Symboliserer magtmisforhold
Antallet af børn og unge, der har problemer med at klare tilværelsen og har brug for hjælp, er steget markant de seneste år, og mange ender senere på et sidespor.
‘Det udfordrer selve fundamentet i vores velfærdsmodel’.
Det er Kommunernes Landsforenings (KL’s) analysemagasin Momentum, der har foretaget analysen på børne-og unge området. På denne baggrund kommer KL’s formand Martin Damm med følgende kommentar:
– Det her er en udvikling, vi som samfund skal tage meget alvorligt. For ikke blot er det dybt bekymrende og ulykkeligt, at flere og flere af vores børn og unge har det svært i livet. Det udfordrer også selve fundamentet i vores velfærdsmodel, når en større og større del af ressourcerne går til særlige indsatser.
Tallenes tydelige sprog
En række tabeller viser udviklingen de seneste 5 år. De beskriver børn og unges behov for hjælp, og de løber den forkerte vej.
Ovenstående tabel handler om underretninger: Når almindelige borgere, fagpersoner og forældre indsender en underretning til kommunen, hvis de er bekymret for et barn eller en ung. Mængden af underretninger er steget med 24 procent på fem år, og det svarer til, at der er blevet underret om knap 8 procent af alle børn og unge i landet.
Den anden tabel i rækken omhandler udviklingen af, hvor mange børn og unge der har modtaget segregeret specialundervisning, altså undervisning, hvor eleven ikke længere befinder sig i sin oprindelige klasse. Her ser vi også en betydeligt stigning de seneste år.
Den tredje tabel hænger desværre alt for godt sammen med den forrige og omhandler andelen af 0-17-årige med psykiatriske diagnoser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Igen er der tale om et tal, der stiger.
Den fjerde tabel viser udviklingen af andelen af de 25-29-årige, der er visiteret til et fleksjob eller på førtidspension. Sagt med andre ord, her er der tale om konsekvenserne fra udviklingen af de øvrige områder.
Samme billede for de helt små
I samme analyse har Momentum kikket på forholdene for børnene i førskolealderen. Og som det fremgår af svarene fra de kommunale dagtilbudschefer, altså den kommunale leder af en kommunes børnehaver, vuggestuer og lignende, får vi et indblik i fremtidens problemer.
Bemærk at ingen kommuner har svaret “mindre”.
Men hvad så nu?
Det er positivt, at KL-formanden er så tydelig i sin bekymring og i samme analyse fra Momentum efterlyser “en grundig undersøgelse af, hvilke årsager der ligger bag tallene for børn og unge – så der lokalt og nationalt kan sættes ind med de rigtige tværgående tiltag”.
Samtidig har en række velfærdsforskere tilsluttet sig denne bekymring og lagt stemme til, at “udviklingen samlet set bevæger sig i en negativ retning, på tværs af alt det der har med trivsel at gøre”, som ungdomsforsker Noemi Katznelson udtrykker det.
Men flere ting taler i den modsatte retning. For det første den af regeringen nedsatte Trivselskommission, som for kun 11 måneder siden i sin afrapportering afviste at der kunne tales om en reel trivselskrise. Og selv om kommissionen var et stykke politisk bestillingsarbejde, og mange forskere efterfølgende har kritiseret kommissionen, er det fortsat kommissionens tankegang, der er dominerende i de tiltag, der eksempelvis er foretaget på skoleområdet, herunder mobilfri skole og øgede fysiske beføjelser til lærerne.
Det må tilføjes, at hverken KL eller de forskere, som optræder i analysen fra Momentum, omtaler de økonomiske vilkår, som skoler og daginstitutioner har været underlagt i samme periode. Her kan man ellers konstatere en tydelig mangel på blandt andet uddannet personale. For ikke at tale om en børne-og ungepsykiatri, som på mange stækninger er brudt sammen.
Analysen fra Momentum kalder på en stor landspolitisk handlingsplan, hvor en kæmpe økonomisk indsprøjtning er en del af løsningen.
Tak til redaktør på Momentum Jens Baes-Jørgensen for venligst udlån af tabeller.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
