Læserbrev
Over 70.000 dræbte, heraf 20.000 børn, 200.000 tons bomber, 60 millioner tons ruiner iblandet forarmet uran. Det er de aktuelle tal for ødelæggelserne i Gaza, fortæller Mustafa Barghouti, der er palæstinensisk læge, aktivist og leder af det politiske parti Palestinian National Initiative.
Det er den 31. januar 2026, og vi er til konference i Imperial-biografen ved Vesterport i København, hvor den 998 pladser store biografsal er så godt som fyldt med mennesker, der er kommet for at høre om Palæstina og det israelske folkedrab på palæstinenserne.
Det er Det Europæiske Palæstinensiske Netværk, der afholder konferencen.
Det er svært at forholde sig til de høje tal, som vi hører i medierne og nu også fra Barghouti. 70.000 dræbte. Og lidt senere må Barghouti endda korrigere sig selv, for mens han står og taler, viser det sig, at det israelske militær netop har dræbt yderligere 29 personer, og tre timer senere er det tal vokset til 31 personer.
Når vi ser på statistikken, kan man nogle gange få følelsen af, at det nærmest ikke gør nogen forskel, om der er 70.000, 70.029 eller 70.031 døde mennesker – men for deres pårørende, venner og kolleger er der smerte forbundet med hvert tab.
Foto: Henning Husum
Alle, der er på talerstolen i dagens løb, har mistet pårørende, kolleger og nære venner under de israelske angreb i Gaza. Nogle flere end andre, men hvert tab er en smerte, der ikke går væk.
Foto: Henning Husum
De kan ikke slå stjernerne ihjel
En af de første talere er Wejdan Abu Shammala, der er journalist fra Gaza. Klædt i en traditionelt inspireret palæstinensisk dragt i varme røde farver sætter hun sig på podiet og kigger ud over forsamlingen. Hun fortæller, at hun i alt har mistet over 400 medlemmer af sin familie, hvis man tæller de fjernere familiemedlemmer med. Det er et traume, som hun har talt med sin familie om.
Efter et luftangreb med flere døde, herunder mange børn, spurgte hendes lillesøster hende, om israelerne også kan slå stjernerne ihjel. Wejdan Abu Shammala svarede, at de kan dræbe børn, men ikke stjernerne. Minderne om menneskelige stjerner kan heller ikke slås ihjel. Hvis vi fortæller om de døde, kan vi forhindre, at de bliver til tal i en statistik, gøres tavse og forsvinder, forklarer hun.
Derfor besluttede hun at skrive en bog, der på engelsk hedder They Can’t Kill the Stars (De kan ikke slå stjernerne ihjel). Alle, der læser bogen, vil blive vidner til disse liv, som på den måde vil leve videre.
Foto: Henning Husum
Et kort liv som ikke må slutte
Bag de 20.000 børn, som er blevet dræbt, gemmer sig ulykkelige skæbner. Små liv der blev skudt, bombet, mast under ruiner eller sultet ihjel. Små liv som knap var begyndt. Et af disse liv er den femårige pige Hind Rajab, som mange nok allerede har hørt om.
Det er Hind Rajabs mor, Wesam Hamada, der er næste taler. Hun er helt klædt i sort. Bevæget, men alligevel fattet og roligt, fortæller hun historien om sin lille pige, der blev dræbt, mens hun sad i en bil og ventede på at blive reddet. Hun fortæller den rystende historie om sit barn, som hun stadig føler, at hun har svigtet. Omgivet af døde familiemedlemmer talte Hind med alarmcentralen over en mobiltelefon. Hun skal have sagt: “Kom og red mig!” Og også: “Mor, du har løjet, du skulle blive hos mig”, fortæller Wesam Hamada. Som bekendt nåede ambulancen ikke frem til Hind. Både ambulanceførerne og Hind blev dræbt af israelske soldater.
Foto: Henning Husum
Men Hinds mor bebrejder ikke kun sig selv. Hun er sikker på, at det, der skete for Hind, ikke ville være sket andre steder i verden. Hun spørger, hvordan det kan være, at et barn kan dø i fuld offentlighed, hvorfor både Hind og ambulanceførerne var prisgivet. Wesam Hamada ønsker, at Hind ikke bare skal være et navn i en mediebegivenhed. At hendes skæbne vil medføre, at der endelig kommer love, der virkelig beskytter børn som Hind overalt i verden. At Hinds korte liv og hendes død ikke har været forgæves.
Vidner skaffes af vejen
De israelske angreb går ikke kun ud over børnene i Palæstina. Israel forsøger at styre, hvad der kommer ud om, hvad der foregår i Gaza. Så når palæstinensiske pressefolk rapporterer om, hvad de ser med egne øjne i Gaza, er det et problem. For det er en helt anden historie end den israelske, og derfor forsøger Israel at lukke munden på pressen ved at skaffe den af vejen. På konferencen er det Wael Al-Dahdouh, der indvier os i, hvordan han på første hånd har oplevet det.
Wael Al-Dahdouh har arbejdet som journalist i Gaza fra 1998 til 2023, hvor han blev nødt til at stoppe, da han blev alvorligt kvæstet. Han har mistet sin hustru og adskillige af sine børn og andre familiemedlemmer under israelske angreb. Som leder af Al Jazeeras kontor for Gaza kan han bevidne, at hans skæbne ikke er enestående, men at israelerne går målrettet efter pressearbejdere.
Ikke alene er over 200 journalister blevet dræbt og hundredvis såret – herunder journalisternes familie – Israel har også bortført og fængslet mange journalister. De pressefolk, der er tilbage, har svært ved at rapportere, fordi deres udstyr bliver ødelagt, der kan ikke skaffes reservedele, og der kan ikke købes nyt.
Foto: Henning Husum
Men Wael Al-Dahdouh vil fortsætte kampen, slår han fast. For han ved, at som journalist kan han vidne om det, der sker i Gaza. Det er en drivkraft, der giver journalister en særlig styrke, og som er nødvendig for at kunne berette om palæstinensernes lidelser og kamp.
Han kan bevidne, at det er hårdt. Hårdt at måtte rejse fra sine kære uden at sige farvel. Endnu hårdere at komme tilbage og se, hvor mange der er døde, mens han var borte. Han ved, at når han rejser igen, vil det gentage sig.
I kraft af journalisternes beretninger og fotografernes billeder vil de dræbte leve videre. Ikke bare som tal, men som menneskeskæbner, og de vil tale til omverdenen om, hvad der sker i Gaza.
Forhåbentlig vil vi i Vesten ikke bare se og lytte, men også handle, forklarer han.
Kan man dræbe et land?
Der er 60 millioner tons ruiner i Gaza. Det meste af Gaza City er jævnet med jorden, og jorden er så forurenet, at den ikke kan dyrkes. Det forklarer Jonas Vejsager Nøddekær, der er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp. Han har besøgt Gaza mange gange og vurderer, at Gaza i dag er mere ødelagt end de jordskælvsområder, som han også har besøgt. Han fortæller, at når man er i Gaza City, kan man hele tiden høre droner og eksplosioner, og luften er fuld af støv fra eksplosionerne.
Foto: Henning Husum
Sammen med danske politikere har Jonas Vejsager Nøddekær også besøgt Vestbredden, hvor tomme landsbyer vidner om massefordrivelser af palæstinenserne. På de fordrevnes jord vil israelske bosættere anlægge nye veje og og bygge nye byer.
Med nedrivningen af de tomme huse, der nu er blevet overflødige, vil israelerne have fjernet stort set alt, hvad der minder om de sidste 2000 års historie, konstaterer han.
Løsning med én eller to stater?
Mustafa Barghouti nævnte i sin tale, at man i Vesten stadig taler om en tostatsløsning. Men efter hans mening er det svært at forestille sig en sådan løsning, når man – ud over ødelæggelserne i Gaza – kan se, at Vesten ikke tager afstand fra de ulovlige bosættelser. Mustafa Barghouti ser tingene sådan, at sloganet, “From the river to the sea“, må betyde frihed for alle.
Men når Israel bruger sloganet, betyder det kun frihed for jøderne. Barghouti ser kun én realistisk løsning: Én demokratisk stat for alle.
Han understreger, at palæstinenserne kæmper for frihed og et land for alle – ikke bare for en våbenhvile eller humanitær hjælp. Israel svarer igen med aggressioner, ikke alene mod palæstinenserne, men mod alle, der støtter dem.
Holocaust og Europas passivitet
Ilan Pappé, israelsk professor i historie og politolog, kender fra sin families historie og traditioner ønsket om at lade de døde leve videre i mindet. Hvert år afholder jøderne auschwitzdag, hvor jøder mindes ofrene for holocaust. Han undrer sig over, at selv om han har deltaget i auschwitzdag utallige gange, har han aldrig hørt Gaza nævnt i den forbindelse.
Men, siger han, der er mange lighedspunkter mellem holocaust og folkedrabet i Gaza, og intet folkemord er enestående.
Europa har ikke anerkendt folkedrabet i Gaza. Det skal i den forbindelse bemærkes, at zionismen er et europæisk produkt, og at Palæstina ikke ville have haft de problemer, det har, uden zionismen, forklarer han og fortsætter: Med zionismen begyndte europæernes kolonisering af Mellemøsten, herunder Palæstina. Når vi i dag taler om ekstremisme, må vi ikke glemme, at den startede med europæernes imperialisme og kolonisering – ikke med islamisk ekstremisme.
Foto: Henning Husum
Ilan Pappés synspunkter fik ham i 2008 til at forlade Israel, blandt andet efter at han havde modtaget dødstrusler. Han er ikke forbavset over israelernes brutalitet, men over europæernes passivitet. For selv om Israel har været ret åben om sine hensigter og midler, har lederne i Europa ikke foretaget sig noget. Rent faktisk har Israel i løbet af de sidste to et halvt år gennemgået en forandring, og det fortsætter med at gå ned ad bakke. Hvornår siger Europa stop – med Eurovision, UEFA med mere, spørger han.
Ilan Pappé opfordrer til, at vi fortsætter kampen for Palæstina i Europa. Vi må holde øje med, hvad der foregår i Palæstina. I den forbindelse gør Ilan Pappé det klart, at Israel er en zionistisk apartheidstat, ikke en jødisk stat.
Europæisk støtte til Palæstina?
Mads Gilbert er aktivist, læge og professor emeritus fra Norge. Han fortæller, at 60 procent af Gaza nu er besat, og 82 procent af alle bygninger ødelagt. Den såkaldt gule linje, der adskiller israelsk-kontrolleret territorium fra resten af Gaza, flyttes umærkeligt, således at det israelske område bliver større og større. Det sker, uden at europæerne siger noget, og derfor er de medskyldige.
Europæerne forholder sig helt anderledes til Grønland – og Ukraine. Vi er vidner til rent hykleri, slår han fast.
Foto: Henning Husum
Mads Gilbert opfordrer danskerne til, at de mindre aktivistgrupperinger slår sig sammen og kræver, at Folketinget sanktionerer Israel.
(Det bør i denne forbindelse noteres, at de mange forskellige Palæstina-solidaritetsgrupper i København jævnligt mødes til “Grand Assembly” (storforsamling), hvor de går sammen om at debattere strategi og udvikling af bevægelsen. Når der organiseres stordemonstrationer for Palæstina, snakker solidaritetsgrupper på tværs af byer (i både Danmark og Sverige) typisk sammen og organiserer transport for dermed at sikre, at bevægelsen står stærkere med dens krav, red.)
Foto: Henning Husum
Også i Storbritannien forsøger aktivister at bringe støtten til Palæstina ind på den politiske arena. En af de britisk-palæstinensiske aktivister er Leanne Mohamad, der fortæller om sine oplevelser under valgkampen i 2024 til det britiske parlament, hvor hun stillede op som uafhængig kandidat.
I den politiske debat med blandt andet ledende politikere fra Labour har hun gjort opmærksom på Storbritanniens rolle som leverandør af bomber, der bruges til at bombe Gaza. Hun har tidligere været medlem af Labour, men meldte sig ud i 2023 i protest mod premierminister Keir Starmers udtalelser om, at Israel var i sin gode ret til at lukke for el- og vandforsyningen til Gaza.
Foto: Henning Husum
Hun vil kæmpe for Palæstina fra sin position i Storbritannien og er overbevist om, at det vigtigste er, at palæstinenserne selv får lov til at bestemme.
Men spørgsmålet er, om palæstinenserne får lov. For Europa kæmper stadig med et kolonialistisk livssyn, siger den forhenværende finske udenrigsminister Erkki Sakari Tuomioja. Han oplever ofte beskrivelser med islamofobiske konnotationer og mener, at modviljen mod palæstinenserne bunder i, at palæstinenserne kæmper mod det store europæiske projekt: Israel.
Foto: Henning Husum
Gælder international ret for Palæstina?
Foto: Henning Husum
Vibe Klarup, der er generalsekretær i Amnesty International i Danmark, gør det klart, at folkedrabet ikke er affødt af hændelserne den 7. oktober 2023, men har rødder langt tilbage. Vibe Klarup har dog bemærket, at flere lande nu anerkender folkedrabet, der ikke desto mindre fortsætter.
Måske kan det kun stoppes med international ret. Hun kan se, at indtil nu har Israels krigsforbrydelser ingen konsekvenser haft.
Tim Whyte fra Mellemfolkeligt Samvirke konstaterer, at international ret ikke har spillet den store rolle i Gaza. Eksempelvis er UNRWA blevet ødelagt, uden at det internationale samfund har gjort noget særligt. UNRWA har ellers været hovedhjørnestenen for det humanitære arbejde i Gaza og kan på ingen måde erstattes af Trumps “Board of Peace“, der udelukkende er en kommerciel organisation.
Efter hans mening er dette forhold ikke noget, danskerne rigtig har haft øje for. I det hele taget har Danmark ikke haft øje for international ret, før det fik problemer med USA’s tilgang til Grønland. Han slutter af med at konstatere, at Danmark ikke har haft problemer med at sende Israel våben, der bruges til kamp i Gaza.
Foto: Henning Husum
Advokat Alaa Adas fra Lawyers against Genocide tør ikke sætte sin lid til den internationale ret, som er opstået efter Første og Anden Verdenskrig: Den lider under en vis bias, hvilket blandt andet ses af forskellen i Vestens tilgang til Rusland, der rammes af sanktioner, mens Israel går fri. Den israelske premierminister Netanyahu kan ustraffet lande med fly i Europa.
Foto: Henning Husum
Kan palæstinenserne klare det?
Mads Gilbert er imponeret over, hvad palæstinenserne kan klare. Selv under umenneskelige forhold har de kunnet udføre komplicerede operationer, arbejdet dag og nat. De har genopbygget hospitaler og klinikker igen og igen.
Da ordstyrer Myriam François spørger ham, hvordan det palæstinensiske sundhedssystem har kunnet klare at erstatte højtuddannede læger, når de er blevet revet bort under israelske angreb, svarer han, at det palæstinensiske sundhedspersonale er toptrænet i at udføre stribevis af operationer under de vanskeligste forhold. Når de mest erfarne falder bort, er der nye, som har lært af de andres erfaringer og kan træde til. De brænder for det, de gør.
Foto: Henning Husum
Muhammad Shehada, der er politisk analytiker og forfatter, er meget bevidst om, at det ikke nytter noget at falde ind i offerrollen. Han fortæller, at mainstreammedier ofte går efter en “personlig” offerhistorie. Han er for eksempel blevet bedt om at udtale sig om, hvad han føler, når han står op om morgenen og hører nyheder fra Gaza.
Foto: Henning Husum
Muhammad Shehada vil hellere udtale sig faktabaseret, sådan som han har gjort i en serie interviews i 2022 om Hamas’ tunnelsystemer. Det er vigtigt at fortælle stærke historier igen og igen, såsom historien om Hind Rajab, de sønderbombede hospitaler, hvor der ingen Hamaskommandocentral var, og torturen i de israelske fængsler. Så kan israelerne pumpe lige så mange penge, de vil, i deres propagandaapparat – det er penge ud af vinduet, mener han.
Konklusion
Fantastiske og modige mennesker kæmper stadig i Palæstina. De ønsker at fortsætte kampen trods massive materielle ødelæggelser og store menneskelige tab. Jeg gik fra konferencen med et ønske om, at alle vil lytte til og videreformidle de mange rørende og stærke beretninger om de fantastiske og modige mennesker, som Israel har slået ihjel i Palæstina. På den måde kan de leve videre og lyse for os. For de kan ikke slå stjernerne ihjel, som den palæstinensiske journalist Wejdan Abu Shammala forklarede sin lillesøster efter et israelsk luftangreb.
Foto: Henning Husum
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
