På overfladen, når makroøkonomiens nøgletal fremlægges fra ministerier og statistikkontorer, går alt så godt, så godt herhjemme. Bruttonationalproduktet stiger. Det ville det godt nok ikke gøre, hvis ikke det var for medicinalindustrien, læs: især Novo Nordisk. Men alligevel: Makrotallene lyver ikke, og de offentlige finanser har det glimrende.
Langt fra de makroøkonomiske talkolonner bevæger levende mennesker sig imidlertid rundt i virkeligheden, og her, i mikroøkonomiens univers, er oplevelsen en ganske anden.
Problemet er, hvad man tidligere kaldte dyrtid. Priser der stiger og stiger i et tempo, som lønninger, pensioner og andre overførselsindkomster på ingen måde kan følge med i. Og det er ikke priser på luksusvarer eller produkter, der kan undværes, der stiger og stiger. Det er først og fremmest fødevarepriserne. Så det rammer dem, der i forvejen er hårdt spændt for, mest.
Det handler i bund og grund om at få mad på bordet.
For generationer af danske arbejdere er der ingen tvivl om, hvad dyrtid betyder, og efter at ordet de seneste par årtier næsten er gået i glemmebogen, oplever nutidens generationer således på egen krop, hvad det indebærer.
Kendsgerningerne står i kø:
Siden 2021 er fødevarepriserne steget godt 33 procent. Faktisk et astronomisk tal – ikke mindst set i lyset af at ingen almindelige arbejdere har oplevet lønstigninger, der bare nærmer sig disse stigninger.
Den femtedel af befolkningen, der har den laveste disponible indkomst, bruger i dag lidt mere end 17 procent på fødevarer. For fem år siden var det 15 procent. Hvis der sammenlignes med dem med de højeste indkomster, har de stigende priser gjort cirka dobbelt så stort indhug i budgettet hos de laveste indkomster. Den sociale skævhed er til at få øje på.
59 procent af befolkningen er i “høj eller meget høj grad” bekymret for fødevarepriserne, og hele 80 procent kalder på handling fra politikerne, viser en glimrende og anbefalelsesværdig analyse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.
Med udsigt til et kommunalvalg om mindre end tre måneder og et folketingsvalg næste år har de tre regeringspartier både i fællesskab og hver for sig kastet sig ud i en veltimet og temmelig gennemskuelig gaveregns-kampagne. Det er trængt ind på Christiansborg, at noget er helt galt, og nu skal meningsmålinger og valgtal pudses af.
Fra de seneste par uger kan nævnes, at elafgiften planlægges sænket for husholdninger til EU’s minimumssats på 0,8 øre per kilowatttime. Det vil uden tvivl kunne mærkes for nogle.
Til gengæld nærmer det sig det latterlige at komme de stigende fødevarepriser i møde med et forslag om at afskaffe punktafgiften på sukker, chokolade og kaffe. Det giver jo ikke mulighed for mere frugt og grønt eller kød, æg og hakkede tomater i indkøbskurven.
Angiveligt skulle det være administrativt helt umuligt at fjerne momsen på fødevarer eller – alternativt – at fjerne den for differentierede fødevaregrupper, sådan som blandt andre fagforbundet 3F har peget på. Det er alle dog ikke enige i. Kendsgerningen er, at Danmark er det eneste land i EU, der ikke har en eller anden form for differentieret moms. Skulle det ikke være muligt herhjemme? Nogle har eksempelvis peget på, at hvis man sætter momsen ned på uforarbejdet frugt og grønt (og ikke på de færdige produkter), slipper man for afgrænsningsproblemer, og de administrative forandringer er minimale.
Til gaveregnen hører også det socialdemokratiske desperadoforslag om gratis daginstitutioner i Københavns Kommune. Besnærende lyder det jo, men går man det efter i sømmene, viser det sig at være både asocialt og – hvis ikke den famøse budgetlov angribes – et oplæg til omfattende fyringsrunder i de københavnske forvaltninger.
Et kvalificeret gæt: Mon ikke vi vil opleve flere tilsvarende udspil og forslag og løfter i den kommende tid?
Engang – frem til 1987 – var det sådan, at løn og offentlige ydelser automatisk blev reguleret efter prisudviklingen. Hver stigning på tre point i pristallet udløste en “dyrtidsportion” som kompensation for tabt købekraft. Det ville bestemt give god mening at genrejse krav om et effektivt værn mod dyrtid, så lønningerne ikke halter bagefter, når priserne stiger vildt – og med gennemslag for pensioner og andre ydelser.
Ligeledes er der brug for en effektiv priskontrol, der har forbrugerne og ikke markedsvilkår og fri konkurrence i centrum. Det er ikke nok bare at overvåge priserne.
Det handler i bund og grund om at få mad på bordet. Der er brug for reel handling – ikke lappeløsninger.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
