Hvad gør det ved os, når vi igen og igen skal gå på kompromis med vores faglighed og moral, spørger Dorthe Birkmose i sin seneste bog “Moralsk stress – når vilkårene er problemet”.
En fremragende debatbog for alle der arbejder eller har brug for vores velfærdssystem. En udpint velfærd er nemlig ikke en naturlov i et rigt land.
Den udpinte velfærd
Her er kun tabere, brugerne, de unge, børnene og de ældre og de ansatte i velfærdsinstitutionerne.
I de sidste 20 år har flere og flere ansatte forladt deres fag. Senest har Børne- og UngdomsPædagogernes Landsforbund (BUPL) peget på, at andelen af pædagoger, der ikke arbejder på traditionelle pædagogiske arbejdspladser som vuggestuer, børnehaver, SFO’er og klubber, er vokset betydeligt de seneste år. Siden 2008 er andelen steget fra 8 til 12 procent, viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) nemlig. Det svarer til, at 14.400 personer i dag ikke arbejder som pædagog.
Om arbejdspladserne i vores velfærdsinstitutioner skriver Dorthe Birkmose følgende:
“Arbejdspladserne er blevet indrettet ud fra en ide om grænseløs mulighedsmaksimering, uden skelen til om medarbejderne og lederne har kræfterne. Således er velfærdsområderne blevet udpint af en systematisk underfinansiering, der har været godt skjult af overdrivelser af værdien af teknologien, effekten et omstruktureringerne og mulighedernes for borgernes selvhjælp. Denne langstrakte, gradvise udpining har medført, at medarbejderne og lederne har undergravet deres egen trivsel ved at løbe hurtigere og hurtigere, samtidig med at de har slækket på fagligheden. Der forbruges ganske enkelt flere menneskelige ressourcer, end der er. Derfor risikerer medarbejdere og ledere at blive overbelastet så meget og så længe, at de ender med selv at få brug for professionel hjælp. Et velfærdssystem, der gør ansatte til patienter, er et udpint og sygt system.”
Den moralske stress
Den moralske stress opstår ifølge Dorthe Birkmose, når man ikke kan udholde de værdiskred, som ens arbejde kan presse en til, når ens faglighed igen og igen skal tilsidesættes. Det er en sund reaktion, skriver Dorthe, men tilstanden er ikke sund.
“Dråbe for dråbe vil ens bæger fyldes af: Udmattelse på grund af forsøgene på at nå mere på kortere tid; magtesløshed over ikke at kunne ændre sine arbejdsvilkår; magtesløshed over, at ens nærmeste leder heller ikke kan ændre arbejdsvilkårene; afmagtsfølelser forårsaget af, at man skal løse opgaver, der er blevet så komplekse, at man ikke længere er klædt på til dem; dårlig samvittighed over at skulle gå på kompromis med sin faglighed; frustration over at skulle svigte andre og sig selv; ensomhed fordi man tror, at man er den eneste, der ikke kan holde til det; angst for kritik og klager; vrede over at blive foregøgler, at det hele nok skal gå; skam over at skulle fortie eller lyve over de faglige svigt samt indestængt frustration over, at der ikke må tales om de dårlige arbejdsvilkår”.
Når forråelsen bliver følgesvend
Problemerne er langtfra nye. Allerede i 2007 advarede den danske psykolog Nadja Prætorius om, at en bølge af anderledes sygemeldinger var på vej. Hun fik nemlig flere og flere klienter, der var traumatiserede alene på grund af deres arbejde. I hendes bog “Stress – det moderne traume” gør hun op med det traditionelle syn på stress og påpeger, at arbejdsrelateret stress ikke kan løses af den enkelte.
Bogen kan på det varmeste anbefales og burde være pensum på alle velfærdsuddannelser.
I 2013 udkom Dorthe Birkmose med sin bog “Forråelse – når gode mennesker handler ondt”. Dorthe kalder selv denne forråelse eller den forråede robusthed for et forsøg på at galvanisere sig selv. En mestringsstrategi med en stakket frist, hvor det ofte vil være et spørgsmål om tid, før stresssammenbruddet melder sig. Og inden da når man at gøre skade på andre mennesker.
I hendes nyeste bog løfter hun beskrivelsen af denne forråelse op til et højere niveau:
“Forråelsen kan rette sig mod børnene, borgerne og deres familier, men den kan lige så vel rette sig mod kollegaer, ledelse eller samarbejdspartnere. Forråelse kan også ses i lovgivning, der handler om afstraffelse og eksklusion – og i politiske beslutninger om at øge fattigdom og social ulighed. Så snart forråelse bliver ens mestringsstrategi, så vil man krænke og ydmyge andre mennesker”.
Brug for at værdisætte omsorg
Den sidste del af bogen bruger Dorthe på at formulere løsninger. Hun mener grundlæggende, at der brug for opgør med den nuværende økonomiske tænkning, og refererer blandt andet til Emma Holtens bog Underskud, som tydeliggør det absurde i, at omsorgsarbejde ikke tillægges nogen værdi i den traditionelle økonomiske tænkning. Der regnes kun på udgifter, lønninger og ydelser, men ikke på den værdi, som velfærdsarbejder skaber. Og fordi omsorg ikke værdisættes, så kan man narre sig selv til at tro, at man kan spare penge, når man lukker specialskoler og fritidstilbud, afskaffer tolkebistand, fjerner sengepladser, gør det sværere at få bevilget hjælp, sparer milliarder på jobcentre, fortsæt selv.
“Den slags får fatale konsekvenser, fordi der er så dyrt at undlade at give tilstrækkelig hjælp. Der er brug for en samfundsøkonomi, der formår at værdisætte omsorg. Hvis beregningerne ikke tager højde for relationernes afgørende betydning, eller for at de fleste mennesker lever mere end et enkelt budgetår, så er beregningerne værdiløse og bør kasseres”.
Bogen kan på det varmeste anbefales og burde være pensum på alle velfærdsuddannelser.
“Moralsk stress – når vilkårene er problemet” af Dorthe Birkmose er på 119 sider og udkommet på forlaget Samfundslitteratur i 2025.
Titel: Moralsk stress – når vilkårene er problemet
Forfatter: Dorthe Birkmose
Forlag: Forlaget Samfundslitteratur
Sider: 119
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
