Interview
Caspar Eric modtog for kort tid siden Weekendavisens litteraturpris for sin seneste digtsamling “Crip”, der er udgivet af Gyldendal. Forlaget beskriver det som Caspar Erics “måske vredeste digtsamling”.
38-årige Caspar Eric har gennem de sidste 15 års tid slået sit navn fast som en anerkendt digter. Udover den netop modtagne litteraturpris er han aktuelt også nomineret til Politikens litteraturpris.
Som flere andre af Caspar Erics i alt otte digtsamlinger sætter “Crip” et yderst kritisk fokus på forholdene for mennesker med handicap i Danmark.
Ordet crip stammer fra det engelske ord cripple (krøbling), der historisk er blevet brugt nedsættende. I dag bruges ordet af en international handicapbevægelse, der udfordrer normer, rykker grænser og skaber fællesskab.
Weekendavisen har i forbindelse med prisoverrækkelsen betegnet “Crip” som “fremragende skønlitteratur, som rent faktisk gør en forskel.”
Crip sætter fokus på, hvordan det er at være handicappet. Der er for eksempel digte, som får os til at tænke over det absurde i, at politikerne taler om aktiv dødshjælp, mens det halter gevaldigt med livshjælp til mennesker med handicap.
Caspar Eric har selv cerebral parese (CP), der er en samlebetegnelse for motoriske funktionsforstyrrelser, der skyldes en skade i hjernen. En række af bogens digte beskriver hans egne oplevelser med at leve med en krop, der er anderledes end flertallets.
I andre af digtene giver forfatteren ordet til andre mennesker med handicap. Det sker blandt andet i et meget tankevækkende og rørende afsnit af bogen, hvor mødre fortæller om det bedste og det værste ved at have et barn med handicap.
For eksempel siger Anni:
“Det bedste ved at have et handicappet barn er: At hvis Mads fik lov til at bestemme, ville vi have en smukkere verden.
Det værste ved at have et handicappet barn er: At hvis verden fik lov til at bestemme, ville Mads ikke være her.”
Bogens digte sætter skarpt på politikernes ansvar for den mangelfulde hjælp og støtte til mennesker med handicap, men også på, hvordan såkaldt “raske” møder mennesker med handicap.
Tanker ved mindesmærke i Berlin
Arbejderen har sat Caspar Eric stævne på en café på Vesterbro til en samtale om “Crip” og handicappolitik i dagens Danmark. Vi lægger ud med at spørge, hvad litteraturprisen betyder for ham og andre med handicap.
– Det mest sande svar er, at jeg ikke ved det endnu. Men jeg håber, at det kan bidrage til flere positive historier om mennesker med handicap. Og så håber jeg, at det kan starte nogle vigtige samtaler om forholdene på handicapområdet, siger Caspar Eric.
– For mig selv er det klart, at det er en stor ære, og det giver mig da også en følelse af, at nogle synes, det her er vigtigt, tilføjer han.
Ud over at være digter arbejder Caspar Eric også også med teater og musik og som handicapaktivist.
Politikerne skal begynde at lytte til de eksperter, der faktisk arbejder med området. Ikke bare hypotetiske økonomiske modeller, men fagpersoner fra omsorgsområdet, handicapforskere, handicaporganisationerne.
Caspar Eric
Hvad ønsker du at opnå med din kunst og aktivisme?
– At alle, uanset deres krop, får adgang til et smukkere liv. Det er sgu det korte svar, og lige nu går det den forkerte vej, og især for de allermest udsatte i samfundet.
I det måske stærkeste digt i “Crip” beskriver forfatteren sit besøg for to år siden ved mindesmærket i Berlin for de mange mennesker med handicap, nazisterne myrdede.
– Det første, der slog mig, var, at der stod “Memorial Site and information point” på den første tavle ved mindesmærket. Det er klart, at det, at man bliver nødt til at forklare, hvad man mindes – at mindst 250.000 mennesker med handicap blev slået ihjel af nazisterne – siger meget om, hvor lidt den historie har fyldt i vores kollektive bevidsthed, fortæller Caspar Eric og tilføjer:
– Og så er det da også klart, at det gav mig en følelse af, at vi ikke skal eller kan tage de rettigheder, vi har lige nu, for givet. Og at menneskeværd er noget, vi stadig bliver nødt til at kæmpe for.
Det går baglæns
Når det gælder rettigheder for mennesker med handicap i dagens Danmark, går det tilbage i forhold til både levestandard og retssikkerhed, mener den anerkendte forfatter.
– Det synes jeg jo er helt vildt, skammeligt også, når man tænker på, at vi har den laveste statsgæld nogensinde. Og så er forråelsen og gøgeungeretorikken omkring mennesker med handicap også taget til i især de seneste fem år, konstaterer han.
– Hvilket jo, uden at sammenligne det med nazisternes propaganda i øvrigt, deler dét, at man bebrejder de handicappede at være dyre i drift, skyld i nedskæringer, ikke at bidrage til produktiviteten. Og dét er jo en retorik, der ofte skjuler, at det er politikernes egne dispositioner, som har gjort, at vi står dér, hvor vi gør i dag.
Det begyndte at gå helt skævt på handicapområdet i forbindelse med kommunalreformen tilbage i 2007, konstaterer Caspar Eric. Dengang blev amterne nedlagt, mange specialiserede tilbud på handicapområdet forsvandt, og store dele af ansvaret for mennesker med handicap blev lagt ud til kommunerne.
– Noget af det mest frustrerende ved de seneste års nedskæringer og kvalitetsforringelser er jo, at mange eksperter advarede om præcis det, vi står i nu, da man indførte kommunalreformen uden at afsætte penge til, at kommunerne skulle overtage mange af opgaverne, siger han.
– Det har også gjort, at vi i dag står i en situation, hvor Christiansborg på den ene side siger, at de har sat kommunernes økonomi fri, men på den anden side siger kommunerne jo, at de er bundet af budgetloven, og af at de skal løse flere og flere opgaver. Og mens de har peget fingre af hinanden i godt og vel 15 år, så har mennesker med handicap været fanget i en slags bureaukratisk helvede, erklærer Caspar Eric.
Budgetloven blev vedtaget af Folketinget i 2012. Den betyder, at Folketinget skal vedtage lofter over de kommunale udgifter fire år frem. Hvert år udmøntes det i konkrete lofter over, hvor mange penge den enkelte kommune må bruge på service og anlægsudgifter. Der er hårde økonomiske sanktioner til kommuner, der overtræder rammerne.
Produktionsparadigme
De senere år har politikerne talt meget om, at udgifterne til handicapområdet stiger. Stigningen skyldes især øgede udgifter til botilbud.
– Et helt konkret eksempel på gøgeungeretorik lige nu er, at vi har hørt meget om de her stigende udgifter på for eksempel botilbudsområdet. Men det, der har fået udgifterne til at stige, viser sig jo, som jeg ser det, at skyldes politikernes egen privatisering af omsorgsområdet, samtidig med at man for eksempel har skåret i sengepladser i psykiatrien, siger Caspar Eric og uddyber:
– Derfor er botilbudsopgaven på den ene side blevet sværere, men den har også skabt et incitament til, at den “service”, som kommunerne skal købe af private, bliver drevet som iskolde forretningerne. Det har banket priserne op, og det har sænket kvaliteten. Altså stik imod den økonomiske teori.
Her hentyder han til den holdning, mange politikere har, om at det frie marked altid er godt og vil banke priserne ned.
Du taler om, at vi lever i et produktionsparadigme. Hvad mener du med det?
– Hvis man for eksempel lægger mærke til, hvordan vi har talt om handicap de seneste mange år, så handler det altid om, hvordan vi kan få folk ind på arbejdsmarkedet. Og der har helt konkret været en insinuering af, at folk løj om deres arbejdsevne, selvom der stort set ingen evidens findes for sådan en påstand.
Som mange andre med handicap og deres pårørende giver Caspar Eric også i sine digte udtryk for, at det største problem ikke er selve handicappet, men den måde samfundet møder mennesker med handicap på.
– Det er jo selve sjælen i crip-begrebet og crip-bevægelsen: At et handicap ikke bare er en diagnose i kroppen, men også noget der opstår i mødet med samfundet. Især når samfundet lærer dig, at du skal gemme dit handicap væk. Tit så taler folk om, at man bare skal stoppe med at putte sig i offerrollen for eksempel. Men pointen er jo, at det ofte er andre, der gør dig til et offer. Enten ved ikke at have nogen forventninger til dig. Eller ved simpelthen, og som det oftere sker for handicappede end nogen anden gruppe, udsætter dig for vold, eller accepterer når dine rettigheder bliver brudt.
Caspar Eric efterlyser en fælles samtale i samfundet om, hvordan situationen er for mennesker med handicap, og at politikerne samtidig erkender deres ansvar for at gøre noget.
Håb om forandring
– Jeg har masser af håb for, at vi kan gøre det bedre. Men forandringerne kommer ikke af sig selv. De kræver, at folk begynder at lytte til mennesker, der faktisk lever med et handicap. Og det kræver at politikerne stopper med at tale uden om, understreger han.
– Og så skal politikerne begynde at lytte til de eksperter, der faktisk arbejder med området. Ikke bare hypotetiske økonomiske modeller, men fagpersoner fra omsorgsområdet, handicapforskere, handicaporganisationerne. De kommer faktisk med meget input. De bliver bare ikke lyttet til.
Handicapdigteren har en drøm om, at Danmark begynder at overholde vores egen lovgivning på handicapområdet.
– Og måske endda FN’s handicapkonvention, som vi får kritik for at bryde hvert eneste år. Det synes jeg også ville være et passende og demokratisk signal at sende, når man tager den globale usikkerhed i betragtning, siger Caspar Eric og tilføjer, at det selvfølgelig vil kræve investeringer på handicapområdet over en årrække, men på langt sigt vil betyde både bedre liv og at der kan spares penge.
I slutningen af “Crip” fortæller Caspar Eric, at han stopper med at skrive digte. Det sker efter otte digtsamlinger fra hans hånd, heraf fire om mennesker med handicap.
– At stoppe med at skrive digte, var en energi, der sprang ud af arbejdet med Crip. At jeg, mens jeg skrev, tænkte: hvad skal der efterhånden til for at rører nogen. Hvor mange historier, vidnesbyrd og statistikker vil I have? Men jeg tror også, at det kan være med til at give plads til nye stemmer, at jeg lige træder et skridt til siden.
Caspar Eric understreger, at det ikke betyder, at han stopper med at være aktiv kunstner og handicapaktivist. Han vil fortsat arbejde med teater og festivaler, og er i øvrigt også i gang med at skrive en roman.
En cripbevægelse
Dertil kommer arbejdet som handicapaktivist, hvor han sammen med Muskelsvindfonden har taget initiativ til Crip Akademiet, der er tænkt som et åbent fællesskab for aktivisme på hele handicapområdet, som starten på en egentlig bevægelse.
“Når vi står sammen som et aktivt og synligt fællesskab, bliver vores sag tydelig. Det er ikke bare organisationer, der råber op – det er mennesker, der hver dag lever med konsekvenserne af manglende tilgængelighed, diskrimination og usynliggørelse. Det gør indtryk, når man kan se, at det er dem, det handler om, der protesterer. Det skaber forståelse – og det skaber forandring”, skriver Crip Akademiet på sin hjemmeside, der rummer en række konkrete forslag til, hvordan man kan blive aktiv og gøre en forskel.
– Som med kunsten, så håber jeg jo, at kunne hjælpe andre med at finde et sprog for nogle af de erfaringer, som jeg også selv havde svært ved at sætte ord på. Både når det kommer til vreden og den politiske indignation jeg har. Men jo også når det kommer til glæden og følelsen af, at der er ved at spire en decideret cripbevægelse frem blandt de unge, forklarer Caspar Eric.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
