Bidrager til folkemord
Det er i år 100 år siden, at Danmark åbnede sin første børnepsykiatriske klinik på Rigshospitalet, skønt feltet ikke var lægefagligt anerkendt. Ganske få forskere har beskæftiget sig med psykiatriens historie, og i børnepsykiatrien er der slet ingen.
Nu er Jennie Sejr Junghans startet et større forskningsprojekt på Syddansk Universitet (SDU), som skal kortlægge den danske børnepsykiatrihistorie siden 1930’erne. Hun er netop aktuel med bogen “Da børnesindet blev sygt” i et forsøg på at lappe en lille del af et snart 100-årigt stort hul i historien.
Til trods for at børn og unges mistrivsel mere end nogensinde er i søgelyset, ved vi fortsat ikke, hvorfor flere får en diagnose. Der debatteres fortsat om det skyldes reel mistrivsel, øget sensibilitet, en driftig medicinalindustri, dårlig opdragelse eller samfundsmæssige strukturer.
Psykopater og degenererede sjæle
Da de første børneklinikker blev etableret i 30’erne, var det på lægen August Wimmers initiativ. Han havde udgivet den første børnepsykiatriske lærebog med titlen ”Degenererede børn”.
En epidemi af psykisk sygdom og mistrivsel hos børn og unge er måske ikke så overraskende, hvis både fagfolk og forældre tør tage læsebrillerne af et øjeblik og zoome ud på det større billede.
Jennie Sejr Junghans, postdoc, Syddansk Universitet
Han mente ikke, at disse børn var direkte sindssyge, men at de led af en ”sjælelig degeneration”, der kom til udtryk i al mulig afvigende og problematisk adfærd. Denne degeneration var ifølge Wimmer medfødt og i princippet uhelbredelig. Den var en del af det racehygiejniske tankegods, som vandt udbredelse i Danmark i første halvdel af 1900-tallet.
Ret hurtigt blev denne betegnelse dog afløst af diagnosen, psykopati, som blev den udbredte betegnelse for børn og unge, som havde en eller anden form for afvigende adfærd i skolen eller hjemmet. En undersøgelse af 170 børn, som op til 1965 havde fået denne ”diagnose”, i 30’erne og 40’erne, påviste at mange af børnene som voksne fik et helt almindeligt liv.
Børnepsykiatrien som velfærdsinstitution
På grund af nazismens grusomheder, også på det medicinske plan, godt hjulpet af lægevidenskaben og raceteorierne, måtte det psykiatriske blik vende sig fra, at biologien ikke længere var den altafgørende fakta til også at sætte fokus på miljøet.
Velfærdsinstitutionerne, som blev opbygget efter Anden Verdenskrig, havde netop til opgave at sikre befolkningens trivsel, børnehaver, fritidshjem, ældrepleje og så videre – og havde miljøets betydning for den menneskelige trivsel i centrum. Her stemplede psykiatrien ind. Miljøvanskeligheder blev en ny diagnose, som mange børn begyndte at få efter Anden Verdenskrig.
Psykofarmakaenes indtog og overtag
Udviklingen af psykofarmaka tog fart i 1960’erne og 70’erne og har været hovedårsag til, at den biomedicinske forståelse af sindssygdom, som en sygdom i hjernen forårsaget af en kemisk ubalance, har vundet frem og blevet den dominerende forståelse. Og det er i praksis denne forståelse, som den psykiatriske behandling gives ud fra.
Medicinering med psykofarmaka er ofte den eneste behandling.
Der er selvfølgelig også tungtvejende økonomiske årsager til, at den biokemiske model har vundet udbredelse. Der er store interesser i medicinalindustrien som presser på, og medicinering er ganske uden tvivl en billigere og hurtigere løsning end samtaleterapi eller mere radikalt, en miljøændring.
Et modigt standpunkt
Da ”Børnesindet blev sygt” dokumenterer, hvorledes diagnoser kommer og diagnoser går, at børnepsykiatriens historie er som et pendul, der svinger mellem arv og miljø, når der forklares mistrivsel og diagnosticeres.
30’ernes arv afløses af efterkrigstidens fokus på miljøet, og den totale medicinering taler igen for den biologiske forklaring, den syge hjerne. Det er individets problem og ikke samfundsstrukturen. En udvikling som i øvrigt går igen i Trivselskommissionens rapport, som slår fast, at der ikke er en trivselskrise, og at løsningen på de problemer, som børn og unge døjer med, ikke skal findes i strukturelle forandringer i samfundet.
Bogen skal have stor ros for diskutere disse spørgsmål, og for at stille det helt indlysende spørgsmål: ”Er vores børn og unge virkelig markant sygere end tidligere generationer”? Eller spurgt på en anden måde: “Hvem er det der er syge her?”
Jennie Sejr Junghans nærmer sig selv forsigtigt et svar, når hun præciserer, at psykiatriske diagnoser ikke er en entydig og uforanderlig størrelse, som kan findes via en MR-scanning eller en blodprøve. De psykiatriske diagnoser er derimod bundet af tid og sted – af bestemte kulturelle, sociale og materielle forhold.
Som hun siger: ”De kan bedst forstås som en farverig (men potentielt eksplosiv) cocktail bestående af tre hovedingredienser: de netop nu fremherskende idealer for barndom og familieliv, de netop nu sociale og materielle ressourcer, som børn og familie har til rådighed, og de netop tilgængelige værktøjer og ressourcer som velfærdssamfundet tilbyder.”
Så som hun påpeger, er det næppe en tilfældighed, at antallet af både børn, unge og voksne, som diagnosticeres med ADHD og andre opmærksomhedsforstyrrelser, eksploderer i en tid, hvor kampen om vores opmærksomhed aldrig har været mere intens på alle sociale platforme og medier. Og det er formentlig heller ikke en tilfældighed, at antallet af autismespektrumdiagnoser stiger voldsomt i en tid, hvor den sociale interaktion i stigende og højere grad findes sted gennem digitale medier, og ikke levende mennesker imellem.
Det er måske ikke mærkeligt, at mistrivslen stiger med ensomhed og angst, samtidig med, at nyhedsbilledet fyldes op med krig, klimakriser og sociale nedskæringer, som forringer den sociale sammenhængskraft.
”En epidemi af psykisk sygdom og mistrivsel hos børn og unge er måske ikke så overraskende, hvis både fagfolk og forældre tør tage læsebrillerne af et øjeblik og zoome ud på det større billede”, skriver hun.
Tak til Jennie Sejr Junghans for din modige lektion i børnepsykiatriens historie. Vi glæder os til dit fortsatte arbejde med at afdække børnepsykiatrien.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
