Se billederne
Tilbage i bronzealderen, for 3-4000 år siden, blev de ringeste og mest stenede jorder herhjemme udlagt til græsning. De lå langt væk fra de små landsbyers fællesskaber – helt ude i ydermarken, helt ude mod den udyrkede skov. Her dyrkedes intet, men kreaturer gik på græs – og deres selektive tilgang til æderiet fik med tiden overdrevet til at bestå af stikkende, giftige og ildesmagende arter.
Det er baggrunden for det gamle danske udtryk: at være helt eller langt ude på overdrevet.
I dag er der ikke mange overdrev tilbage i naturen. Men de er til gengæld rykket ind i det politiske liv.
Det kan således konstateres, at den udøvende magt herhjemme – regeringen – har rykket sin residens derud. Ud på overdrevet. Langt derud. Langt fra fællesskaberne. Derude hvor intet menneskegavnligt dyrkes, og kun stikkende, giftige og ildesmagende arter finder grobund.
Nogle få eksempler fra de seneste ugers politiske liv – og på forhånd undskyld hvis det bliver lidt langt:
Onsdag eftermiddag i denne uge, 4. juni. På Folketingets tilhørerpladser sidder nogle få repræsentanter for 520 læger herhjemme, der har henvendt sig til regeringen og forklaret, at der i Danmark er et beredskab klar til at modtage medicinsk evakuerede fra Gaza, voksne såvel som børn. I folketingssalen spørger Enhedslisten ind til sagen. Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (ordret citeret):
“Regeringen har på nuværende tidspunkt ikke planer om at modtage medicinsk evakuerede patienter fra Gaza til Danmark.”
Og videre:
Udenrigsministeriet undersøger “løbende mulighederne i forhold til bidrag, herunder muligheder for bidrag i forhold til sundhedsindsatser i Gaza” (min fremhævning, LR-M).
Hvorfor? Sophie Løhde henviser til udlændinge- og sikkerhedspolitiske overvejelser.
Oversat til dansk: Regeringen vil ikke bringe sin hidtidige betingelsesløse støtte til Israel og accept af det igangværende folkemord i fare. Og desuden skal der på ingen måde flere palæstinensere ind i landet – de har forkert farve, forkert religion og hører ikke til i “den vestlige kulturkreds”.
Den syge tanke om, at man kan true sig til fred, hvirvler lystigt rundt derude på overdrevet.
I en situation hvor verdenssundhedsorganisationen WHO opfordrer til medicinske evakueringer, og 12.500 står på venteliste til det, herunder 4.500 børn, er det så ikke langt ude på overdrevet at mene, at det sønderskudte og hungersramte Gaza er et nærområde?
Torsdag for et par uger siden, altså 22. maj. På personligt initiativ fra Danmarks Mette Frederiksen og Italiens Giorgia Meloni udsender ni europæiske statsledere et brev, der er et frontalangreb på menneskerettighedskonventionen fra 1950.
Meloni & Frederiksen poserer i medierne som bedsteveninder med det fælles formål at skabe lovløshed for nogle, et menneskeretligt A- og B-hold for at blive af med dem, der ikke er de rigtige mennesker, og holde dem ude fra det, de mener er et europæisk paradis. Ingen udefrakommende skal ødelægge dette paradis, forstås.
Det er bevidst politik, på ingen måde en svipser. Og det er en politik, som ikke tåler anfægtelse. Politiken kunne den 28. maj berette om et besøg fra det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel hos Mette Frederiksen. Det er artig læsning!
Her slår hun fast, at “massemigration til Tyskland og Danmark har ødelagt dele af vores dagligdagsliv.” De tyske journalister spørger:
“Hvor meget er der tilbage af den europæiske idé, når socialdemokrater og post-fascister sammen stiller spørgsmålstegn ved en søjle i den europæiske orden?”
Og de får svaret:
“Vi tror på retsstatsprincipper og ideen om menneskerettigheder. Men når nogen kommer og vil ødelægge vores samfund, må vi kunne forsvare os.”
Når nogen kommer og vil ødelægge vores samfund, må vi kunne forsvare os.
Det er lige præcis essensen i den psykologiske oprustning – kald det hadtale – der præger den politiske atmosfære.
Mange forarges over, at tonen i debatten på de sociale medier ofte er grov og hård, at der på det dybe net og i dets undergrupper systematisk spredes menneskeforagt, voldsforherligelse. Det er en berettiget forargelse.
Men lyt engang til, hvad der faktisk blev sagt under Folketingets afslutningsdebat den 21. maj. Scroll hen til statsministerens opsamling ved 23.00-tiden. Intet emne var for småt eller perifert for statsministeren til ikke at ende i forskellige afarter af, at massemigration har ødelagt dele af vores dagligdagsliv.
“Når nogen kommer og vil ødelægge vores samfund, må vi kunne forsvare os.” Ja, og er det ikke de brune, kan det være de gule – eller her og nu en russisk Putin. Så derfor et rungende stort og kritikløst ja fra den danske regering til at sætte udgifter til militær og al mulig anden oprustning op til fem procent af bruttonationalproduktet. Som NATO vil have det. Som Trumps USA vil have det.
Den syge tanke om, at man kan true sig til fred, hvirvler lystigt rundt derude på overdrevet.
Derude raver Folketingets præsidium også rundt med censur-dekreter mod landets skoleelever og lærere, der heldigvis er langt klogere end den lille håndfuld præsidiemedlemmer. Og det er mange andre også.
Selvom kritisk dømmekraft og almindelig redelighed har trange kår stillet over for den dumpe og platte propaganda, overfor fraserne og skældsordene, så er der revner og sprækker. Måske tilmed noget i luften, der i hvert fald på enkelte områder muligvis, muligvis, når helt ud til dem på overdrevet.
En meningsmåling fra YouGov (link) viste 3. juni, at støtten til Israel blandt danskere er på det laveste niveau, siden man begyndte at måle den i 2016. Kun 7-18 procent af danskerne sympatiserer med Israel – langt flere med palæstinenserne.
Det giver en slags håb.
Skal håb gøres til virkelighed, er det op til os i nutidens versioner af “de små landsbyers fællesskaber”. Lige nu er det samfundstoppens lille mindretal, der er langt ude på overdrevet. Vi skal ikke alle derud.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
