Når regeringen er tøvende overfor at indfri egne løfter om at afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser som kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen, så går partiet fra at være en mulig forsvarer af sociale rettigheder til at blive en trussel mod dem.
En trussel mod den samfundskontrakt som burde sikre, at intet menneske i Danmark skal leve i fattigdom, fordi man rammes af sygdom, et uheld eller mister sit arbejde.
Jeg har ikke tal på alle de mennesker, jeg har talt med, der føler sig fanget i kontanthjælpssystemet, mens de kæmper med deres sygdom.
Det fremstår himmelråbende, at Socialdemokratiet ikke entydigt og samstemmende vil bakke op om, at alle fattigdomsydelser skal afskaffes. Særligt efter udhulingen af dagpengene er kontanthjælpen for endnu flere blevet det sikkerhedsnet, der skal gribe en, så man ikke ender med at stå både socialt og økonomisk afpillet tilbage, hvis man bliver arbejdsløs.
Regeringen må ikke glemme, at selvom de måske ikke selv skal ned til jobcenteret ligesom mange andre borgere og søge om kontanthjælp og blive kontrolleret på alle tænkelige måder, så er det altså vilkåret for langt de fleste.
For i modsætning til politikere, så kan man som borger ikke få det såkaldte eftervederlag og fortsætte med at indkassere samme indtægt måned for måned fra Folketinget i 6-24 måneder, efter at man er stoppet med sit arbejde.
Det burde være en bunden opgave for alle – ikke mindst politikere – der tager et ord som solidaritet i munden, at kæmpe for at mennesker har trygge og ordentlige rammer, hvis uheldet er ude, hvis de bliver syge eller mister deres arbejde.
Retten til offentlig forsørgelse handler selvfølgelig om dem, der lige nu står i en situation, hvor de har brug for fællesskabet. Det handler om solidaritet, men det handler ikke kun om at hjælpe dem, der er havnet i suppedasen netop nu.
Det handler sgu også om dig. DU kan også blive syg. DU kan også miste dit arbejde. DU kan også ryge ud af sygedagpengene efter 22 uger eller dagpengene efter to år. Jeg håber selvfølgelig ikke, at det sker. Men det kan ske.
Derfor handler kampen for et godt, rimeligt og robust sikkerhedsnet også om kampen for et samfund, der kommer os alle til gode. Flere tager sig til hovedet over den stigende ulighed, som om det kommer bag på dem.
Men selvfølgelig stiger uligheden, når der er givet for over 50 milliarder i skatterabatter, alt imens der også er skåret milliarder på de sociale ydelser, der skal gribe en, når man falder.
Så lad os droppe at tage os til hovedet, men i stedet få hovedet skruet rigtigt på og bruge det til at bryde uligheden. Vi kan sikre den samfundskontrakt, kontanthjælpsmodellen er en del af, og give hinanden håndslag på, at vi vil bekæmpe fattigdom.
Ud over at kontanthjælpssystemet skulle være garanten for, at ingen skal leve i fattigdom, så er hensigten, at kontanthjælpen kun skal være en midlertidig ydelse.
Jeg har ikke tal på alle de mennesker, jeg har talt med, der føler sig fanget i kontanthjælpssystemet, mens de kæmper med deres sygdom.
Undersøgelser bekræfter dette billede og viser, hvordan syge mennesker bliver endnu mere dårlige af at få hovedrollen i aktiveringscirkusset. Mange syge bliver ramt opslidende krav og sanktioner fra myndigheder, der svinger pisken i håb om, at Finansministeriets regnemodeller har ret i, at der skabes jobs ved at gøre vilkårene på kontanthjælp så brutale som muligt.
Andre har systemet helt givet op på, når det handler om at hjælpe dem videre, men ikke når det handler om at fastholde dem på en lav ydelse. I starten af 2021 var der 68.920 kontanthjælpsmodtagere, der ikke var i aktivering eller klar til at starte i et job.
Det svarer til dem, der havde været på kontanthjælp i mere end et år, da Enhedslisten rejste kravet om en ret til hurtig afklaring for kontanthjælpsmodtagere i finanslovsforhandlingerne.
Så ud over, at de sociale ydelser skal sikre et rimeligt levegrundlag, så skal man ikke fastholdes på kontanthjælp. Hvis du er syg, skal du slet ikke ryge ud af sygedagpengene, før du er rask eller kan vide dig sikker på, at du har ret til en anden varig ydelse.
Det paradoksale er, at besparelserne på de sociale ydelser formentligt ikke betyder færre udgifter. Et afsnit af DR’s serie ”De forsvundne arvinger” viser, hvordan børn før kontanthjælpsmodellens indførelse blev revet væk fra deres forældre og sendt på børnehjem – ikke fordi de ikke var elsket, eller forældrene ikke ville passe på dem, men blot fordi forældrene ikke havde de fornødne økonomiske ressourcer.
Vi behøver ikke anekdotiske erindringer fra sendefladen for at få dette bekræftet. Også når vi ser på forskningen, står det klart, at en fattiggørelse af forældrene rammer børnene langt ind i voksenlivet.
Spørgsmålet er nu, om det i sidste ende er Socialdemokratiet, der er blevet for fattige, når det kommer til solidaritet, eller om de vil være med til at bekæmpe fattigdom i vores samfund.
24. august 2021 | 09:43
Hej!
Tak fordi du er en af dem som fortsætter arbejdet på Christiansborg. Jeg oplever – som dig – at udenfor Christiansborg er virkeligheden og holdningerne meget mere på deres side; dem der kunne have brug for samfundets opbakning.
Med venlig hilsen og god arbejdsdag
VV, så detvar varm luft og en sikret taburet…elendigt…
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
