Det forbudte, der ikke må siges er desværre, at vælgerne stensikkert vil vælge en regering, der fører en klimafjendsk og krigerisk politik. Dvs. stensikkert fravælge en socialistisk regering, der fører en reel klimavenlig og fredsorienteret poltik.
Vælgerne, og det gælder hele den politiske palet, er ganske enkelt gennemsyret af den utilitaristiske mentalitet, kapitalismen-imperialismen har indarbejdet i dem, og udtrykker sig især i diskrepansen mellem hvad de siger og gør. I meningsmålinger bedyrer de, at de mest af alt bekymrer sig for klimaet, men virkeligheden viser, at de køber biler som aldrig før, og gør dermed hvad de kan for at underminere klimaet.
Der er kun en sikker måde at genoprette bæredygtighedsbalancen på, og det er at nedbringe klimaaftrykket, hvilket vil sige at bringe vækst, indkomst og forbrug i harmoni med klimaets absorptionsevne. Og det er selvfølgelig de rigeste, der skal nedbringe deres indkomst og forbrug mest. Og det gør de jo ikke af sig selv af hensyn til klodens vel.
– Det vil sige at den forestående opgave er og forbliver transformation af det kapitalistiske-imperialistiske system til et socialistisk. Og hvem andre end arbejderklassen kan gøre dette? Borgerskabet, småborgerskabet?
Der er ingen evidens for at bilde sig ind, som de fleste eksplicit eller implicit, gør, at klimateknologi bla. med nedgravning af co2 i containere, kan løse klimaproblemet. Tværtimod viser virkeligheden, at co2 indholdet i atmosfæren bliver ved med at stige.
Hvad krig og fred angår, er det overflødigt at nævne at vælgerne aktivt eller passivt støtter oprustnings- og krigslinjen/ hadet mod Rusland. Alene at de aktivt støtter og reproducerer partistrukturen taler sit tydelige sprog herom.
Det vil sige, at det socialistiske projekt må gå ud at afvikle de fremmedgørende, fetischistiske værdi- og adfærdsstrukturer kapitalismen-imperialismen har indsocialiseret i de potentielt revolutionære lønafhængige.
Folketingsvalget er i gang, og der er brug for både en ny regering og – ikke mindst – en radikal anderledes politik, både i Danmark og på verdensplan.
Det kapitalistiske systems ulighed og uhæmmede magtudfoldelse er den virkelige fare, der truer et samfund. Det undertrykker menneskelige udfoldelser og bygger på den stærkes ret. Vi må gennem et solidarisk og forpligtende internationalt samarbejde bremse varigt op i vore krav på ressourcerne og sikre en ligelig fordeling af verdens rigdomme.
Enten forsvarer man en regelbaseret international orden, eller også betaler man prisen for at ignorere den.
Amina Mohammed, FN’s vicegeneralsekretær
Den voksende ulighed mellem rige og fattige lande, der fastholder flertallet af verdens befolkning i en situation præget af nød og håbløshed, er uværdig for menneskeheden og vil medføre voldsomme konflikter, dersom ikke en global solidaritetspolitik formuleres og gennemføres i et forpligtende samarbejde.
Der skal derfor arbejdes for fred, aktiv international økonomisk og menneskelig solidaritet, og for at styrke indsatsen for en mere retfærdig organisering af det økonomiske samarbejde.
Den internationale solidaritet må have samme vægt som den nationale solidaritet. Og målet er at sikre udviklingslandene en økonomisk udvikling, der kan udjævne den uhyggelige forskel i levevilkår mellem rige og fattige lande, og at de multinationale selskabers adfærd i udviklingslandene skal underkastes bindende internationale regler.
Folkeret og ny verdensorden?
Ovenstående lyder umiddelbart som et udmærket udgangspunkt for en ny regerings udenrigs- og udviklingspolitik. Ikke mindst hvis en socialdemokratisk ledet regering vinder det kommende folketingsvalg.
Udsagnene kommer nemlig fra statsministerpartiet Socialdemokratiets egen hånd, fra henholdsvis en socialdemokratisk debatskrivelse fra 1975, Socialdemokratiets arbejdsprogram 1988-1992 og Socialdemokratiets principprogram 1992.
Et Socialdemokratiet, der tidligere var ”udtryk for de besiddelsesløses oprør mod de besiddende”, ikke mente at man kunne ”fortsætte med ukritisk blot at købe, bruge og smide væk”, ikke så ”kravet om en ny økonomisk verdensorden” som en trussel, samt så sent som i 1999 mente, at ”udviklingen i verden har øget behovet for socialdemokratiske markeringer og reaktioner i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne”.
Selv i Socialdemokratiets seneste principprogram, vedtaget i 2017, skriver partiet, at det er ”imod alle former for diskrimination af mennesker”, at man forpligter sig ”på at overholde FN’s menneskerettigheder og mener, at de bør gælde for alle mennesker på Jorden”, samt at man altid søger ”at hjælpe mennesker i nød på bedst mulig vis”.
Ligesom statsminister Mette Frederiksen i januar skrev på Facebook, at ”vi tror på folkeretten og på et folks ret til selv at bestemme deres fremtid”. I sin nytårstale sagde hun, at hun ”blev socialdemokrat, fordi jeg er optaget af retfærdighed”.
Klinger hult
Og ja, Mette Frederiksen og Socialdemokratiet taler gerne om folkeret, selvbestemmelse og suverænitet.
Men ordene klinger hult, når det gælder partiets manglende handling i forhold til Palæstina. Når Danmark stemmer for en resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der opfordrede til forhandlinger baseret på kolonimagten Marokkos autonomiplan for Afrikas sidste koloni Vestsahara. Eller når regeringen giver EU-Kommissionen et mandat til at forhandle en fiskeripartnerskabsaftale med Marokko, der omfatter det besatte Vestsahara, uden at skele til domme fra EU-domstolen og international lov.
Det lugter også af dobbeltmoral, når man fortsætter med at have en ghettolov, som EU-Domstolen mener kan føre til diskrimination, og FN har kaldt diskriminerende. Eller når Mette Frederiksen er villig til at udvise udlændinge, der har begået alvorlig kriminalitet, i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og dermed, med egne ord, udfordrer de internationale konventioner indefra.
– Som vi sagde det før, så er vi villige til at gå så langt, som vi overhovedet kan, inden for de internationale regler, der er. Og når de internationale regler ikke er gode nok til at beskytte vores samfund, så laver vi dem om, som Mette Frederiksen sagde på et pressemøde 30. januar.
At vilkårene for menneskerettigheder i Danmark, og den politiske opbakning til internationale konventioner, er for nedadgående er tydeligt. Ifølge en beretning fra Institut for Menneskerettigheder fra februar er tvang i psykiatrien fortsat en af Danmarks største menneskeretlige problemer, ligesom rettigheder for minoriteter, udsatte, ældre, varetægtsfængslede og psykiatriske patienter ifølge organisationen er udfordret.
– Enten forsvarer man en regelbaseret international orden, eller også betaler man prisen for at ignorere den, som Amina Mohammed, FN’s vicegeneralsekretær, sagde til danske folketingsmedlemmer i Folketinget i januar.
Solidaritet i handling – ikke blot i ord
I Global Aktion er vi sådan set enige med det gamle Socialdemokratiet i, at det kapitalistiske system ”undertrykker menneskelige udfoldelser og bygger på den stærkes ret”, hvilket kun er blevet endnu tydeligere, siden ordene blev nedfældet – og ikke mindst siden Trump kom til for anden gang i 2025.
Vi er også enige i, at den voksende ulighed fører til nød, håbløshed og konflikter, og at dette betyder, at vi må arbejde for en mere retfærdig verden gennem solidaritet og en ny økonomisk verdensorden.
Men ethvert parti og ideologi skal vurderes på den indflydelse og effekt de har. Og det socialdemokratiske tankegods bygger på en langsommelig og ufuldstændig reformisme og en balance mellem stat og marked, som tiden – ikke mindst med den stigende klimakrise in mente – nu for alvor er løbet fra.
Især i den nyliberale, markedsorienterede version, som de seneste socialdemokratiske regeringer har bygget på. Denne var svaret på recessionerne i 70’erne og 80’erne (efter det økonomiske boom, der muliggjorde den socialdemokratiske velfærdsstat, forsvandt), hvilket førte til socialismens tilsyneladende manglende kredibilitet og en tiltagende relativisme, især efter murens fald.
Også selvom de danske socialdemokrater definerer partiets idégrundlag som ”den demokratiske socialisme”, i starten af sit principprogram fra 2017 (men derfra ikke nævner ordet ”socialisme” igen).
Vi mener rigtignok, at Danmark skal være med til at skabe en ny verdensorden – og ikke bare tale om den. Blandt andet ved at kræve, at de store virksomheder betaler deres skat i de afrikanske lande og støtter handelsaftaler, der ikke undergraver landene i det globale syds økonomier og industrier.
Og ved at holde fokus på at udviklingsindsatser skal bekæmpe fattigdom, som man kan læse i loven om dansk udviklingsbistand. Samt at Danmark går foran, når det gælder overholdelsen af folkeretten og domme ved internationale domstole – og ikke forsøger at underminere disse.
Imod utopien
Vi mener dog især, at Danmark skal handle nu og her på klimakrisen, før selve grundlaget for menneskeheden på Jorden forsvinder. På en hel anden og mere offensiv måde end lederne, firmaerne og menneskene i vores del af verden gør på nuværende tidspunkt.
For aldrig før har det været så oplagt at tage et opgør med vores egoistiske og eurocentriske syn på verden, hvor vi i Danmark og det globale nord tror, at vi er hævet over resten af verden og naturen.
I mange år har de fleste politikere og menigmænd påstået, at solidaritet og socialisme var utopisk, og at markedet og de store firmaers overskudsrater nærmest er et mål og en målestok i sig selv. Men klimakrisen beviser, at det er kapitalisterne, vækstfanatikerne og de klimanølende, der lever i en fantasiverden.
En verden, der er på vej mod afgrunden med syvmileskridt, hvilket man længe, især har oplevet og forstået i det globale syd.
For at skabe global retfærdighed og en bæredygtig verdensøkonomi, er vi nødt til at tale mere om sammenhænge, strukturelle problemer og store firmaers magt. Vi er nødt til at tale mere om samarbejde, og det der binder os mennesker sammen, og mindre om forskelle og identitetspolitik. Og vi er nødt til at gøre op med en vækstfilosofi om markedskræfternes frie spil, som i stigende grad kun gavner en lille, rig elite.
Alt dette kan vi blandt andet arbejde for gennem en global massebevægelse bestående af progressive organisationer i nord og syd, der kan presse på for en mere retfærdig og bæredygtig verdensorden. Men det kræver, at vi i det globale nord anerkender, at vi har udnyttet resten af verden i årtier og århundreder, og at vores vækstfilosofi og manglende respekt for naturen og resten af verden er det, der skaber klimakrisen.
”Fremskridt er realiseringen af utopier”, som Oscar Wilde skrev i The Soul of Man Under Socialism for 135 år siden. Vi og verden har ikke længere tid til mere realisme. Og som George Orwell skrev i Homage to Catalonia, ”Nogle gange er det bedre at kæmpe og blive slået end slet ikke at kæmpe”.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
