Stilhed er ikke altid gylden
Det er et år siden, at FN's Handicapkomité rettede en sønderlemmende kritik af Danmark. Men regering og Folketing har intet gjort for at rette op på kritikpunkterne, skriver Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer.Den 23. august var det et år siden, Danmark sammen med Grønland og Færøerne var til den såkaldte konstruktive dialog med FN’s Handicapkomité om rigets overholdelse af handicapkonventionen.
Den efterfølgende kritik fra komiteen til Danmark var til at føle på. Komiteen konkluderede, at udviklingen i overholdelsen af konventionen står stille eller er i direkte tilbagegang. Det på trods af at Folketinget ved ratifikationen også har forpligtet sig til, at der skal ske en positiv udvikling i overholdelsen af konventionen.
Folketinget har siden kritikken gennemført flere lovændringer, der sætter mennesker med handicaps rettigheder yderligere under pres.
Den konstruktive dialog mellem komiteen og statsparten er kulminationen på et langt forarbejde. Statsparten har afgivet en rapport om statens opfattelse af, hvordan man overholder konventionen.
Civilsamfundet har afgivet en tilsvarende rapport, hvori man giver sin udlægning af forholdene. Og Institut for Menneskerettigheder (IMR) har også afgivet en rapport som det organ, der uafhængigt overvåger konventionen gennemførelse i Danmark og Grønland.
Ikke overraskende var der en ret forskellig opfattelse af overholdelsen af konventionen mellem statsparten, civilsamfundet og IMR.
Sønderlemmende kritik
Komiteens 18 medlemmer har herefter mulighed for at udspørge statsparten i den såkaldte konstruktive dialog. I kongeriget Danmarks dialog deltog godt 30 embedsmænd i mødet, herunder embedsmænd fra både Danmark, Grønland og Færøerne.
Embedsværket havde forberedt sig godt. Der var forberedte svar på alle tænkelige spørgsmål, som blev læst op og gerne gentaget, hvis spørgsmålet skulle give anledning til det. Og selvfølgelig var svarene præget af, at staten selv mener, at man overholder konventionen, og at alt er i den skønneste orden.
Den efterfølgende kritik fra komiteen var imidlertid som sagt sønderlemmende. Ikke nok med at det står stille med fremfærden i at gennemføre konventionen og sikre mennesker med handicap de rettigheder, der fremgår af konventionen. Det går også reelt tilbage. Det er stærke ord, og det burde få regeringen og Folketinget til at se på, hvad man gør forkert.
Forringelser i stedet for forbedringer
Det modsatte er imidlertid sket i Danmark.
Folketinget har siden kritikken gennemført flere lovændringer, der sætter mennesker med handicaps rettigheder yderligere under pres. Mest fremtrædende er lempelsen af magtanvendelsesreglerne på botilbud for de mest sårbare borgere og samtidig svækkelsen af det tilsyn, der skal holde øje med magtanvendelsen.
Folketinget og regeringen har tilsyneladende heller ikke tænkt sig at gøre noget ved kritikken fra komiteen. Siden kritikken kom frem, er der ikke sket noget som helst, der kunne vise, at regering og Folketing overhovedet tager sine forpligtelser ved ratifikationen af konventionen alvorligt.
Hvis regeringen havde været lige så velforberedt på at tage sig af komiteens kritik, som dens embedsmænd var op til og under mødet i Genève 23. august 2024, ville vi allerede være nået ret langt.
Vi kan starte med at lave et forpligtende samarbejde mellem ministerierne og civilsamfundet, herunder selvfølgelig især handicaporganisationerne, så vi kan få gennemført den meget klare dosmerseddel, vi fik fra komiteen.
Næste skridt skal så være en fuldt finansieret, tværsektoriel handicappolitisk handlingsplan, hvor vi kan tage livtag med alle de mangler, der er i den danske overholdelse af konventionen.
Dermed kunne vi sikre bedre forhold for mennesker med handicap i Danmark. Det trænger vi til både samfundsmæssigt, men også for os, der har et handicap.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.