Ballet
En helt almindelig dag på byggepladsen
Tempoet i byggebranchen er højt, og det mærker vi som håndværkere ved, at flere håndværkergrupper ofte står på nakken af hinanden for at løse deres opgaver. Det går ud over arbejdsmiljøet.
|
Kære læser.
Fart er en af de største dræbere i trafikken. Sådan skriver Rådet for Sikker Trafik.
Men i hvilket tempo bygges der i byggeriet? Og hvilken betydning har det for dem, der bygger. Og hvad sker der med hverdagen og arbejdsglæden, når sikkerhedsorganisationen på byggepladsen mister jordforbindelse, og arbejdet med sikkerhed og sundhed udøves uden tilknytning til dem, som det burde handle om.
Her er lidt fra min dagbog fra byggepladsen.
Dag 1: I sjakket er vi flyttet ind i tre skurvogne med en fælles frokoststue. Vi har rykket bordene sammen, rullet persiennerne delvist op for solopgangen over Hillerød, og kaffen er færdigbrygget af de morgenfriske. Der bliver udvekslet sportsresultater og snakket om hvor afskedigede kollegaer har søgt nyt arbejde. “Der er et udenlandsk firma, der søger VVS’ere på Køge Sygehus” bliver der fortalt: “og til renovering af nogle rækkehuse i Folehaven.”
Nogle af de rumænske svejsere på pladsen er flyttet ind i fællesskuret. De får morgenhilsen, nogle papkrus og kaffe, uanset om de er ansat som vikarer – på løndumping vilkår eller ej.
På sitet er lift og arbejdsbord fjernet, og mit arbejdsfelt fyldt op af ”fremmede håndværkeres materialer mm”. Jeg springer dokumentationen over, flytter tingene og “generobrer” mit område.
Den første time på pladsen er normalt vidunderlig rolig og fredfyldt. Der er fremkommelighed, som på Køge Bugt i september. En time senere er rummet fyldt til bristepunktet, som til kapsejlads i Hvidovre Havn.
Jeg registrerer, at der er fyldt isolering ind, hvor mit brandskab skulle placeres, og at tømrerne er ved at dække hullet til. Trykluftpistolen hamrer derudaf, og isoleringsstøvet hvirvles op og ses i morgenlyset. Et forsøg på med skoleengelsk at forklare om mit brandskab mislykkes, og jeg sender resigneret et foto til ledelsen.
Den første time på pladsen er normalt vidunderlig rolig og fredfyldt. Der er fremkommelighed, som på Køge Bugt i september. En time senere er rummet fyldt til bristepunktet, som til kapsejlads i Hvidovre Havn.
Et malersjak har fået anvist et arbejdsområde delvist som mit. Jeg burde vel dokumentere og skrive noget om “manglende fremkommelighed, ukontinuerligt arbejde og medgået tid vedr. til- og afrigning af arbejdssted”. Men jeg flytter plastikbommene ca. en meter, og nikker spørgende til de baltiske lejesvende. De nikker ok tilbage. Larmen er tiltagende, så jeg propper ørene til, fylder liften med dagens opgaver, og starter montering under loft. Chefen kommer forbi og nikker for at anerkende og giver “thumbs-up” til gårsdagens hasteopgave med ekstra kølerørs bæringer under højloftet. Sprinkler sjakket fra Wicotec ankommer. Det er gamle kendinge fra Holm 8 og vi hilser.
Efter kaffetid er min lift og arbejdsbord atter flyttet, og bore manden er kørt i stilling. Der skal bores i betonvæggen. Jeg spørger om retten til at annektere anvist arbejdsområde, men de er to mod en, og jeg mangler min makker i dag. “Der var jo ikke nogen,” lød svaret. “Nej for helvede, jeg har sgu da lige drukket en kop formiddagskaffe”. Jeg forsøger at joke med, at det jo også er meget oppe i tiden, det at ville annektere andres områder. Det trænger ikke rigtigt igennem, og inden længe har tømrernes trykluftpistol en hård konkurrence lydmæssigt for hårdmetalplatter, der gnaver sig igennem Novo beton fyldt med jern.
Jeg flytter lift og arbejdsområde over til Fancoils og starter op igen. Nye mål og udregninger af rørbærer med 20 promille fald.
Cowi-fyrene ankommer og fortæller, at de ekstra monterede kølerørs bæringer ikke er tilstrækkeligt. Der bliver åbenlyst efterspurgt, at vi sammen finder en løsning. Jeg afviser, at jeg vil bruge tid, fortæller at jeg ikke er projektingeniør i dag, og vrisser/råber i larmen, at de kan gå til ledelsen. De insisterer på, at mit firma kontraktmæssigt har ingeniøropgave med ….. , og jeg gentager, at de må henvende sig til ledelsen. Der var lidt surhed at spore over afvisningen. Eller også var det min performance. Cowi-fyrene har tidligere forklaret, at fabrikken bygges med sideløbende projektering. At det formentlig koster et ekstra antal hundrede millioner, men at gevinsten ved produktionen hurtigt tjenes ind.
En fyr fra Exyte på min egen alder ankommer og stiller sig under liften i et par minutter. Tager så kamera frem og begynder at tage fotos, mens jeg arbejder. Flere gange mislykkes det med betonskruerne pga. massivt meget jern i betonen ved yderkant. Jeg stopper mit arbejde, tager ørepropperne ud og kører ned med liften. “Hello my friend. What are you doing?” “I am documenting your progress,” svarer han. “Okay, but don’t Picture me,” siger jeg og kører op igen og fortsætter mit arbejde. Det gør han så åbenlyst også, og jeg ringer til min arbejdsmiljørepræsentant (AMR).
Chefen for malerne ankommer og iagttager, at plastikbommene er flyttet. Hun sender mig elevatorblikket, og jeg overvejer, om jeg skal gå til “bekendelse”. Det behøves dog ikke, da mine ellers formodede malervenner ret prompte stikker mig. Hun går dog videre uden yderligere sanktioner.
Min AMR ankommer, men larmen umuliggør samtale. Kan dog høre, at dokumentaristen fra Exyte fortæller, at han ikke har taget billeder af mig. Jeg forsøger at smile lidt akavet.
Wicotecs sprinkler montører forlader området efter aftale med deres AMO.
Der er det galt, at der presses fem til seks firmaer ind i samme rum på samme tid, og at et fungerende arbejdsmiljø punkteres af manglende koordinering af arbejdet.
HSE (Health, Safety and Environment – dvs. sundhed, sikkerhed og arbejdsmiljø, red.) fra mit firma ankommer, og hun siger, at hun kan se, at der er noget galt, og om jeg vil snakke. Jeg fortæller, at jeg er irriteret, sur og ikke lige har lyst til at snakke. Hun siger igen, at hun kan se på mig, at der er noget galt, og om jeg vil fortælle, hvad det er. Jeg afviser igen, men spørger, om hun dog ikke kan se, at det, der er galt, er, at der presses fem til seks firmaer ind i samme rum på samme tid, og at et fungerende arbejdsmiljø punkteres af manglende koordinering af arbejdet?
Jeg aftaler med min AMR at forlade rummet pga. støj og kompressionen af håndværkere på begrænset plads. Konfirmeres sammen med formanden til frokost, og der oprettes en “synergi Life” af AMR.
Dag 2: Min makker er tilbage, og vi er enige om det med Køge Bugt i september. Stilheden er fantastisk, vi rigger liften til og lægger fra kaj.
Chefen ankommer og fortæller, at vi “er på samme side, men han er ked af, at han ikke blev kontaktet eller informeret forleden.” Jeg nikker, men siger at både AMR, formand og HSE jo var inde over. Men han insisterer på, at “konflikter” skal løses via ham. Jeg prøver forsigtigt at indvende de gamle historier om, at ledelse bør være proaktiv mht. arbejdsmiljø og specifikt at sørge for koordinering af arbejdet. Man sejler aldrig ud i Køge Bugt uden at kende til søfartens regler om sikkerhed. Et af dem handler om altid at planlægge sin rute. Altså er det et ledelsesansvar, at vi ikke arbejder som sild i en tønde. Han fortæller, at det ikke er muligt på denne arbejdsplads og gentager, at han er utilfreds med ikke at være blevet inddraget.
Jeg tænker, det er underligt, hvis de ikke snakker sammen på kontoret, men at det måske handler om, at en registrering via firmaets interne “synergi Life” rammer tilbage på ham. Jeg kender jo godt historikken med min ledelse, som på stribe bliver sygemeldt med stress etc. Har lige set firmaets HR på instagram flashe et glansbillede.
Jeg kender ikke til nogen kollegaer, som synes arbejdsmiljøet er blevet synderligt forbedret på det sidste. Og i den seneste finanslov er der skåret i bevilling til Arbejdstilsynet.
Der kommer – udover de allerede nævnte faggrupper – yderligere isolerings- og brandfugnings kollegaer. Samt gipsspartling af vægge. I pausen bliver vores lift atter erobret. Denne gang af to fyre fra Vilnius. Der står LI-Teck på arbejdstøjet, og jeg ringer som aftalt til chefen, og fortæller om annekteringen. Han ankommer hurtigt, og med er også chefen for de to Litauiske fyre. Det viser sig også at være fra samme firma som mit eget. De havde malet svejserens kølerør, og formanden for svejserne havde bedt dem om at fjerne det malede, da der endnu ikke var foretaget svejsekontrol mm. Uden at smile synligt får vi tilbageleveret lift – og arbejdsområde.
AMR ankommer og fortæller, at firmaets procedure er at informere ham og HSE ved konflikter. Det er aftalt og refereret i toolboxtalk
Tæt på fyraften færdiggør min makker og jeg projektet med undtagelse af vandlås, som ikke var leveret.
Kære læser. Her følger lidt bonus info.
Politikernes aftale i det såkaldte “velfærdsforlig” forudsætter en øget indsats for arbejdsmiljøet. Det er en del af aftalen. Altså at hvis vi skal øge pensionsalderen, forudsætter det et forbedret arbejdsmiljø, som skaber rammer og som gør det muligt, at jeg kan blive i byggeriet til jeg er 68 år (eller mere). Jeg kender ikke til nogen kollegaer, som synes arbejdsmiljøet er blevet synderligt forbedret på det sidste. Og i den seneste finanslov er der skåret i bevilling til Arbejdstilsynet.
- Mit firma afviste i foråret, at min AMR kunne komme på pladsbesøg på sitet. Det medførte arbejdsnedlæggelse.
- Mit firma bortviste i april min tillidsrepræsentant fra byggepladsen. Det medførte arbejdsnedlæggelse.
- Arbejdsgiverorganisationer, meningsdannere og lobbyister arbejder for øget import af arbejdskraft uden for EU.
- Dele af branchen er i proces med at udskifte fastansatte med løst ansatte vikarer.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
19. maj 2025 | 12:50
