Endnu en faggruppe på banen
Nyttejob og kontanthjælps-reformen: Fagforeningernes svære rolle i en problematisk situation
Nytteordningen betyder, at nogle kontanthjælpsmodtagere skal tage imod arbejde i kommunalt regi for at modtage deres ydelse. Det rejser en række kritiske spørgsmål, både socialt, arbejdsmarkedspolitisk og fagligt.
|
Kontanthjælpsreformen har sat nye rammer for beskæftigelsesindsatsen i Danmark, og ét af de mange problematiske elementer er nyttejobordningen.
Ordningen betyder, at nogle kontanthjælpsmodtagere skal tage imod arbejde i kommunalt regi for at modtage deres ydelse. Det rejser en række kritiske spørgsmål, både socialt, arbejdsmarkedspolitisk og fagligt.
Fagforeningerne befinder sig i et vanskeligt spændingsfelt. Mange steder indgår de nu aftaler med kommunerne om rammerne for nyttejobs – dels for at få indflydelse, dels for at sikre, at ordningen ikke udhuler almindelige ansættelser. Det er en nødvendig pragmatisk tilgang, men må under ingen omstændigheder skygge for en vedvarende kritik af reformen.
Et parallelspor til det ordinære arbejdsmarked
Nyttejob er ikke ordinære jobs. Kontanthjælpen er ikke løn, og der følger ikke overenskomstmæssige vilkår med. Samtidig udføres arbejdet ofte i funktioner, som under andre omstændigheder ville være dækket af almindelige stillinger i for eksempel teknisk service, grøn drift eller rengøring.
Det er og bliver et angreb på det organiserede arbejdsmarked og dermed et angreb på fagbevægelsens medlemmer.
Dermed opstår der risiko for, at nyttejob i praksis fortrænger ordinær beskæftigelse. Det er en bekymring, som fagforeningerne har og skal have fokus på, og som bør imødegås ved at sikre aftaler om, at nyttejobs ikke må udføres i funktioner, hvor der er ansatte eller kunne være det.
Men det er ikke altid let at håndhæve i praksis. Og selv med lokale aftaler kan det være en glidebane, hvor nyttejob gradvist bliver en måde for kommunerne at løse opgaver uden at oprette nye stillinger – og dermed uden at betale løn eller sikre rettigheder.
Fagforeningernes forsøg på at beskytte arbejdsmarkedet
Når fagforeninger vælger at indgå aftaler med kommunerne, er det for at tage ansvar og sikre indflydelse. De forsøger at skabe klare grænser mellem nyttejob og ordinære stillinger, og at sikre, at faglige rettigheder ikke udhules. Det er forståeligt og nødvendigt.
Men det er også en balancegang. For med aftalerne kan fagforeningerne komme til at fremstå som medspillere i en ordning, der grundlæggende bygger på tvang frem for reel beskæftigelsespolitik. Det risikerer at sætte spørgsmålstegn ved fagbevægelsens rolle: Er den først og fremmest en beskytter af sine medlemmer – eller en forvalter af politiske reformer?
Et reformbehov, der stadig er uløst
Kontanthjælpsreformen er solgt som et opgør med det tunge jobcentersystem og for at få en såkaldt friere beskæftigelsesindsats. At man har forspildt en massiv chance for at skabe et bedre beskæftigelsessystem, er et helt kapitel for sig selv. Men kort sagt lægger reformens virkemidler et stort pres på mennesker i udsatte situationer, uden at der tilbydes reel opkvalificering eller langsigtede løsninger.
Der er ingen evidens for, at nyttejobs gør nogen som helst positiv forskel for beskæftigelsen. Det ved både forskere og kommunale forvaltninger.
Der mangler fortsat en seriøs indsats, der kombinerer socialt ansvar med effektiv arbejdsmarkedspolitik: opkvalificering, uddannelse, virksomhedspraktik med perspektiv og reelle muligheder for varig ansættelse. I den sammenhæng fremstår nyttejob som en kortsigtet løsning, der i værste fald forlænger ledighed og marginalisering.
Hvad er handlemulighederne?
Det er vigtigt, at fagbevægelsen forholder sig til reformen på flere niveauer. Blandt andet at indgå lokale aftaler med kommunerne.
På den måde kan man søge at gøre sin indflydelse gældende, så udmøntningen af en dårlig reform trods alt bliver en smule bedre.
Men der er 98 kommuner i Danmark, og forudsætningen for at lave lokale aftaler er, at fagbevægelsen har fokus, vilje og styrke til at gøre det. Samtidig kræver det også lydhørhed og vilje fra politisk side af, hvilket på ingen måde er en selvfølge.
Denne pragmatiske tilgang skal selvfølgelig sammenholdes med en overordnet kritik af hele reformen og måden at tænke beskæftigelses- og arbejdsmarkedsindsats på. Det er og bliver et angreb på det organiserede arbejdsmarked og dermed et angreb på fagbevægelsens medlemmer. Der skal man selvfølgelig bide fra sig.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. juli 2025 | 10:49
