Mærsk profiterer på folkedrab i Palæstina – stop al transport af våben nu!
Mens folkemordet i Palæstina fortsætter, tjener Mærsk fortsat milliarder på at sejle våben fra USA til Israel. Dermed muliggør Mærsk direkte folkedrabet i Palæstina og tjener stort på at understøtte Israels krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettigheder. Vi kræver et totalt stop for transport af våben til Israels folkedrab i Palæstina!Som et af verdens største rederier transporterer Mærsk mange handelsvarer rundt i verden. Og det er ingen hemmelighed, at Mærsk også handler med våben, krigsmaskineri og reservedele.
Mærsk skal tage ansvar, og vi må tale højt om de skeletter, der gemmer sig i deres containere. Deres fordrejede moralske kompas har i lang tid drevet dem mod profit uden hensyn til de menneskelige konsekvenser.
Allerede i perioden efter Anden Verdenskrig solgte Mærsk og dennes undervirksomheder våben til lande, der var ramt af borgerkrig, og i dag er det våben til det israelske krigsapparat.
Det er åbenlyst, at Mærsk arbejder imod de værdier, som den danske regering og det danske samfund foregiver at stå for. Alligevel holder regeringen hånden over Mærsk, og deres deltagelse i forbrydelser mod menneskeheden går under radaren.
Som erklæret demokratisk land burde den danske stat gøre som Spanien og kæmpe for et totalt stop for transport af våben til folkemord.
Hvordan kan regeringen tillade, at en virksomhed, som sejler under dansk flag, transporterer dødbringende våben til det igangværende folkemord? Så lad os bryde med Mærsks image i Danmark som ‘the good guys’ og sige fra over for virksomheder, der faciliterer folkemordet i Gaza!
Det er på høje tid, at vi siger fra over for Mærsk. Spanien afviste Mærsk-skibet MV Marianne Danica, da det forsøgte at lægge til i Cartagena, fordi det transporterede våben fra Indien til Israel.
Som erklæret demokratisk land burde den danske stat gøre som Spanien og kæmpe for et totalt stop for transport af våben til folkemord.
Når store virksomheder som Mærsk ellers er underlagt en lang række internationale handelslove, kan det heller ikke være for meget at forlange, at de ikke aktiv medhjælper forbrydelser mod menneskeheden.
Vores krav: Fuldstændig dansk embargo
Derfor kræver vi, at Mærsk og alle andre shippingvirksomheder stopper transporten af militært udstyr til folkemordet i Palæstina. Vi kræver et stop for alle kontrakter, der støtter krig og folkemord, inklusive Mærsks kontrakt med USA’s forsvarsministerium og Israels forsvarsministerium, og vi kræver en fuldstændig dansk embargo mod våbensalg til Israel.
I slutningen af februar foregår der en retssag mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet i forhold til lovligheden af dansk våbeneksport til Israel.
Samtidigt går vi på gaden for at protestere mod den internationale våbenhandel og dansk deltagelse i folkemordet i Palæstina.
Mærsk er en af verdens største virksomheder og umulige at kæmpe mod alene, derfor er vi en koalition af aktivister fra blandt andet CRAC, Mask Off Mærsk og PalSol. Sammen med kammerater fra blandt andet Irland, Portugal, Spanien, Holland, Belgien, Frankrig, Finland, Sverige og Norge, Polen og Tjekkiet stopper vi Mærsks våbenhandel og lukker dem ned!
Vær med til vores aktionsdage under titlen Cut Ties With Genocide i februar i København!
Hvornår? den 21. til den 26. februar 2025.
Hvor? Ungdomshuset, København.
Hold jer opdateret på Cut the Ties with Genocide eller Mask Off Maersk
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
751.152 DKK nået totalt
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278