Input til valgkampen
“Hjælp din borgmester til en grønnere fremtid”, lød overskriften til en konference som Netværket Grøn Fremtid arrangerede på Christiansborg den 14. september.
Konferencen forholdt sig til det kommende kommunal- og regionsvalg og nødvendigheden af, at de nye byråd og regionsråd tager handling i forhold til den dybt alvorlige klima- og biodiversitetskrise.
“Næste byrådperiode 2025-2029 er den periode, hvori hele omstillingen til bæredygtighed skal gennemføres. For det er den sidste byrådsperiode inden 2030, hvor vi ifølge videnskaben overskrider afgørende planetære grænser og tipping points (hurtige uoprettelige klimaforandringer – red.), hvis vi fortsætter som nu. Af samme grund er kommunalvalget den 18. november 2025 “det vigtigste kommunalvalg nogensinde”. Det skal lykkes at vælge grønne politikere til grønne byråd, som både vil og tør påbegynde omstillingen til en grøn fremtid sammen med videnskab, borgere og erhvervsliv”, hed det i indkaldelsen til konferencen.
De første oplæg gjorde det hurtigt klart, at det ikke er småjusteringer og en lidt grønnere politik, der er behov for. Det er tværtimod nødvendigt med en radikal omlægning af den måde, vi lever, producerer og forbruger på.
De rige landes overforbrug
Katherine Richardson, der er professor i biologisk oceanografi på Københavns Universitet, startede sit oplæg med at slå fast, at Jorden har begrænsede ressourcer, og at befolkningerne i særligt den rige del af verden overforbruger de begrænsede ressourcer.
– Der ville være behov for over fire jordkloder, hvis alle mennesker på Jorden skal bruge lige så mange ressourcer som Danmark, konstaterede den anerkendte professor.
Forskere har identificeret ni kritiske processer i Jordens økosystem, som vi som mennesker ikke må påvirke for meget for at undgå at forstyrre det stabile miljø, som har muliggjort moderne civilisationer. Det kaldes de planetære grænser.
Forskere har fundet frem til ni processer, der er afgørende for jordsystemet. Det kaldes de planetære grænser:
Tre af processerne er baseret på, hvad mennesker tager fra systemet:
- Biodiversitet: Dækker over ændringer og nedgange i økosystemer og arter på Jorden. Tab af biodiversitet påvirker flere af de andre planetære grænser, da det gør økosystemer på land og i hav mere sårbare over for ændringer i klima og havforsuring.
- Forbrug af ferskvand: Menneskelig aktivitet har stor påvirkning på globale ferskvandssystemer, hvilket ændrer på biodiversiteten, mad, sundhedssikkerhed og økologiske systemer. Det forventes, at i 2050 vil cirka en halv milliard mennesker være i vandmangel.
- Arealanvendelse: Jord omdannes til menneskelig brug over hele planeten. Denne ændring af arealanvendelsen er en drivkraft bag de alvorlige reduktioner i biodiversiteten, og den har indvirkning på vandstrømme og på det biogeokemiske kredsløb af kulstof, nitrogen og fosfor og andre vigtige elementer.
De resterende seks planetære grænser kommer fra det affald, vi deponerer i miljøet:
-
- Klimaforandring: Menneskelig aktivitet udleder for meget CO2 i atmosfæren, der blandt andet skaber temperaturstigninger og højere havniveauer. Udryddelse af regnskove forstærker disse problemer og øger klimaforandringerne.
- Kemisk forurening: Nogle af de største menneskeskabte ændringer af det planetære miljø er emissioner af giftige og langtidslevende stoffer som syntetisk organisk forurenede stoffer, tungmetalforbindelser og radioaktive materialer. Disse forbindelser kan påvirke levende organismer og det fysiske miljø permanent.
- Forsuring af havet: Omtrent en fjerdedel af den CO2, som mennesker udleder, bliver optaget i havet. Det danner kulsyre, der påvirker havets økosystemer drastisk.
- Nedbrydning af ozonlaget: Ozonlaget i atmosfæren filtrerer UV-stråling fra solen fra. Når laget nedbrydes grundet øgede koncentrationer af ozonnedbrydende stoffer og polarstratosfæriske skyer, skader det systemerne i havet og på landjorden.
- Fosfor og nitrogen cyklus: Cirkulationen af nitrogen og fosfor er blevet ændret radikalt af mennesker grundet mange landbrugs- og industrielle processer. Dette skader økosystemer, da begge elementer er essentielle for blandt andet plantevækst.
- Aerosoler i atmosfæren: Aerosoler påvirker skydannelsen og hvor meget stråling fra solen, der reflekteres og absorberes i atmosfæren. Mennesker øger aerosolbelastningen ved at udlede forurenende stoffer. Aerosoler har negative påvirkninger på levende organismer.
Kilde: Rådet for Bæredygtigt Byggeri
Katherine Richardson slog fast, at seks af de ni planetære grænser i dag er overskredet. Heraf er de vigtigste omkring klimaforandringer og tab af biodiversitet. De andre grænser, der er overskredet, handler om forbrug af ferskvand, fosfor og nitrogen cyklus, kemisk forurening og arealanvendelse.
– Naturen efterlader ikke affald. Naturen på Jorden har overlevet 3,5 milliarder år ved at lave et hundrede procent cirkulært system, sagde Katherine Richardson.
Hun understregede, at alle de affaldsprodukter, mennesker producerer, forbliver på Jorden og ændrer levevilkårene.
– Vi aner ikke konsekvenserne af så store temperaturstigninger, som politikerne åbner for. Vi er en del af et komplekst økosystem. Hvis vi ikke respekterer det økosystem, så har vores art ikke en fremtid.
Der er brug for store ændringer af samfundsstruktur
Næste oplægsholder, Jan Vejnaa Hansen, der er civilingeniør i energi og en ihærdig klimadebattør, understregede den dybt alvorlige situation, vi står i, når det gælder klimaforandringer.
– Vi står over for en risiko for mangel på rent drikkevand, mad og medicin. Mange af de nødvendige beslutninger, der skulle være taget, er ikke blevet det. Vores valgte ledere gennnem de sidste 50 år eller mere har ikke været i stand til at løfte deres ansvar, konstaterede han til en indledning.
Jan Vejnaa Hansen understregede, at grænsen for klimaforandringer, der forårsager en temperaturstigning på 1,0 grad, går ved en CO2-koncentration i atmosfæren på 350 ppm (antal per million luftmolekyler).
– Det vanvittige er, at den grænse overskred vi i 1988. Det er mange år siden. De sidste 37 år har vi bevæget os længere og længere ud i det usikre område med risiko for at udløse tipping points som kollaps af den grønlandske iskappe, sagde han og tilføjede.
– Grænsen for klimaforandringer ligger ved en CO2-udledning på 0,3 tons CO2 per person om året. Hver dansker udleder cirka 13 ton CO2 per år. Der er temmelig langt mellem, hvad vi bør gøre, og hvad vi gør.
Der er sket et skred i forhold til, hvor store temperaturstigninger politikerne vil acceptere, konstaterede Jan Vejnaa Hansen. Mens udgangspunktet var en global temperaturstigning på 1,0 grad, åbnede Parisaftalen i 2015 for en endnu højere grænse på under to grader og helst under 1,5 grader.
– Det er underligt, at det kan blive udråbt som en historisk sejr, når vi ved, at en temperaturstigning på bare én grad betyder globale miljøændringer, der kan være katastrofale for vores samfund. FN’s Klimapanel har på baggrund af videnskabelig forskning konkluderet, at en global middeltemperaturstigning over 1,5 grader vil føre til uoprettelige tab af de mest skrøbelige økosystemer og krise på krise for de mest sårbare mennesker og samfund. 1,5 graders temperaturstigning er faktisk overskredet i hele 2024. Hvornår bliver det permanent? spurgte civilingeniøren.
– Vi får at vide, at vi skal halvere CO2-udledningerne inden 2030 og gå i nul senest 2050 set i forhold til 1990, og at de rige lande skal yde mest. Men der er noget, som ikke bliver fortalt. Det er, at der er indbygget en risiko på 50 procent for, at selv om vi når de mål, er der risiko for, at vi alligevel overskrider grænsen på en temperaturstigning på 1,5 grader, tilføjede han.
Jan Vejnaa Hansen pointerede, at den risiko vokser, i takt med hvert år der går, uden at vi rykker nærmere målet.
– Vi bliver solgt en falsk præmis, når vi hører om ambitiøse planer, og at vi er på vej i den rigtige retning. Hvorfor taler politikere og andre ikke om den enormt store risiko, vi bliver udsat for. Vi står i en nødsituation med et truende samfundskollaps, hvor der er behov for øjeblikkelige og meget store ændringer i vores samfundsstruktur. Principielt skal vi stoppe vores CO2-udledninger nu. Vi har ikke behov for en grønnere borgmester eller grønnere byråd. Vi har brug for helt andre typer politikere og byråd, der har forstået nødvendigheden af, at der skal ske noget hurtigt og markant, erklærede han.
– Politikerne skal være parat til at åbne de store værktøjskasser, hvor rationering og forbud er en naturlig ting. Vi skal kræve byråd, der laver tiltag som at nedlægge 90 procent af parkeringspladserne, beslutte at en bil højst må køre en gang om ugen, indføre en kommunal kørselsafgift på 20 kroner per kilometer for biler og motorcykler. Der skal være forbud mod nybyggeri, ingen anlægsprojekter, ingen vedligeholdelse af veje og forbud mod krydstogtskibe i havnen. Det er den slags ting, der skal til, slog Jan Vejnaa Hansen fast.
Eksempler fra andre lande
En af de andre oplægsholdere på konferencen, Mads Falkenfleth, der er økonom og direktør for Tænketanken WELA, satte fokus på, hvordan samfund kan indrette deres økonomier anderledes, så de ikke overforbruger klodens ressourcer og ødelægger klima og biodiversitet.
Han fortalte blandt andet om regeringssammenslutningen WEGO (Wellbeing Economy Goverments), hvor seks lande arbejder med at indføre en såkaldt trivselsøkonomi, der sikrer menneskers trivsel inden for planetens grænser. De seks lande er Wales, Skotland, New Zealand, Finland og Canada.
– De eksperimenterer med, hvordan vi sætter nye mål for vores fremtid. Mest interessant er Wales. Da de skulle implementere FN’s verdensmål, tog de diskussionen ud i kommunerne, ud i forsamlingshusene og startede en national dialog om, hvad vores ansvar er i forhold til verdensmålene. De kom frem til, at der var brug for en ny lovgivning med fokus på fremtidige generationer. De fik en sådan lov i 2015, og en “kommissær for fremtidige generationer” er ansvarlig for, at den bliver håndhævet, forklarede Mads Falkenfleth.
– Den indfaldsvinkel tvinger os til at få det lange lys på og se længere ud i fremtiden. For eksempel hvis vi skal væk fra vores personlige transport, fordi den sviner så meget, så skal vi ikke bygge nye motorveje, der gør det lettere at komme frem i bil, så skal vi bygge et andet transportsystem, der også fungerer for de fremtidige generationer. Derfor har man aflyst 90 procent af alle planlagte motorvejsudvidelser i hele Wales. I stedet for ser man på de transportbehov, der er, og arbejder med, hvordan de kan tilfredsstilles mere hensigtsmæssigt, tilføjede han.
Der er blandt andet fokus på flere cykelstier, bedre kollektiv transport samt mindre afstand mellem hjem, job, indkøb.
Bhutan er det land i verden, der er længst i forhold til at arbejde med trivselsøkonomi. Her er der indført et såkaldt lykkeindeks, hvor fokus ikke er på økonomisk vækst, men på befolkningens trivsel. Bhutan udleder i øvrigt mindre CO2, end det optager.
– Den her fokus på global ansvarlighed kan vi lære noget af i Danmark, pointerede Mads Falkenfleth.
Tænketanken WELA arbejder for at erstatte BNP-vækst som Danmarks primære samfundsmål med et mål om, at mennesker skal kunne leve gode liv inden for planetens grænser.
Drop ensidig fokus på økonomisk vækst
En af de andre oplægsholdere, Bjørn Olsen, der er spidskandidat for Alternativet til Aarhus Byråd, satte også fokus på behovet for, at vi sætter andre mål for vores samfund end det ensidige fokus på økonomisk vækst.
– Lige nu er vi i fuld gang med at undergrave velfærdssamfundet med den politik, der bliver ført. Hvis vi ønsker, at vores børn skal kunne leve gode liv af høj kvalitet, er vi nødt til at forstå, at der er brug for helt andre mål for vores samfund end det forrige århundredes ensidige mål om økonomisk vækst. Vi er nødt til at forstå, at det kun kan gå for langsomt med at beskytte naturen og regenerere hele vores naturgrundlag, understregede Bjørn Olsen.
Han pegede blandt andet på det absurde i, at regeringen i sit forslag til finanslov forudsætter, at danskerne fordobler deres privatforbrug frem mod 2070, og efterlyste et opgør med den væksttankegang, der præger vores tankegang og politiske beslutninger på både Christiansborg og i kommunerne.
Bjørn Olsen understregede, at kommunerne kan gøre meget i forhold til at sikre en bæredygtig udvikling. Han pegede blandt andet på nødvendigheden at at reducere nybyggeri markant, sikre en bedre udnyttelse af de eksisterende boliger og fjerne kommunernes afhængighed af grundsalg.
Efter en paneldebat mellem tre lokalpolitikere sluttede konferencen med gruppearbejde, hvor deltagerne kom med deres bud på at skabe forandring.
I forhold til byggeriet kom der blandt andet forslag om at minimere bygge- og anlægsprojekter, kun tillade nedrivning af bygninger som allersidste udvej, sikre mindre boliger samt opdeling af boliger og droppe Lynetteholm-lignende projekter.
På trafikområdet var der blandt andet forslag om gratis eller billig offentlig transport, flere cykelstier, nedsættelse af hastighed til 30 kilometer i timen i byerne, mere letbane og metro samt roadpricing.
Blandt mange andre forslag var: Forbyde byggeri på natur, ekspropriere jord til at skabe naturområder, stop for udenlandske kapitalfondes mulighed for at købe jord i Danmark, gå væk fra væksttankegangen, reducere reklamer, bruge lokale håndværkere og tænke mere i genbrug.
Deltagerne blev til slut opfordret til at blande sig aktivt i valgkampen omkring de mange fakta og forslag, der kom frem på konferencen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
