For anden gang på få måneder gik mere end 50.000 tyske skoleelever i strejke og demonstrationer landet over. De protesterer mod planerne om at genindføre værnepligt som del af den enorme tyske oprustning. Ifølge den tyske avis junge Welt var der små og store demonstrationer og strejker i 140 byer rundt omkring i Tyskland.
De tyske planer om at genindføre værnepligten skal ses i lyset af den historisk store oprustning og krigsretorik, som Tyskland og andre lande i NATO er i fuld gang med. Kampen mod den truende krig fyldte da også meget i de mange paroler.
“De rige kræver krig, de unge kræver en fremtid”, stod der på mange frontbannere, men også skilte som “at dø står ikke på vores skoleskema” og “ikke et menneske, ikke en cent til forbundshæren”.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Hilsen fra danske unge
Det danske ungenetværk i Kommunistisk Parti gav deres tyske kammerater en hilsen med på vejen. Den blev læst op af et medlem af organisationen Socialistisk Tysk Arbejderungdom (SDAJ) ved demonstrationen i Flensborg:
– Vi lever i en tid, hvor den herskende klasse fortæller os, at der ikke er nok penge til velfærd eller uddannelse. Priserne stiger i alle de livsnødvendige sektorer, og befolkningen presses til at arbejde længere og længere, også helt ind i en sen alder.
– På trods af disse omstændigheder fortælles vi samtidig af vores politikere, at Europa befinder sig i en presset og truet situation, og der findes uden tøven milliarder frem, når det handler om militær oprustning og om at sende penge til krig. Dette er ikke en tilfældighed.
– Denne modsætning viser os tydeligt, hvor interesserne ligger: Disse krige gavner kun denne internationale kapitalistklasse. Men det er arbejderklassen, der betaler prisen, og det bliver arbejderklassen, der slagtes under disse krige, lød nogle af ordene fra de danske kommunister, som blev læst højt på tysk.

Foto: SDAJ Flensburg
Strejke med forhindringer
På flere skoler blev eleverne mødt med forhindringer, så de ikke kunne udtrykke deres modstand mod værnepligt. På en skole i byen Cottbus blev samtlige elevers skoletasker gennemsøgt for at konfiskere flyveblade, og på en skole i Frankfurt am Mein blev eleverne låst inde på skolen, så de ikke kunne strejke, beretter junge Welt.
Trods disse forsøg på chikane blev strejken gennemført for anden gang på tre måneder, den første gang var den 5. december sidste år. Strejkebevægelsen planlægger at gennemføre en tredje, landsdækkende strejke mod værnepligt den 8. maj.
I Danmark er skoleelever ved at planlægge en lignende strejke fredag den 13. marts. Strejken er ikke vendt mod værnepligt, men med et krav om at indføre en våbenembargo mod Israel. Den danske skolestrejke organiseres af blandt andre ungdomsbevægelsen SUF. En oversigt over byer med planlagte strejker kan findes her.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

