Udtalelse
Professor Glenn Diesen og Iran professor om en eventuel krig mod Iran:
https://substack.com/@glenndiesen/note/p-186404170?r=6g1ex5
Log ind for at svarePræstestyret har for længst underskrevet sit afskedsbrev
Når man som leder og magthaver vælger volden mod egen befolkning, som det sker i Iran, har man underskrevet sit eget afskedsbrev. Det er kun et spørgsmål om tid, skriver Trine Pertou Mach i denne blog.
|
Det iranske præstestyre hævder, at det folkelige oprør nu er slået ned.
Det oprør, vi har været vidne til på afstand, og som har været det stærkeste, siden præstestyret under ayatollah Khomeini satte sig på magten i slutningen af 1979. Det har på mange måder været det, der gav de største forhåbninger for iraneres fremtid. Og samtidig, fordi regimets modsvar er så hårdt og brutalt, også det mest nedslående.
Regimets svar har i brutalitet nået nye højder. Militær og politi har med automatvåben skudt ind i ubevæbnede og fredelige menneskemængder i Teheran og andre store byer. Tusinder af uskyldige, frihedselskende persere, kurdere og andre demonstranter fra Irans mange forskellige befolkningsgrupper og etniske mindretal er dræbt. Andre tusinder er sat i fængsel.
Men når man som leder og magthaver vælger volden mod egen befolkning, har man underskrevet sit eget afskedsbrev. Det er kun et spørgsmål om tid.
Oppositionen mod præstestyret er mangfoldig, men også splittet. Især den del af oppositionen, der befinder sig i eksil.
USA’s støtte til shahens søn
For tiden er det særligt monarkisterne omkring shahens søn, Reza Pahlavi, der er synlige i mediebilledet. De svinger shahens gamle flag med den gyldne løve og lover frie valg og demokrati. Men kan vi tro på, at Reza Pahlavi er en sand demokrat? Manden, der under sin barndom i 1960’erne og 1970’erne under shahens USA-støttede diktatur tog på luksus-skiferier i Schweiz med sin far, mens de fleste iranere levede i dyb fattigdom og mange blev torteret i shah-styrets fængsler?
Som socialist og demokrat har jeg min skepsis. Shahens søn forekommer snarere at være en mørk skygge fra fortiden. Og det er ikke noget tilfælde, at Israel og USA har kastet sig ind i kampen for at bringe Reza Pahlavi til magten.
Hvad så med Donald Trump? Har han ikke netop i Venezuela bevist, at han har viljen og evnen til at gribe ind over for et undertrykkende regime med effektiv våbenmagt?
Indtil Iran er frit, må vi vise solidaritet og opbakning til det oprør, der ønsker friheden til at danse, kysse, leve og være den, man er.
Well. Trump fjernede Maduro og satte ham i fængsel, men han har ikke gennemført et regimeskifte og slet ikke en demokratisering af Venezuela. I stedet har han arrangeret sig med Maduros tidligere tilhængere på betingelse af, at de fra nu af tjener hans interesser og ikke Maduros.
Virkeligheden er, at Trump går lige så lidt op i iranernes menneskerettigheder som i venezuelanernes. Til gengæld er han lige så interesseret i den iranske olie som i den venezuelanske. Magten, olien og pengene vil være styrende, hvis han vælger at gribe militært ind i Iran. Og noget demokrati vil der på ingen måde blive tale om, hvis det står til Trump.
USA’s historiske rolle i Iran siger det hele. Tilbage i 1953, mens Donald Trump endnu var en lille, forkælet dreng i korte bukser, gennemførte USA kuppet mod den folkevalgte regeringschef Mohammad Mosaddegh, som havde tilladt sig at nationalisere Irans olieindustri. Shahen blev indsat som marionet for USA’s og de store olieselskabers interesser.
Så i min verden er det meget svært at tro på, at der er noget godt at vente fra shahens søn eller fra Trump.
Iranernes eget valg
Men i sidste instans er det iranernes valg. Vi kan ikke skabe friheden her fra Danmark. Det oprør, der skal vælte præstestyret, kan kun komme indefra. Fra det iranske civilsamfund. Fra kvindebevægelser og menneskerettighedsgrupper. Og de fortjener vores støtte og opbakning. Mennesker, bevægelser og aktører, der insisterer på pluralismen og respekt for de mange mindretal, og på at der skal gennemføres frie og lige valg.
Splittelse og rivalisering er ikke vejen til et demokratisk og frit Iran. Tværtimod gør splittelsen vejen længere og mere besværlig. Derfor må vi – ud over at vise vedholdende solidaritet og opbakning til kampen mod det diktatoriske styre – finde veje til at støtte kampen for frihed, lighed og demokrati, eksempelvis ved gennem iranske eksilorganisationer at bidrage til, at den demokratiske iranske opposition fremstår styrket og samlet.
Revolutionsgarden ser nu ud til at komme på EU’s terrorliste. Enhedslisten har ikke den store respekt for EU’s terrorliste, men hvis der er én organisation, der fortjener at stå på den, er det Irans Revolutionsgarde. Vi støtter ethvert skridt, som kan svække det iranske præstestyre, og ethvert skridt, som kan svække Revolutionsgarden – og der er brug for endnu stærkere sanktioner mod Iran, end vi ser i dag.
Diktatur og undertrykkelse varer ikke evigt. Indtil Iran er frit, må vi vise solidaritet og opbakning til det oprør, der ønsker friheden til at danse, kysse, leve og være den, man er. Der ønsker demokrati, frihed, fred og fundamentale rettigheder.
Jin, Jiyan, Azadî. (Kvinde, liv, frihed – red.)
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
03. februar 2026 | 07:32
