Stop investeringer i våben
Kan vi gøre det bare lidt bedre i 2025?
Velfærdsområdet kan ikke holde for, hvis der skal bruges flere penge på forsvar. Og når vi snakker de allersvageste borgere, så er det nødvendigt at kræve autorisation for at oprette et privat bosted, og Folketinget må sætte et loft over, hvor meget der kan trækkes ud til profit.
|
Kan vi gøre det bare lidt bedre i 2025?
Det føles som om, at alle politiske områder holdes i luften med reformudspil på reformudspil uden rigtig at få landet resultaterne ude i virkeligheden. Derude hvor det skal mærkes. Vi er et rigt velfærdssamfund, eller er vi nu også det, når vi kradser i overfladen? Når vi kigger på de vilkår, som kollegerne ude på arbejdspladserne har for at lykkes med opgaven, så krakelerer billedet alt for ofte. Det, det hele handler om eller burde handle om: Vores børns opvækst og fremtid, de unges muligheder på tærsklen til arbejdslivet, sikkerhedsnettet der skal gribe os, når noget går galt, kvaliteten i det vi leverer, når man ikke kan selv. Arbejdsmiljøet på arbejdspladserne, respekten og anerkendelsen af de mange fagligheder vi har brug for.
Hvor svært kan det egentlig være, fristes jeg gang på gang til at spørge, at gøre det rigtigt, at tage ved lære af erfaringerne, gøre noget ved det?
Hvis der skal bruges flere penge på forsvar, så kan de ikke findes på velfærdsområderne. Så må skatten sættes op, skattelettelser rulles tilbage.
Der vaskes hænder, flyttes aber, peges på at andre har ansvaret!
Her på tærsklen til 2025 må vi sætte os en række mål for vores fælles velfærd, men jeg vil her kun omtale et par stykker.
Det første og måske sværeste. Velfærd koster, og vi kan ikke tåle en periode, hvor der igen sættes spar på økonomien og salamisparekniv på tallerkenen. Den er tom. Hvis der skal bruges flere penge på forsvar, så kan de ikke findes på velfærdsområderne. Så må skatten sættes op, skattelettelser rulles tilbage.
Det næste er den helt igennem katastrofale laden stå til med den ene skandale efter den anden, når de allersvageste borgere på bosteder lades i stikken. Alle tog sig til hovedet, da “Den sorte svane” rullede over skærmen. Alle er enige om, at noget må gøres. Alle tager sig til hovedet, og forargelsen får fart, når udsendelser i bedste sendetid afdækker manglende kvalitet for sårbare borgere uden sprog. Dem, der ikke selv kan råbe op om, at noget er galt.
Vi får også mange reaktioner, når vi i FOA afdækker forhold på bosteder, der tvangslukkes. Hele 19 tvangslukninger af private bosteder gennem de sidste fire år grundet dårlig kvalitet, mens der samtidig er trukket profit ud af biksen.
År efter år har vi peget på, at der må sættes grænser for profit på velfærd. Der sker bare ikke noget.
Hvad fanden er meningen? Hvor svært kan det være?
Der findes mange gode private tilbud, så det er ikke et stempel på, at alt privat er noget juks. Men det er ganske enkelt for let at blive godkendt, for let at snyde på vægten og helt igennem uacceptabelt, at skattekroner, der skal gå til kvalitet i velfærd, bare kan trækkes ud til profit.
Det skal vi i mål med at ændre i 2025 sammen med mange andre gode mål.
Folketinget må sætte et loft over, hvor meget der kan trækkes ud til profit, og så må vi sikre, at der ikke bare kan trækkes en godkendelse i en tombola uden nitter. Stil krav om autorisationsordning, så vi sikrer kvaliteten for vores mest sårbare medmennesker.
Godt nytår derude med ønske om fred i verden!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
21. december 2024 | 06:00
