I 2024 vedtog EU det såkaldte direktiv om virksomheders bæredygtige ansvar, Corporate Sustainability Due Diligence Directive (CSDDD), som skulle sikre, at store virksomheder blev holdt ansvarlige for miljøødelæggelser, klimaskader og krænkelser af menneskerettigheder i deres værdikæder.
Direktivet blev hyldet som et historisk skridt mod grøn omstilling og globalt ansvar.
- EU’s direktiv om virksomheders bæredygtige ansvar skal sikre, at store virksomheder tager ansvar for deres påvirkning af klima, miljø og menneskerettigheder i hele deres værdikæde.
- Direktivet forpligter virksomheder til at udvise behørig omhu og udarbejde planer for grøn omstilling.
- Direktivet blev vedtaget i 2024, men er siden blevet mødt af hårdt pres fra industrien.
Et år senere er direktivet allerede på vej til at blive udhulet, før det overhovedet er trådt i kraft.
Bag kulisserne står verdens største private olieselskab, ExxonMobil, som har ført en systematisk og koordineret lobbykampagne rettet mod både Bruxelles og Washington.
Selskabet er en af de mest magtfulde aktører i den globale energisektor og har i årevis været kritiseret for at modarbejde internationale klimaaftaler og for at bruge massiv lobbyisme til at svække miljø- og bæredygtighedsregler i både USA og EU.
ExxonMobil står desuden for omkring 1,3 procent af verdens samlede CO2-udslip.
Målrettet pres på EU
Ifølge SOMO har ExxonMobil siden slutningen af 2023 arbejdet målrettet på at svække eller helt afskaffe CSDDD, og interne dokumenter viser, at selskabet i september 2024 pressede EU-lande til at sætte direktivet på pause.
ExxonMobil ønskede at fjerne kravet om planer for grøn omstilling, afskaffe reglerne om civilretligt ansvar for virksomheder og begrænse due-diligence-kravene til direkte leverandører.
Samtidig ville selskabet sikre, at reglerne for ikke-EU-virksomheder kun gjaldt deres aktiviteter inden for EU’s grænser.
Bag kulisserne står verdens største private olieselskab, ExxonMobil, som har ført en systematisk og koordineret lobbykampagne rettet mod både Bruxelles og Washington.
Resultatet var markant, og tre ud af fire af ExxonMobils krav blev indarbejdet i EU-kommissionens såkaldte Omnibus-forslag, der skulle forenkle bæredygtighedslovgivningen.
ExxonMobils fire krav, hvoraf tre blev indarbejdet i forslaget:
- Fjern planer for grøn omstilling (indarbejdet)
- Fjern regler om civilretligt ansvar (indarbejdet)
- Begræns due diligence til direkte leverandører (indarbejdet)
- Indskrænk anvendelsen for ikke-EU-selskaber
Herudover har Altinget dokumenteret, at ExxonMobil samtidig havde flere møder med EU’s beslutningstagere end nogen anden virksomhed i samme periode.
Investeringer som politisk våben
ExxonMobil har brugt sine investeringer som pressionsmiddel, og selskabet advarede gentagne gange om, at det ville tilbageholde op til 20 milliarder dollars i planlagte investeringer, hvis CSDDD ikke blev ændret.
I september 2025 meddelte ExxonMobil, at 100 millioner euro i europæiske projekter blev sat på pause med henvisning til nye bæredygtighedsregler.
Ved nærmere eftersyn falder det økonomiske argument dog fra hinanden. I 2024 havde ExxonMobil et nettooverskud på 33,7 milliarder dollars og udbetalte 36 milliarder dollar til sine aktionærer, og ifølge EU-kommissionens egne beregninger vil de årlige omkostninger for store virksomheder ved at leve op til CSDDD kun udgøre omkring 0,002 procent af et overskud som ExxonMobils.
Fra Bruxelles til Washington
Lobbykampagnen begrænsede sig ikke kun til EU, for ExxonMobil arbejdede samtidig i USA for at undergrave direktivet, som ifølge SOMO og Altinget har påvirket både den amerikanske regering og Kongressen.
Eksempelvis mødtes ExxonMobils direktør, Darren Woods, med Donald Trump i begyndelsen af 2025, og kort efter indeholdt den nye handelsaftale mellem USA og EU formuleringer, der svækkede CSDDD på mindst tre af ExxonMobils fire centrale krav.
Ifølge SOMO blev lovforslaget “Protect the USA Act” samtidig fremsat i den amerikanske kongres for at forhindre amerikanske virksomheder i at følge EU’s bæredygtighedsregler. Ud af de 66 medlemmer af Kongressen, der støttede forslaget, havde 64 modtaget kampagnedonationer fra ExxonMobil.
Netværk, medier og tænketanke
ExxonMobils strategi har ikke kun handlet om direkte lobbyarbejde.
Selskabet har også brugt ressourcer på at præge den offentlige debat og den politiske dagsorden ved at sponsorere store erhvervsarrangementer som “Financial Times Live” og “Politico’s Competitive Europe Week”, hvor fokus blev flyttet fra klimaansvar til afbureaukratisering og konkurrenceevne.
SOMO dokumenterer også, hvordan ExxonMobil i perioden også finansierede tænketanke som ERCST, German Marshall Fund og American Center for Capital Foundation.
Disse organisationer udgav rapporter og debatindlæg, som advarede mod overregulering, juridiske risici og konkurrenceulemper for virksomheder.
Kombinationen af direkte politisk pres, medieeksponering og analyser formåede at gøre kampagnen både troværdig og effektiv.
Demokratiets legitimitet under pres
Både SOMO og Altinget peger på, at ExxonMobil har opnået uforholdsmæssig stor indflydelse på EU’s direktiv om virksomheders bæredygtige ansvar.
Både Kommissionen, Ministerrådet og Parlamentet har ændret et allerede vedtaget direktiv, før det er trådt i kraft, og ændringerne følger tæt de ønsker, oliegiganten selv fremsatte.
Når store fossile virksomheder får mulighed for at påvirke klimalovgivning til egen fordel, undergraves demokratiet.
Direktivet skulle netop være med til at sikre, at selskaber holdes ansvarlige for klimaskader og menneskerettighedskrænkelser, men direktivet er i stedet blevet et eksempel på, hvordan kapitalinteresser stadig kan opnå massiv indflydelse på politiske beslutninger.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
