Hvad ved vi?
Bogen, “Nei til EU: Argumenter for en ny generasjon“, indledes med en prolog, hvor forfatteren, Freddy André Øvstegård, griber tilbage til folkeafstemningsudfaldet, da Norge stemte om optagelse i EU i 1994. Resultatet kender vi jo: Norge kom ikke ind i EU, magteliterne i Norge og i EU blev trodset, og spændvidden i EU-modstanden i Norge blev tydeliggjort.
Forfatteren kommer til verden 20. december 1994, er altså 31 år og tilhører dermed Generation Y, Millennials. Øvstegård har med sin bogudgivelse påtaget sig at være en eksponent for yngre generationers syn på Den Europæiske Union.
Fagbevægelsens modstand i 1994 trækkes frem, den var nemlig et vigtigt bidrag til, at der blev et nej-flertal.
Det er jo lidt interessant, også set med danske øjne, for hvordan får vi de unge og yngre med på vognen, hvordan taler vi med dem om EU? Når vi taler om at sige nej, også forud for en eventuel kommende folkeafstemning, hvilke argumenter skal vi så trække frem? Hvordan tilpasser vi argumenterne på tværs af aldersklasser, så de stadig er brugbare og slagkraftige og appellerer til unge og yngre medborgere?
For årene er jo gået, og vi, som husker 1972, både i Norge og i Danmark, og som i mange år var aktive i EU-modstanden, er jo ret gamle efterhånden. Og så skete der ydermere det, at Folkebevægelsen mod EU, hovedsøjlen i den tværpolitiske EU-modstand i Danmark, gik konkurs!
Verden i opbrud
Verden står jo heller ikke stille; bare se hvordan den geopolitiske virkelighed er i opbrud i disse dage, uger og måneder, hvor et nyt skel mellem USA og Europa er blevet en realitet. Autokrater og højrepopulister rumsterer i forskellige europæiske lande og bliver mere og mere synlige inden for EU og har fået mere indflydelse og medieomtale. EU-kritik og EU-skepsis kommer nu også fra det hårde højre. Det er også en udfordring.
Vi ser konturerne af en opdeling af kloden i interessesfærer for stormagterne. USA-imperialismens ulækre og vederstyggelige fremtoning er grundlæggende den samme – dog med tilføjelse af big tech-monstret. Med overgrebet mod Venezuela har vi fået en ubehagelig påmindelse om, hvad vi kan forvente af supernarcissisten i Det Hvide Hus. På det seneste er det som bekendt truslen om, at han vil annektere Grønland, der fylder i medierne. Der kan tilmed ske det, at NATO smuldrer. Norden kan måske få en ny betydning og forhåbentlig en rolle, der rækker ud over det militære.
Men hvor efterlader al denne storpolitiske ståhej og turbulens EU?
Håbløst at reformere EU
Det her var blot et meget overfladisk og summarisk forsøg på at tydeliggøre lidt af det storpolitiske bagtæppe, som EU-modstanden anno 2026 må forholde sig til og agere ud fra.
Forfatteren lægger ud med at referere fra en samtale, han har haft med Jared Wood. Wood er London-leder af det britiske transportarbejderforbund RMT, og han er særdeles klar i spyttet: EU er en organisation bygget, struktureret og udviklet til at varetage storkapitalen og de store koncerners interesser imod arbejderne. Det er håbløst at reformere EU, tilføjer Wood.
Men holder det nu vand, kan det bøjes i neon på denne måde? Der er i hvert fald en sprække af tvivl hos vores forfatter Øvstegård: For er EU trods alt ikke det bedste alternativ, vi kan gribe til, hvis vi skal stille noget op over for klimakrisen, og når vi sigter mod at få kontrol med de store multinationale teknologiselskaber, og hvis vi skal gøre os mindre afhængige af et uforudsigeligt USA i en utryg verden? Så er Norge som bekendt hægtet på EU i kraft af EØS-aftalen, og siden midten af 1990’erne har det væltet ind med direktiver og forordninger fra EU. Så EU-regler er dagligdag, også i Norge.
Men hvad vil der ske, hvis Norge skulle skifte standpunkt, forlade EØS-samarbejdet og melde sig ind i EU som fuldgyldigt medlem – købe hele pakken med andre ord?
Hvordan skal de unge forholde sig til en ny afstemning og et eventuelt fuldt medlemskab? Er løsningsmodellen at melde sig ind i EU? Eller er der alternativer?
Der kan konstateres forskydninger i de politiske standpunkter centreret om EU. Visse partier og aktører og også NGO’er har skiftet holdning. Vi må derfor, fremhæver forfatteren, sætte os ind i den nye virkelighed og prøve at blive klar på, hvad EU er i dag. Argumenterne og det verbale skyts må opdateres. For vi er et andet sted end i 1994, da Norge sagde nej til Unionen. Derfor må argumenterne efterprøves, hvis man bliver involveret i en ny EU-kamp.
Unge må tage stilling
Lidt om formålet med bogen og dens hovedmålgruppe: Bogen henvender sig til dem i de yngre årgange, der betragter sig selv som værende på venstresiden eller opfatter sig som liberale, progressive og internationalt engagerede, og som spørger: Hvad bør vi, som ikke kunne stemme ved EU-folkeafstemningen 1994, stemme i dag, hvis vi skulle blive spurgt? Hvordan bør de, som tog stilling i 1994, men som nu føler sig usikre, stemme? Bogens forfatter mødte både tvivl og nyt engagement under den rejse, han drog ud på, men noget blev hurtigt klart: Vi må tage stilling til EU, enten vi vil det eller ej.
Vi får i bogens kapitel 2: “Hvorfor sagde Norge nej for tredive år siden?” et tilbageblik på folkeafstemningen i 1994 (den første var i 1972), og hovedargumenterne fra dengang, fra nejsiden, bliver rekapituleret. Verden er større end EU, lød et af slagordene, og det kender vi jo også fra parolerne i den danske EU-modstand. Også miljø og miljøkrav indgik i debatterne. Fagbevægelsens modstand i 1994 trækkes frem, den var nemlig et vigtigt bidrag til, at der blev et nej-flertal i 1994.
3. kapitel, der har overskriften “Erhvervsinteresser og velfærd i konflikt”, omtaler blandt andet EU’s nyliberale politik, euroen og konsekvenserne heraf. Øvstegård opsummerer: Mangel på kontrol med egen pengepolitik er et stort og vigtigt argument mod norsk indtræden i EU i dag. Den økonomiske politik, som EU fører sig frem med, ville være i strid med den norske linje, med en stærk velfærdsstat, et reguleret arbejdsmarked, blandingsøkonomi og national kontrol med vigtige ressourcer og infrastruktur.
En tur rundt i Europa
I Bruxelles møder forfatteren danskeren Kenneth Haar fra Corporate Europe Observatory (CEO) og forfatter til bogen Kapitalens Europa – lobbyisterne, konkurrencestaten og EU’s voksende demokratiske underskud. Haar fortæller om EU’s nedskæringslinje og dens effektuering.
Og så tager Øvstegård videre til Grækenland, hvor han taler med Yiannis Bournous fra venstrefløjspartiet Syriza, der fortæller om EU’s krav om nedskæringer på det græske statsbudget og om, hvordan grækerne på egen krop, meget lidelsesfuldt, fik at føle, hvad autoritær nyliberalisme er for en størrelse, og hvad den kan føre til.
Øvstegård rejser derefter til London og mødes med Jared Wood. Her får han et nærmere indblik i fagforeningernes EU-modstand, modstanden mod privatiseringspolitikken og jernbanepakkerne. Wood mener, at det er futilt at forsøge at forandre EU indefra.
Øvstegård konstaterer i en midtvejsopsummering, at der er meget, som tyder på, at den økonomiske politik i EU går i en bestemt retning. Det er en markedsorienteret politik rettet mod at reducere nationalstatens pengeanvendelse og indgriben i økonomien. En politik for privatisering og deregulering. Han ser derefter nærmere på fagbevægelsen, den faglige organisering, strejkeretten, de kollektive forhandlinger, den nordiske model og kritikken af mindstelønsdirektivet i en EU-kontekst.
Og så flyttes fokus til lobbyisterne og lobbymagten.
Forfatteren sammenfatter: Der er stor sandsynlighed for, at norsk politik vil blive ændret i strid med vores mål om velfærd og arbejde, hvis vi melder os ind i EU.
“Ridder i skinnende rustning mod big tech?” Det er overskriften på det efterfølgende hovedafsnit. Her stilles der skarpt på kontrollen med teknologigiganterne. Kan EU udrette noget her, kan der tages skridt over for eksempelvis Google og Meta? Og hvordan med effektiviteten af regler og indgreb for at sikre borgerne databeskyttelse? Det forsøger forfatteren at dykke ned i. Han ser nærmere på de relevante retsakter og lovpakker i EU-systemet.
Konklusionen er, at konkurrenceevnen, snarere end at arbejde for at beskytte brugerne, har været udgangspunktet for politikken.
Det grønne glansbillede
Kapitel 4 har overskriften “Nuancer i det grønne glansbillede”. EU’s klima- og miljøpolitik bliver sædvanligvis præsenteret ret positivt og i et grønt lys. Men det er en ballon, som der kan prikkes hul i. Og det gør en af dem, som Øvstegaard har mødt i Bruxelles: Colin Roche fra NGO’en Friends of the Earth Europe.
EU har gang i meget på klimaområdet, og strategien European Green Deal kan opfattes som en lysende stjerne på himlen. Men borer man i indholdet, træder de dårlige og diskutable sider klart frem, for eksempel det at man holder hånden over gas som energikilde. Hvordan matcher det lige intentionerne om grøn vækst og netto nul udslip i 2050? Tryllemidlet fangst og lagring af CO2 (CCS) får sig også et gevaldigt skud for boven. Det samme gør klimakvoter.
Det er derfor oplagt at sætte spørgsmålstegn ved det grønne glansbillede, som ofte præsenteres af EU’s politik på området.
Demokratisk underskud
Kapitel 5 har overskriften “Folkestyre og afmagt”. Kapitlet tager fat i proteststemmer og demokratisk underskud. Debatten om det demokratiske underskud foregår også internt i EU og blusser jævnligt op med varierende intensitet.
En af dem, der har været med til at sætte gang i denne debat, er Yanis Varou-fakis, som var finansminister for venstrepartiet Syriza i Grækenland under eurokrisen. Han skrev en kronik med titlen ”Europe’s Fading Democracy” (Europas Svindende Demokrati, red.), i hvilken han er inde på, at EU allerede længe har haft et demokratisk underskud.
EU befinder sig i en udviklingsproces, der bevæger sig i en mere konservativ og autoritær retning. Øvstegård opsummerer: Fastholdelse af demokrati som argument imod medlemskab af EU er et lige så relevant tema i dag, som det var i 1994.
Bogens kapitel 6 omhandler EU’s flygtningepolitik og kritikken af den måde, som flygtningepolitikken håndteres på (for eksempel flugtruterne, Middelhavet og de druknede) og Fort Europa-problematikken.
Kapitel 7 har overskriften ”EU i verden og et lille, selvstændigt land”. Kapitlet begrænser sig til EU’s handelspolitik, udenrigs- og sikkerhedspolitik, og det adresserer spørgsmålet: Kan Norge opnå større tryghed i en usikker og uberegnelig verden ved at melde sig fuldgyldigt ind i et samarbejde mellem europæiske lande?
Forsvarssamarbejdet bliver også belyst: Kan vi tilgodese flere af vores egne sikkerhedsbehov i samarbejde i Norden, vil behovet for både amerikansk og europæisk hjælp bliver mindsket. Her skal jeg da lige gøre opmærksom på et lille skrift i svenske Nej till EU’s skriftserie (nr. 1, 2021) med titlen ”Istället för EU – Fördjupat nordiskt samarbete”.
Da Norge er ikke med i EU’s toldunion, kan vores land føre sin egen handelspolitik med andre lande, vi kan indgå vores egne aftaler og have vores egne toldsatser. Det er et stort plus, udtaler Øvstegård.
En selvstændig norsk stemme
Verden er større end EU. Det holder stadig vand, Norge kan meget mere, har mere fleksibilitet og større handlefrihed inden for væsentlige politikområder uden for EU. Der er ingen modsætning mellem at være imod EU og for samarbejde på tværs af grænserne, for klima og miljø og for solidaritet.
Og så er Øvstegård klædt på til at formulere sine 10 opdaterede argumenter imod norsk EU-medlemskab for en ny generation. Jeg citerer lidt fra et par af dem:
Argument 1: Den norske model for velfærd, en stærk offentlig sektor og et organiseret arbejdsliv vil blive udfordret af EU’s markedspolitik.
Argument 5: På trods af fremskridt er EU’s klimapolitik tågelagt i fossil gas med tunge investeringer i ny gasinfrastruktur. Den markedsorienterede klimapolitik er nu i fare for et betydeligt backlash efter EU-valget i 2024.
Argument 10: Det er bedre for Norge og verden, hvis vi markerer os som en selvstændig, udenrigspolitisk stemme for folkeretten og menneskerettigheder, frem for at blive en af mange i EU-blokken.
Det gode ved den norske bog, der er hamrende aktuel, er, at Øvstegård, fordi han jo selv er ung, åbner op for at diskutere EU-standpunkternes holdbarhed og relevans. Åbent og fordomsfrit. Han ryster posen.
Argumenterne for at fastholde et norsk nej til EU bliver til efter analyser og kritiske gennemgange af EU-systemet og dagens EU-politik.
Opgaven er at skaffe klarhed over, om der findes et nyt nej til EU, for en ny generation, hvis borgerne i Norge igen bliver bedt om at gå til stemmeurnerne. Sidste gang, Norge stemte nej til at blive optaget i EF/EU, var som nævnt i 1994.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
