Læserbrev
I den nye kolde krig ser vi et aggressivt USA, som ikke har svækket sine ambitioner om globalt herredømme.
Men fokus er flyttet mod Kina og nærområdet, som ifølge Washington omfatter hele kontinentet inklusive Grønland. Kina opfattes som en systemisk rival, der truer USA, og under både Biden og Obama begyndte USA i højere grad at fokusere på Østasien i udenrigspolitikken som et forsøg på at stække Kina.
Trump har chokeret alle med sin åbenlyse ekspansionstrang. Han erklærer åbent og aggressivt, at USA har brug for Grønland, og udelukkede ikke militære midler.
Ser man på, hvad der sker bag kulissen, så er det fortsat USA, der står ved styrepinden.
Siden har NATO’s generalsekretær Mark Rutte talt fortroligt med “daddy”, og også Danmark har sat alle kræfter ind for at berolige Trump. Prisen har været at lægge sig på maven for Trump og igangsætte en massiv oprustning af Arktis for at forsikre Trump om, at han ikke skal bekymre sig. Det siges åbenlyst, at man deler Washingtons fjendebilleder, hvor Rusland og Kina siges at true Grønland.
Så vær ganske rolig, “daddy”. Vi skal nok klare det med en øget indsats fra vores side. Danmark og Grønland har fuldstændig mørkelagt indholdet af samtalerne i Washington og har aftalt en proces med møder. Mark Rutte er mere åben og siger efter NATO-topmødet i Bruxelles, at det er lykkedes NATO at komme videre. Både med Arctic Sentry-missionen, der skal styrke sikkerheden i Arktis, og gennem de europæiske landes oprustning.
Mark Rutte siger helt åbent, at den europæiske oprustning i Grønland kan frigive amerikanske midler til at fokusere på Kina. Washington får altså det, de vil have. Se bare dette Ritzau-telegram, som er citeret i den grønlandske avis Sermitsiaq:
“Vi skal have et stærkere NATO, og det får vi, når Europa øger sin indsats. Det er præcis det, der nu sker, så USA kan fokusere mere på Indo Pacific-regionen. Så jeg mener, at vi står stærkere i dag end for et eller to år siden.”
Søvnløse nætter og oprustning
Grønlændere er rystende nervøse og lider søvnløse nætter. Statsminister Mette Frederiksen bruger sine retoriske evner til at markere modstand mod Trumps planer om at overtage Grønland. Men samtidig er man på møder blevet enige om at opruste Grønland, og Trump må være tilfreds med, at hans brutale forhandlingspolitik med trusler ser ud til at virke.
Ligesom hans aggressive krav om, at NATO’s medlemslande skal bruge 5 procent af BNP til militæret, har fået europæerne til forskræmt at sætte turbo på våbenindkøbene.
Venstrefløjen i Danmark er hoppet med på vognen, og Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted er parat til, at danske soldater skal være klar til at kæmpe i Grønland, om det så koster liv. At Arktis skulle være et lavspændingsområde, har man glemt i iveren for at være med i kampen mod Trump.
Men det er en misforståelse, da det i virkeligheden gælder om at holde fremmede magter ude og støtte den amerikanske våbenindustris vanvidsplaner om en Global Dome, der skal beskytte Guds eget land mod missiler fra fremmede magter.
NATO’s militærøvelse Arctic Sentry skal med støtte fra USA styrke sikkerheden og overvågningen i Arktis, hedder det. Med denne eskalering af militær tilstedeværelse har USA fået, hvad de ønsker, nemlig at NATO-landene har købt USA’s krisefortælling om øgede trusler mod Grønland. Hvad flere militære eksperter i øvrigt mener er usagligt, da hverken Rusland eller Kina opererer omkring Grønland.
Men noget skal udsendelse af F-35-fly selvfølgelig bruges til, så de skal nu overvåge GIUK – havområdet mellem Grønland, Island og Storbritannien. Det er et klart tegn på den nye kolde krig, hvor man genopliver trusselbillederne fra Sovjettiden. Klimabelastningen fra denne militære offensiv ind i Arktis taler man ikke om, og journalisterne på de store medier fungerer som mikrofonholdere.
USA’s opgør med Kina
Men hvem bestemmer i virkeligheden? De europæiske ledere puster sig op og vil tale EU op som en ny selvstændig supermagt, med Frankrigs præsident Macron som en ny Napoleon.
Men ser man på, hvad der sker bag kulissen, så er det fortsat USA, der står ved styrepinden. NATO-landene udtrykker enighed om, at det er Kina, man skal være på vagt overfor, og ved at opruste støtter man indirekte, at USA kan bruge flere kræfter på opgøret med systemrivalen Kina. Trump kan smile tilfreds, og hans “Art of the Deal” har virket og gjort europæerne skræmte fra vid og sans.
Grønland er blevet en skakbrik, man flytter rundt med. Formanden for det grønlandske parlament Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, har sagt, at beslutninger om Grønland skal træffes i Grønland. Det er nok en sandhed med store modifikationer. Man må håbe, der snart kommer noget mere synlig modstand mod denne voldsomme militarisering af deres land. At oprustning skulle give sikkerhed, er en farlig illusion. Tværtimod er det en katastrofe for miljø og klima og øger risikoen for en varm krig.
Den anti-kinesiske propaganda er stærk i Danmark, og den danske regering er på vagt, om grønlænderne kan finde på at åbne for meget op for kinesiske investeringer. Det er vist, hvad man kan kalde for nykolonialisme.
Man ser den anti-kinesiske propaganda flere steder i samfundet. Den anerkendte kinesiske forsker og videnskabsmand Xing Li – som i 30 år har undervist på et dansk universitet – er blevet træt af mistænkeliggørelsen af kinesere og et akademisk miljø, der ikke tåler uenighed. Han er nu rejst tilbage til Kina.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler. Indlægget har tidligere været bragt i Solidaritet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
