Ny UNCTAD-rapport
Mens vi bliver distraheret af droner, går klimaet under radaren
Vi er nødt til at kræve, at politikerne ikke blæser igennem genforhandlingerne om klimaloven med undskyldninger om, at andet er mere akut, skriver Felics Pedersen.
|
Her en måned forud for kommunal- og regionsrådsvalget, mens samtalen går på droner, oprustning (både den åndelige og den øvrige) og med det lurende folketingsvalg i horisonten, er der er ét afgørende politisk spørgsmål, som er næsten helt fraværende i debatten.
Inden 2025 er omme, skal Danmarks klimalov genforhandles. Og det lader til, at regeringen helst så, at ingen registrerede, at det overhovedet skal finde sted.
Ugerne hagler af kalenderen, året lakker mod enden, og det begynder at ligne optakten til en gang hasteforhandlinger, der skal få revisionen af klimaloven klappet af, som var det en ubetydelig teknikalitet.
Men det ville være en katastrofe.
Andet er ikke mere akut
Det var stort, da klimaloven blev vedtaget i 2020. Den var, hvad tiden og vælgerne kaldte på. Men de vidtrækkende ambitioner har siden vist sig svære at efterleve, og gang på gang har regeringen skuffet, når de er gået all in på tvivlsomme teknologiske løsninger og regnearkskrumspring, der på magisk vis skulle kunne bringe landets udledninger ned.
Alle de flotte ord og store løfter har vist sig som tynd luft. Og siden 2020 har vi med stigende vantro set, hvordan hullerne i aftalen åbenbarede sig som enorme kattelemme.
Et eksempel er afbrændingen af biomasse. I Danmark importerer vi hvert år millioner tons træ, som brændes af i energiforsyningen. Men af mystiske årsager tælles det ikke med, når landets drivhusgasudledninger skal gøres op. Tog man det med, ville afbrændingen af biomasse udgøre tæt på en tredjedel af Danmarks samlede udledninger. Det virker alligevel som noget, der kunne være relevant at tage med i beregningerne.
Klimapolitik er sikkerhedspolitik. Klimapolitik er indvandrerpolitik. Klimapolitik er velfærdspolitik.
Et andet eksempel er, hvordan danskernes forbrug skaber udledninger andre steder i verden. De drivhusgasudledninger, der opstår i udlandet som konsekvens af danskernes privatforbrug, regnes heller ikke med i Danmarks klimaregnskaber. Det er dansk forbrug, men åbenbart ikke dansk ansvar. Som et land med et højt forbrug og høj økonomisk kapacitet skulle man tro, at vi også ville være klar til tage ansvaret for vores forbrug og regne det med i vores klimaopgørelser. Men måske ikke.
Der er mange steder, hvor det føles nødvendigt at stramme loven op. Særligt set i lyset af regeringens historik for techoptimisme og hockeystavsønsketænkning som deres strategi på klimaområdet. Man kunne næsten få den skøre idé, at de i regeringen ikke er egentligt interesserede i at føre et præcist klimaregnskab, men mere i at fremstå som om de gør det.
Det efterlader os et grimt sted, når regeringen på den måde planlægger at stryge hen over forhandlingerne, som om de ikke var nødvendige.
Det er som om, at de endnu ikke har forstået situationens alvor. At intet land kan føre krig mod Putin, hvis ikke de har et land. At regeringens xenofobi og såkaldte indvandrerproblemer kun vil eksplodere, hvis ikke vi forhindrer de værste klimaforandringer. Og at velfærden i Danmark kun kan sikres, hvis ikke statsbudgetterne pludselig sluges til klimasikring.
Klimapolitik er sikkerhedspolitik. Klimapolitik er indvandrerpolitik. Klimapolitik er velfærdspolitik.
Selve grundlaget for danskernes tryghed og sikre liv er de økosystemer, de står på. Det er rammebetingelserne for vores samfund. Hvis regeringen taber bolden her, taber alle, uanset hvad du stemmer.
At sjuske sig igennem klimalovforhandlingerne, fordi andre dagsordener virker mere akutte, er som at fifle med kopholderen i en bil, der er på vej ud over skrænten. Det er ufornuftigt og farligt.
Derfor er vi nødt til at kræve, at politikerne ikke blæser igennem forhandlingerne med undskyldninger om, at andet er mere akut. For hullerne i klimaloven er store. Og de skal lappes. Ikke fordi det er nemt at indfri vores klimamål, som de ser ud nu – det er det ikke. Ikke fordi droner ikke også er vigtige – det er de. Men fordi vi er nødt til det.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. oktober 2025 | 06:40
