Droner, Trump og Europa
Hvem der har sendt droner over Danmark, ved jeg altså ikke, men når den ene ekspert efter den anden står frem og siger, at de ikke kan forestille sig andet end, at det må være Rusland, så er der tale om intellektuel fastlåsthed, skriver Jens Jørgen Nielsen.
I et af sine talrige posteringer på de sociale medier gjorde USA’s præsident Donald Trump gældende, at Ukraine kunne vinde over Rusland og få alle områder tilbage, som landet havde mistet siden 2013.
Det udløste nærmest eufori i ikke bare Ukraine, men også flere europæiske lande. Mange troede, at vi nu var på vej tilbage til de gode gamle Biden-dage med nærmest uhindret støtte til Ukraine. I de danske medier jublede mange over, at dette ville ændre hele grundlaget for krigen i Ukraine.
Jeg er ikke ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, så jeg ved ikke præcist, hvem der har sendt de berømte droner over en lang række civile såvel som militære mål i Danmark.
Men bare en hurtig nærlæsning af Trumps opslag ville kunne gøre det klart, at det langt fra var tilfældet. For det var klart, at USA holdt fast i, at det var europæernes opgave at vinde krigen i Ukraine. USA havde så at sige udliciteret denne opgave til europæerne, som amerikanerne så ville tillade at købe våben af dem selv. Hvor generøst!
Trumps udtalelser syntes at have fået den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj til at bestræbe sig på for alvor at få USA ind i krigen. Zelenskyj syntes at være blevet opmuntret af Trumps udtalelser. Trump presser i hvert fald ikke længere Zelenskyj til at acceptere at opgive tidligere ukrainsk land.
Det er blevet tolket derhen, at der er håb for en tilbagevenden til Biden-tilstande – et håb, som deles både af ukrainerne og europæerne. Det er i det lys, at vi måske skal se de senere tilfælde af krænkelser af det europæiske luftrum både med jagerfly og helt aktuelt med droner i Danmark og andre lande.
Men den afgørende pointe her er netop, at det vil USA netop ikke. Trumps retorik svinger mere end aprilvejret i Danmark, men mange andre udtalelser fra fremstående amerikanske repræsentanter for stat og forsvar tillader den konklusion, at USA måske nok (men måske ikke) ville forsvare Tallinn og Warszawa, og næppe Kyjiv.
Men det helt afgørende for USA er, at russerne ikke vil angribe USA. America First! Og uden USA har en ukrainsk militær sejr meget ringe udsigter. For desperate ukrainere og europæere synes en militær konfrontation mellem NATO og Rusland at være det eneste realistiske scenarie for at få USA ind.
Jeg er ikke ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, så jeg ved ikke præcist, hvem der har sendt de berømte droner over en lang række civile såvel som militære mål i Danmark. Men jeg må konkludere, at alt imens vi gerne vil bestille langdistanceraketter til at nå mål i Rusland, som vores statsminister så elegant formulerede det, så kan uidentificerede droner i ro og mag og uforstyrrede flyve hen over meget dyrt indkøbte F-35-jagerfly.
Måske kunne man anbefale vores statsminister at tilpasse retorikken til realiteterne. Jeg anbefaler også hende og andre politikere endnu engang at overveje, hvad en krig med Rusland uden USA’s støtte (for den sags skyld også med) ville indebære. Det kunne virke som om, både danske og europæiske politikere stadig lever i de glade 1990’ere med den euforiske illusion om den liberale verdensorden med USA som den godsindede, globale og retfærdige politibetjent.
Hvem der har sendt droner over Danmark, ved jeg altså ikke, men når den ene ekspert efter den anden står frem og siger, at de ikke kan forestille sig andet end, at det må være Rusland, så er der tale om intellektuel fastlåsthed. Ukraine har da i den grad en interesse i at sprede skræk og rædsel samt at overbevise USA om, at de må gribe ind. Så en militær konfrontation mellem Rusland og NATO er ikke bare Zelenskyjs hede drøm, det er måske også hans eneste desperate chance.
Men dette spil er mildt sagt ganske farligt. Droner, reelle og påstået krænkelse af luftrum samt måske angreb på den såkaldte skyggeflåde med angiveligt russisk olie er udtryk for et dødsensfarligt spil. Trumps dobbeltspil skærper faren endnu mere.
Efter min opfattelse er der tre ting, Danmark kan gøre:
1) Få styr på Forsvaret, det vil sige, opprioriter det frem for angrebsoprustning. Der lader til at være meget at gøre i den sammenhæng.
2) Meget vigtigt: Få gang i diplomatiet. Det hjælper ikke os, at vi ikke snakker med russerne. Det får vi dem ikke ned med nakken af. Vi risikerer derimod at få en ekstremt ødelæggende krig i hovedet – her taler jeg millioner af omkomne og næsten totalt smadret infrastruktur.
3) Endelig helt overordnet, så savner jeg en realistisk strategi. En realistisk en af slagsen synes at mangle. En strategi må tage i betragtning, at europæerne må klare sig selv, at deres ressourcer er begrænsede. De glade ideologiske dage fra 1990’erne er forbi. USA lokkede tidligere europæerne ind i deres globale strategi i liberal indpakning, som USA nu synes at forlade. Europæerne synes heller ikke at være klar over, at asiatiske, mellemøstlige, afrikanske og sydamerikanske lande gør sig stadig mere gældende. De adlyder ikke Vesten, som de måske gjorde. Og dem har russerne et godt forhold til både politisk og handelsmæssigt. Det forekommer faktisk, at det er Europa, der er isoleret frem for Rusland. Det er den bundne opgave, at løse den må starte med en seriøs analyse hinsides ideologisk ønsketænkning.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
63% af 750.000 DKK
472.296 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
