I november 2023 bad den israelske stat om at få leveret 10.000 granater til kanoner, monteret på kampvogne, direkte fra den tyske hærs lagre. Netop den anmodning er central i en sag ved Den Internationale Domstol ICJ. En sag, hvor Nicaragua den 1. marts 2024 anklager Tyskland for at forsyne Israel med våben og militært udstyr i strid med folkeretten.
En del af Nicaraguas søgsmål var at få opsættende virkning – det vil sige få retten til at indføre et midlertidigt stop for mere eksport og overførsel af våben til Israel, indtil der er faldet dom i sagen.
ICJ antog sagen mod Tyskland, der stadig kører. Men dommerne i ICJ afviste at lade sagen have opsættende virkning. Selve anmodningen fra Israel er veldokumenteret i Nicaraguas bilag til ICJ og stammer fra artikler i de tyske medier Der Spiegel samt spøgsmål i det tyske parlament Bundestag. Derfor har Tyskland kunnet fortsætte sine forsyninger af våben og militært udstyr til Israel.
ICJ afviste et midlertidigt stop for overførsel af våben på baggrund af dokumenter og erklæringer fra Tyskland.
Men nu viser det sig, at de tyske myndigheder bad Israel om hjælp til at formulere deres erklæringer. Det dokumenterer det tyske magasin Der Stern efter at have fået aktindsigt fra flere ministerier og domstole i Tyskland. En central del af det tyske forsvar var en oversigt over udstyr og våben, der i 2023 blev overført direkte fra den tyske hær, Bundeswehr, til den israelske hær. Og det er den oversigt, som israelerne har hjulpet med at producere.
Direkte overførsel af våben
Når den tyske hær direkte overfører våben eller udstyr til en fremmed magt, kræver det tilladelse fra det tyske Forsvarsministerium. Den type direkte overførsel er ikke det samme som en eksporttilladelse for private virksomheder, der vil sælge våben eller militært udstyr – den slags kræver tilladelse fra det tyske Økonomiministerium.
De to ministerier arbejder med hver deres kategorier for, hvordan de definerer våben og militært udstyr.
Eksporttilladelser gennem Økonomiministeriet kræver, at våben og militært udstyr bliver listet for sig med separate kodenumre med den samlede værdi ud for hver kategori. Militært udstyr tæller i denne sammenhæng ting som køretøjer og reservedele, mens kategorier for våben er meget mere snæver. Eksporterer virksomheder i Tyskland for eksempel dele til en kampvogn, er det kun kampvognens kanon eller maskingevær, der tæller som våben, mens de lige så vitale dele som larvefødder, radar eller elektronik ikke regnes som våben for Økonomiministeriet.
Men den direkte overførsel fra hæren, med tilladelse fra Forsvarsministeriet, kræver ikke samme detaljer. Her er blot den samlede værdi af overførsler i løbet af året skrevet ned.
Tyskland valgte dog at offentliggøre udvalgte detaljer om de direkte overførsel. Detaljer, der nu viser sig at være udvalgt sammen med Israel.
Ingen opsættende virkning
En del af Nicaraguas anklage var, at Tyskland i slutningen af 2023 overførte 10.000 granater til 120 millimeter kanoner, den slags kanoner der sidder på de israelske kampvogne. En direkte overførsel fra det tyske Bundeswehr til den israelske hær og dermed ikke en eksport.
Nicaragua citerer i saganlægget blandt andet denne direkte overførsel som grund til, at ICJ skal beordre Tyskland til at stoppe samtlige lignende overførsler i fremtiden. Det vil sige, Nicaragua kræver, at sagsanlægget har opsættende virkning.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Sydafrika vil hive Israel i retten for folkemord: Flere lande støtter op
Tyskland forsvarer sig i en todages høring den 8. og 9. april 2024 ved domstolen i Haag. Tyskland fører en række internationale eksperter til deres forsvar. En af dem er Dr. Christian J. Tams fra universiteterne i Paris samt Lüneberg. Dr. Tams afviser, at Tyskland har overført de 10.000 granater.
– Det drejer sig i særdeleshed om militært udstyr, som Tyskland, ifølge Nicaragua, har forsynet Israel med. Men jeg vil begynde med at notere, ud fra de punkter som Nicaragua rejste i går, at ud over eksport af militært udstyr har Tyskland forsynet Israel direkte med militært udstyr, regering til regering, specifikt en anmodning om ammunition til kampvogne, erklærede Dr. Tams på høringens anden dag, ifølge retsprotokollen.
Han fortsatte:
– Hr. præsident (for ICJ, red.), vi fik i går bekræftet dette af det tyske ministerium. Baseret på den information, jeg har modtaget, kan jeg bekræfte, at Israel henvendte sig til den tyske regering i 2023 for at bede om ammunition til kampvogne. Denne henvendelse er blevet gransket. Men der er ikke givet nogen licens.
– Reelt set – og det går imod Nicaraguas insinueringer i en bredere forstand – så er de eneste ting, der er overført direkte fra Bundeswehr til Israel, sanitært materiel samt hjelme, fortsatte Dr. Tams.
Den 30. april faldt kendelsen fra ICJ.
“Der besluttes, med femten stemmer mod en, at omstændighederne, som de nu er blevet præsenteret for Retten, ikke er sådan, at de kræver, at domstolen udnytter sine beføjelser under artikel 41 i statutten til at indføre opsættende omstændigheder.”
Israel dikterer detaljerne
Med andre ord, så førte Tyskland til bevis, at der ikke var leveret våben via den direkte overførsel, men kun sanitært materiale og hjelme. Det var med til, at ICJ valgte ikke at indføre et midlertidigt stop for nye overførsler, indtil den endelige dom falder. Begrebet “sanitært udstyr” oversættes også som medicinsk udstyr.
Men nu har magasinet Stern, i samarbejde med mediet Drop Site News, fundet frem til, at Tyskland bad Israel om at hjælpe med at udforme det dokument, som Dr. Christian Tams lagde til grund for sit vidnesbyrd. Det er sket via aktindsigt i det tyske Forsvarsministerium. Magasinet Stern har blandt andet forsøgt at få Forvaltningsdomstolen i Køln til at beordre ministeriet til at give aktindsigt.
Dokumenter via Forvaltningsdomstolen fra januar 2025 viser, at “Forbundsregeringen, i forståelse med den berørte stat Israel, har besluttet at fremlægge detaljer ud over de krævede, i forhold til våbeneksportrapporten i forbindelse med høringen i Haag”, skriver magasinet Stern.
Med “ud over de krævede” henviser Forvaltningsdomstolen til detaljerne om hjelme og sanitært udstyr.
Der er nemlig ingen detaljer i rapporten over de direkte overførsler. På israelsk råd offentliggør den tyske regering nu to detaljer – sanitært udstyr og hjelme – i de dokumenter, de giver til deres forsvarere ved høringen den 9. april. Stern rapporterer om yderligere dokumenter fra domstolen, denne gang fra den 26. maj 2025.
“Beslutningen fra Forvaltningsdomstolen i Køln bekræfter dette. Den godtgør, at Tysklands udtalelse om, at kun “medicinsk udstyr og hjelme” er blevet overført direkte fra Bundeswehrs lagre, er givet af det tyske Forsvarsministerium efter aftale med Israel”, skriver Stern.
Forvaltningsdomstolen i Køln skriver videre den 26. maj, at yderligere oplysninger om direkte overførsler til Israel ikke kan offentliggøres af hensyn til fortrolighed i kontrakten. Samme domstol erklærer i dokumenter fra den 15. januar 2025, at “detaljeret information om overførslerne fra Bundeswehr ud fra presselovens bestemmelser ikke blev lagt frem i høringen foran ICJ”.
Eksport for 500 millioner euro
Med andre ord, de eneste eksempler på direkte overførsel, nemlig det sanitære udstyr og hjelme, bliver fremlagt af Dr. Christian Tams under høringen, fordi Israel har været med til at skrive erklæringen. Hverken ICJ eller Dr. Tams kender til resten af overførslerne, og Forvaltningsdomstolen i Køln har nedlagt forbud mod, at detaljerne kommer frem – af hensyn til Israel.
Indtil videre har Tyskland ikke offentliggjort flere detaljer om de direkte overførsler fra sidst i 2023. Men det står fast, at der på israelsk råd ikke blev givet nogen detaljer fra Tyskland, der kunne bruges af ICJ til at give sagen opsættende virkning og stoppe overførslerne.
Sideløbende har Tyskland eksporteret andet militært udstyr, på tilladelser fra Økonomiministeriet, for knap 500 millioner euro. Det drejer sig om dele til pansrede køretøjer samt til haubitsere, men også ammunition til både håndvåben og haubitsere. De israelske haubitsere er en anden type kanon end de kanoner, der sidder på kampvogne, og som ifølge Nicaragua skulle bruge 10.000 granater fra den tyske hær.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


