Nyhedskommentar
Mange hundrede byggefolk fra hele landet var mødt på Københavns Rådhusplads den 16. januar. Her gav de et rygstød til forhandlerne for byggegruppen i 3F, der tog hul på overenskomstforhandlingerne i 2025. Gennem nogle år har de klappet forhandlerne ind. Det var i år ændret til en kickoff.
– Vi stiller op her uden for Industriens Hus for at give vores forhandlere et rygstød. Men også for at sende et signal til Dansk Industri. Og vi ved fra tidligere, at de lægger mærke til os, at det gibber lidt i dem, fortæller Claus Westergreen, formand for 3F BJMF i Valby, til Arbejderen.
To rækker telte med grill førte fra scenevognen på Rådhuspladsen op til Kravenes Port. Øverst på den stod der kædeansvar med store bogstaver. Og kædeansvar, kampen mod social dumping gik igen i både taler og den ivrige snak mellem de mange fagligt aktive.
Fagligt aktive kom med busser fra hele landet.
Dagens højdepunkt var faneborgen hen over den tæt befærdede H.C. Andersens Boulevard til Industriens Hus. Enkelte irriterede bilister fik ikke forhindret en flot optakt til forhandlerne.
Efter faneborgen ventede der grillpølser og opbyggelige taler. Fem fagligt aktive fra alle dele af landet gav deres bud på de kommende forhandlinger, og hvilken støtte de fagligt aktive skal give forhandlerne. Ord som kædeansvar og kamp mod social dumping gik hånd i hånd med solidaritet.
Mellem de mange taler var der også musikalske indspark. Rapperen Sanganee gav forsamlingen en opsang med den velkendte “Lyden af Modstand”.
Rådhuspladsen emmede af kampgejst gennem den grå formiddag.
Sidste taler på scenen var et konkret udtryk for, at solidaritet ikke stopper ved grænserne. Dorota Pocierznicki, murerlærling og medlem af bestyrelsen i den Polske Byggeklub, BJMF i Valby, gik på scenen sammen med en håndfuld af de polske kammerater.
Dorota Pocierznicki gentog i sin tale kravet om kædeansvar. Men hun kom også ind på et opgør med de særlige vilkår, som hun og hendes polske kammerater møder på byggepladserne.
– Vi vil ikke arbejde 55 timer om ugen og tjene 17.000 kroner. Vi vil mindst tjene det samme ved at arbejde 37 timer om ugen, sagde hun. Hun gjorde det klart, at de polske arbejdere vil have hævet mindstelønnen og sikret overtidsbetaling samt have en akut fridag med løn.
– Der er en allersidste ting, som jeg vil tilføje. Os kvinder begynder mere og mere at vælge at arbejde i byggebranchen i mandlige fag, derfor skal vi kæmpe for at have de samme rettigheder som svendene. Vi støder på forskellige forhindringer på vejen, for eksempel omklædningsrum eller toiletter på store byggepladser, hvor mændene kan gå rundt om hjørnet, og det kan kvinder ikke.
– Men det vigtigste er, at mestrene skal være klar over, at kvinder skal have et godt både fysisk og psykisk arbejdsmiljø, sluttede Dorota Pocierznicki sin tale af med.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
