der kaster dybe skygger over deres evne til at stole på enhver institution uanset dens natur. Denne psykologiske dimension kan ikke behandles med institutionel forklaring alene, men kræver specialiseret støtte, der bør udgøre en integreret del af enhver seriøs integrationspolitik.
En model født af klassekamp
Når disse flygtninge ankommer til Danmark, finder de sig over for en model, der er fundamentalt forskellig fra alt, hvad de har kendt.
Selv om den moderne stat i sidste ende forbliver en del af en klassebaseret social struktur inden for det kapitalistiske system, er den i Danmark og de skandinaviske lande generelt bygget på demokratiske institutioner, frie og uafhængige valg, relativt høj institutionel gennemsigtighed og retsregler, der i vid udstrækning anvendes lige over for alle uanset tilhørsforhold eller formue – en model, der på ingen måde kan sammenlignes med det, de har oplevet i deres tidligere lande.
Men anerkendelsen af disse landvindinger betyder ikke, at man ser bort fra den danske stats klassekarakter.
Den er i sidste ende en kapitalistisk stat, der opererer inden for et økonomisk system, der koncentrerer rigdom og reproducerer social ulighed. Gratis offentlig uddannelse, universel sundhedspleje, det sociale sikkerhedssystem og arbejderbeskyttelseslove blev ikke skabt med den danske stat, men er blevet revet ud gennem årtiers lang social og organisatorisk kamp mellem arbejdere og kapital og har aldrig været en frivillig indrømmelse fra den herskende klasse.
De, der kommer fra autoritære erfaringer, har brug for tid og reel investering for at forstå, at forholdet mellem samfund og stat i Danmark hviler på regler, der er fundamentalt anderledes end dem, de har levet under.
Det skal bemærkes, at den skandinaviske model – velfærdsstaten – har oplevet en mærkbar tilbagegang siden 1990’erne, da de socialdemokratiske partier begyndte at forskyde sig mod det liberale centrum og gradvist opgav de prioriteter, der skabte denne model til fordel for at administrere kapitalismen frem for at udfordre den.
Disse landvindinger er ikke for evigt sikrede. De er altid i fare for at blive udhulet, når venstrefløjen og fagbevægelses styrke svækkes, og deres tilstedeværelse i det offentlige rum mindskes. Kapitalismens historie beviser, at kapitalen ikke frivilligt opgiver det, der er blevet revet fra den, og at ethvert tilbageslag i styrken af kollektiv organisering åbner et vindue for at beskære disse rettigheder på ny under stadigt nye påskud.
Derfor afhænger bevarelsen og udviklingen af disse landvindinger i hver generation af venstre- og progressive bevægelsers årvågenhed og fortsatte organisering og aktive politiske deltagelse.
Denne historiske sandhed er en central nøgle til forståelsen af den danske stats natur. Når en indvandrer eller flygtning fortæller, at staten her er “anderledes”, forbliver disse ord abstrakte, medmindre de kobles til den historiske kontekst, der producerede denne forskel: Organiserede arbejderbevægelser, strejker og protester, kollektive forhandlinger og politisk kamp, der strakte sig over generationer, inden den mundede ud i dette niveau af sociale rettigheder.
Denne stat hviler også på et retssystem baseret på menneskerettighedsprincipper, herunder juridisk ligestilling mellem kvinder og mænd, adskillelse af religion og stat, beskyttelse af børns rettigheder og alle borgeres og beboeres ret til uddannelse, sundhedspleje og menneskelig værdighed uanset deres sociale eller økonomiske status.
For mange flygtninge, der kommer fra samfund, hvor disse rettigheder ikke nyder tilstrækkelig retslig beskyttelse, er tilegnelsen af disse regler og forståelsen af deres logik ikke blot kulturel tilpasning, men en grundlæggende del af forståelsen af selve den demokratiske og sekulære stats natur og dens funktionsmåde.
Et af de mest fremtrædende resultater af dette system er, at den kvindelige indvandrer, der kommer fra miljøer, hvor kvinder lider under juridisk diskrimination og strikse sociale begrænsninger, finder sig over for et rettighedssystem, der sikrer hende bredere beskyttelse inden for arbejde, uddannelse, skilsmisse, forældremyndighed og bevægelsesfrihed. Hun opdager ofte for første gang juridiske rettigheder, hun tidligere var berøvet.
Det store flertal af flygtninge tilpasser sig gradvist denne model og interagerer positivt og aktivt med den. De lærer at stole på offentlige institutioner, de kommer ind på arbejdsmarkedet, betaler skat, deltager i samfundslivet og opdrager deres børn inden for dette system.
Ja, mange af dem er efterhånden blevet aktive i alle dele af det danske samfund, herunder vitale økonomiske sektorer som sundhedspleje, service, transport, byggeri og fødevareindustrier – sektorer, der er blevet fundamentalt afhængige af denne arbejdskraft, uden hvilken væsentlige tjenester, som hele samfundet drager nytte af, ville bryde sammen.
I visse sektorer udgør arbejdsstyrken af udenlandsk oprindelse nu det overvældende flertal af arbejdskraften, fordi disse sektorer kræver villighed til at arbejde under hårde vilkår og lange timer. Dette reelle økonomiske bidrag finder sjældent vej til den offentlige politiske debat, der er besat af det negative, og det er et bidrag, der fortjener anerkendelse og påskønnelse frem for at blive ignoreret.
Det er nødvendigt at bemærke, at integration på arbejdsmarkedet ikke kun støder på hindringer fra indvandrernes egen side.
Forskning beviser eksistensen af reel strukturel diskrimination: Ansøgere med udenlandske navne afvises på arbejdsmarkedet i højere grad end deres jævnaldrende med danske navne, uanset deres kvalifikationer. Denne diskrimination er ikke et individuelt problem, men en strukturel bias inden for det kapitalistiske arbejdsmarked, og at bekæmpe den kræver stram lovgivning og organiseret fagligt pres.
Der er dog et lille mindretal, der i længere tid forbliver fanget i den gamle erfaring med staten og den autoritære mandlige arv, og som interagerer med det danske system ud fra logikken i det, de var vant til i deres tidligere hjemland – ved at ty til uformelt arbejde, forsøge at omgå love, stole på uformelle netværk frem for offentlige institutioner eller forsøge at pålægge kvinder i familien og i børneopdragelse begrænsninger, der er i modstrid med det rettighedssystem, som dansk lovgivning garanterer for alle.
I nogle tilfælde handler det ikke kun om forholdet til staten, men om presset fra gruppen, sekten og religionen, der udgør en parallel myndighed, der konkurrerer med de offentlige institutioners myndighed og pålægger individer – især kvinder og børn – overholdelse af normer, der er i modstrid med det danske rettighedssystem. Denne kollektive parallelle myndighed kræver en selvstændig behandling, som institutionel forklaring alene ikke er tilstrækkelig til.
Spørgsmålet om statsforståelse
Dette mindretals manglende integration fortolkes oftest i den herskende politiske debat som et grundlæggende kulturelt eller religiøst problem, der kræver yderligere restriktioner, tests og betingelser. Den mere præcise og realistiske fortolkning er, at spørgsmålet i mange tilfælde handler om en vanskelig overgang fra en fast forestilling om staten som et undertrykkelsens og korruptionens apparat til en fundamentalt anderledes forestilling, der ser den som en institution for social solidaritet, der fortjener tillid og deltagelse. De, der kommer fra autoritære erfaringer, har brug for tid og reel investering for at forstå, at forholdet mellem samfund og stat i Danmark hviler på regler, der er fundamentalt anderledes end dem, de har levet under.
De danske kapitalejere selv tyr til skatteunddragelse og uformelt arbejde med langt mere sofistikerede metoder og i et usammenligneligt større omfang.
De nuværende danske integrationspolitikker behandler ikke denne grundlæggende dimension tilstrækkeligt. I stedet for at fokusere på at forklare statens institutioners natur, deres virkemåde og den kamphistorie, der producerede dem, har der de seneste år – under stigende pres fra højre og den yderste højrefløj – hobet sig integrationspolitikker op, der bevægede sig mod stramning af love, udvidelse af værditests og indførelse af stigende begrænsninger på ophold og visse sociale rettigheder.
Politikker, der udgår fra den forudfattede antagelse om, at flygtninge generelt er et problem, der skal inddæmmes og kontrolleres, frem for et menneske, der bærer på en kompleks historisk erfaring, der kræver forståelse og seriøs håndtering.
Denne tilgang fejler ikke kun i at opnå integration. Den kan forstærke det gamle billede hos visse flygtninge af staten som en fjendtlig magt, der lurer på dem – hvilket er præcis det modsatte af, hvad de erklærede integrationspolitikker stræber efter.
Til gengæld kræver ægte integration en klar forklaring af, hvordan statsinstitutionerne baseret på medborgerskab fungerer, det organiske forhold mellem skat og offentlige tjenester samt fagforeningernes og arbejdslovgivningens rolle i beskyttelsen af arbejdere. Sprogindlæring er uden tvivl nødvendig, men den er ikke alene tilstrækkelig til at forstå samfundet. At forstå staten og dens institutioner og forstå forholdet mellem sociale rettigheder og fælles pligter er ikke mindre vigtigt end evnen til at tale dansk.
Deltagelse i social solidaritet
Et af de begreber, der i integrationssammenhæng bærer størst behov for at blive omformuleret, er begrebet uformelt arbejde – det, der i Danmark kendes som “sort arbejde”. I visse lande betragtes arbejde uden registrering eller uden betaling af skat som en naturlig nødvendighed for overlevelse, og det ses undertiden som en form for modstand mod en korrupt stat, der ikke fortjener at blive finansieret. Denne logik er historisk forståelig i sammenhæng med autoritære systemer, der beslaglægger skatter til fordel for herskerne frem for at tjene samfundet.
Der er dog et stort paradoks, der ikke kan ignoreres: De danske kapitalejere selv tyr til skatteunddragelse og uformelt arbejde med langt mere sofistikerede metoder og i et usammenligneligt større omfang via skattely, skuffeselskaber og lovens smuthuller, der sys til for at tjene dem.
At fokusere den offentlige og politiske kritik på praksisser hos et mindretal af indvandrere, mens man ser bort fra den kapitalistiske klasses skatteunddragelse, er ikke en neutral eller principfast holdning, men derimod et tydeligt politisk misbrug med henblik på at aflede opmærksomheden fra systemets strukturelle modsætninger og lægge ansvaret for kriser, som den ikke har skabt, over på det svageste led.
Ikke desto mindre – i en stat, der som Danmark er afhængig af et kollektivt progressivt skattesystem, vundet ved kamp og beskyttet ved organisering, for at finansiere offentlige tjenester – betyder uformelt arbejde ikke blot en lovovertrædelse.
Det betyder underminering af det sociale solidaritetssystem, der er opbygget gennem generationer. Hver skat, der betales her, går til skoler, hospitaler, infrastruktur og det sociale sikkerhedssystem, som alle drager nytte af, herunder flygtninge selv.
Når et menneske forstår dette organiske forhold mellem det, de betaler, og det, samfundet modtager, bliver skattebetalingen en fundamentalt anderledes handling. Den er ikke længere underkastelse under en ydre myndighed – den bliver en frivillig deltagelse i et system for social solidaritet, som alle drager nytte af.
Det samme gælder forsøget på at omgå love. I autoritære systemer ser folk måske omgåelse af staten som en form for selvforsvar, ja endda som legitim modstand mod et korrupt system. I et samfund baseret på fælles offentlige institutioner svækker disse praksisser derimod den gensidige tillid mellem samfund og stat og beskærer de ressourcer, som skoler, hospitaler og offentlige tjenester, som alle drager nytte af, er afhængige af.
Den samme logik gælder fænomenet med at unddrage sig arbejde og foregive sygdom for at opnå sociale ydelser, man ikke er berettiget til. I lande, hvor staten plyndrede borgerne, kan udnyttelse af det sociale systems fordele opfattes som en form for at genvinde en ret eller hævne sig på en uretfærdig magt.
Men denne logik vendes på hovedet i et samfund baseret på social solidaritet – om end af klassemæssig karakter. Disse ydelser kommer ikke fra en despotisk herskers kasse; de finansieres af de arbejdende hænder og hoveder, der har opbygget dette system gennem årtiers kollektiv kamp. At snyde systemet skader ikke staten som en abstrakt institution – det skader den sociale solidaritet, som alle drager nytte af, herunder flygtningene selv.
Det mest alvorlige er, at disse fejlagtige praksisser, selv om de stammer fra et lille mindretal, giver højrefløjen, herunder den yderste højrefløj, en gylden undskyldning til at styrke deres racistiske diskurs og fremstille alle indvandrere som en byrde for samfundet – en diskurs, de i sidste ende bruger til at retfærdiggøre beskæringen af sociale landvindinger, der rammer alle, både landets etnisk danske borgere og indvandrere.
Det er derfor i flygtningenes og de nyankomnes egen interesse, frem for enhver anden betragtning, at de er mest omhyggelige med at bevare disse landvindinger og undgå at give nogen undskyldning til dem, der søger at demontere dem.
Ægte integration
Af alle disse grunde kan integrationspolitikker inkludere praktiske og direkte eksempler, der bringer disse begreber tæt på den daglige virkelighed: Som at forklare, hvordan skoler og hospitaler finansieres af skat, hvordan arbejdere opnår deres rettigheder via formelle arbejdskontrakter og fagforeninger, og hvordan lovene beskytter de ansatte, når arbejdet er registreret. Denne forståelse kan også styrkes ved at tilskynde flygtninge til at deltage i det politiske, civile og faglige liv samt i lokale foreninger og samfundsaktiviteter.
Når folk ser, hvordan demokratiske institutioner fungerer i hverdagen, og hvordan venstreorienterede organisationer samt faglige og sociale bevægelser har formået at erobre brede sociale rettigheder gennem kollektiv organisering, bliver integration en reel social proces frem for blot en administrativ forpligtelse eller en værdimæssig prøve, som staten pålægger udefra.
Integration er uden tvivl et fælles ansvar, men fordelingen af dette ansvar kan ikke være ligelig. Staten med sine institutioner og medierne bærer den største del af dette ansvar, da de besidder de nødvendige redskaber, ressourcer og magt til at forme politik og offentlig bevidsthed.
Staten må investere i at forklare sine institutioners natur og deres kæmpende historie frem for blot at indføre værditests og stramme lovgivning. Og medierne har et særligt ansvar: De har pligt til at fokusere på integrationens mange positive aspekter og fremhæve dem frem for at overdrive visse fejlagtige praksisser, der forbliver en undtagelse frem for en regel, og som uddyber den sociale splittelse.
Til gengæld er det lille mindretal af flygtninge, der endnu betragter staten ud fra målestokken af deres tidligere erfaringer, i behov for en reel genovervejelse af dette billede. Staten i Danmark – trods dens mangler og klassemæssige modsætninger, der ikke kan benægtes – er ikke et dagligt korruptions- og undertrykkelsesapparat, som mange har kendt det i deres tidligere lande. Den er i vid udstrækning en offentlig institution, der garanterer grundlæggende rettigheder, yder brede sociale tjenester og beskytter loven over for alle.
Denne grundlæggende forskel er præcis, hvad det lille mindretal har brug for at internalisere. Respekt for love, registrering af arbejde, betaling af skat og transparent omgang med offentlige institutioner er ikke blot juridiske forpligtelser pålagt af en ydre magt, men udgør en form for reel deltagelse i et system for social solidaritet, der er formet gennem årtiers lange kamp af arbejdende hænder og hoveder og venstre-, faglige og sociale bevægelser.
Politisk deltagelse
Fra netop dette udgangspunkt bliver deltagelse i valg en nødvendig og presserende pligt nu. Stemmen er et redskab til reel indflydelse på beslutninger, der berører alles daglige liv – fra sundhedstjenester til arbejdslovgivning og boligpolitik. Danskere af udenlandsk oprindelse, der afholder sig fra at stemme, efterlader feltet åbent for stemmer, der former politik på deres bekostning og gøder den racistiske diskurs, der fremstiller dem som en byrde frem for partnere.
Ved valget den 24. marts 2026 er der intet uafhængigt radikalt venstrevalg på stemmesedlen, hvilket stiller den venstreorienterede vælger over for et uundgåeligt taktisk valg: At stemme på de parlamentariske venstreorienterede kræfter, der bedst forsvarer arbejdende hænders og hoveders rettigheder og konfronterer den racistiske diskurs – med løbende ansvarliggørelse for deres modsætninger, navnlig deres støtte til stigende forsvarsudgifter, der tapper ressourcer fra skoler, hospitaler og velfærdssystemet. Det er en taktisk indsats, ikke en uforbeholden tilslutning.
Men parlamentet er én af mange vigtige kampskuepladser. Den faglige organisering, det samfundsmæssige arbejde og det folkelige pres uden for parlamentet er det, der historisk har skabt de sociale landvindinger, og det, der beskytter dem i dag. Den, der i lang tid har levet under en stat, der stjæler ens stemmer og knuser ens organisering, besidder i dag en dobbelt mulighed: At afgive sin stemme i valgurnen og at engagere sig i kollektiv faglig og samfundsmæssig organisering – fordi radikal forandring aldrig er kommet fra valgurner alene, trods deres vigtighed.
Til sidst er der et spørgsmål, der ikke kan omgås: Hvordan opfordrer vi indvandreren til at integrere sig i et samfund, vi samtidig beskriver som et kapitalistisk klassesamfund?
Svaret er, at dette samfund, trods sin klassekarakter, ikke er et ensartet og homogent samfund. Det er en kampplads, hvor arbejdende hænder og hoveder og venstrefløjen i løbet af generationer har revet reelle sociale rettigheder til sig. Den integration, der menes her, er ikke en kapitulation til det eksisterende system og heller ikke en accept af dets betingelser, som de er.
Det er en aktiv deltagelse i denne kamp selv. Den indvandrer, der betaler sin skat, melder sig ind i sin fagforening og deltager i det politiske liv, erhverver sig den socialistiske kamps redskaber og bliver en partner i processen med at ændre dette samfund – ikke blot en modtager af dets landvindinger. Integration og socialistisk kamp er to sider af samme mønt i erfaringen hos enhver, der gennem historien har kæmpet for et mere retfærdigt samfund.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
