Landet rundt
En stor skuffelse!
Sådan betegner verdens fattige lande sammen med en række klima-, miljø- og ulandsorganisationer den klimaaftale, som verdens ledere præsenterede lørdag efter mere end to ugers forhandlinger.
Aftalen forpligter verdens rige lande til at finde 300 milliarder dollar årligt fra 2035 til klimabistand.
Løftet om 300 milliarder dollar er en tredobling af den tidligere forpligtelse, der blev vedtaget helt tilbage på COP15-klimatopmødet i København i 2009 om at betale 100 milliarder dollars årligt i klimabistand – et mål som de rige lande aldrig har levet op til. De rige lande har blandt andet valgt at give pengene via lån med renter eller ved at tage pengene fra ulandsbistanden.
Det nye løfte ændrer ikke på, at de rige lande kan fortsætte med at “leve op” til sit løfte ved at låne ulandene pengene eller tage dem fra ulandsbistanden.
De 300 milliarder i årlig klimabistand rækker kun til at afbøde de værste konsekvenser af klimakrisen ved eksempelvis at bygge diger og dæmninger.
Greenpeace: “For lidt og for sent”
Aftalen er også langt fra kravet fra G77, en gruppe af verdens fattige udviklingslande. G77 kræver 1300 milliarder dollars om året i klimabistand.
– 300 milliarder dollar inden 2035 er alt for lidt og alt for sent. De udviklede lande kom her med tomme lommer og pressede på skammelig vis udviklingslandene til at gå med til det. Men dette finansieringsmål kommer uden sikkerhed for, at det ikke vil blive leveret gennem lån eller privat finansiering i stedet for den tilskudsbaserede offentlige finansiering, som udviklingslandene desperat har brug for, siger ekspert i klimapolitik hos Greenpeace International Tracy Carty.
Hun understreger, at der er råd til at sikre klimabistand til verdens fattige lande:
– Hvis de udviklede lande er bekymrede for, hvad de har råd til, så lad os ikke glemme de milliarder af dollars i overskud, som de forurenende olie- og gasselskaber tjener, og sende dem regningen. Industrien for fossile brændstoffer er blevet skånet for ethvert ansvar for at betale og vil grine hele vejen til banken. Et glimt af håb er en aftale om at udvikle en køreplan inden COP30 for opskalering af finansiering: Det skal være en køreplan for at få forurenerne til at betale.
Hvis de udviklede lande er bekymrede for, hvad de har råd til, så lad os ikke glemme de milliarder af dollars i overskud, som de forurenende olie- og gasselskaber tjener, og sende dem regningen.
Tracy Carty, Greenpeace
Hendes kollega fra Greenpeace i Afrika, Fred Njehu, sammenligner de rige landes løfter om klimabistand med, at man anerkender, at de fattige lande har brug for et fuldt vandreservoir for at overleve, men vælger at give dem øjendråber og ønske held og lykke.
– Denne finansieringsaftale forråder ikke kun klimaretfærdighed, men gør også grin med princippet om, at forureneren betaler. De samme nationer, som byggede deres rigdom på fossile brændstoffer, tilbyder nu plaster på såret, mens de forventer, at vi skal bære byrden på milliarder af dollars for deres historiske udledninger.
– Dette er ikke klimafinansiering – det er klimakolonialisme. Men Afrikas ånd forbliver ubrudt. Vi vil bære vores krav om klimaretfærdighed til Belem [hvor COP30 afholdes til næste år, red.] og insistere på, at forurenerne endelig betaler deres rimelige andel for den ødelæggelse, de har forårsaget.
Miljøorganisationen Friends of the Earth i Afrika advarer om, at de rige landes manglende vilje til at betale for de fattige landes muligheder for at tilpasse sig klimakrisen, risikerer at forværre Afrikas sårbarhed over for oversvømmelser og tørke og risikerer at ramme velfærden.
– Uden tilstrækkelig klimafinansiering vil Afrikas sårbarhed over for klimaforandringer blive forværret. Samfund, der allerede kæmper med fattigdom og ulighed, vil stå over for eskalerende udfordringer, når de kæmper for at tilpasse sig klimapåvirkningerne. For lande, der allerede er tynget af gæld, vil det at reagere på disse udfordringer betyde, at der skal tages ressourcer fra kritiske tjenester som sundhedspleje og uddannelse, hvilket yderligere uddyber uligheden, siger Kholwani Simelane fra Friends of the Earth i Afrika.
CARE: “En fiasko”
Fra Danmark deltog blandt andre CARE og Folkekirkens Nødhjælp som observatører.
– Aftalen er en fiasko. Målet om 300 milliarder dollars i klimafinansiering er alt for lavt i forhold til det faktiske behov, og det vil ikke blive udbetalt før om 10 år – alt imens klimakrisen intensiveres. Aftalen sætter ingen klare mål for, hvor meget klimafinansiering der skal afsættes specifikt til tilpasning eller til håndtering af klimakatastrofer som oversvømmelser, tørke og alvorlige orkaner, siger seniorklimarådgiver hos CARE John Nordbo.
Han uddyber:
– Samtidig tillader aftalen, at dyre lån og private investeringer tælles med som klimafinansiering – i bund og grund er det kreativ bogføring i stedet for reel støtte. De rige lande havde chancen for at rette op på 15 års passivitet på klimaområdet og endelig forpligte sig til at gøre en indsats.
Ifølge FN’s Adaptation Gap Report er der behov for op mod 366 milliarder dollar hvert år alene til klimatilpasning. Herudover er der et betydeligt behov for penge til, at de fattige lande har råd til grøn omstilling, og til at håndtere de såkaldte klimarelaterede tab og skader – det vil sige de konsekvenser, som klimakrisen har på befolkningernes mulighed for at dyrke jorden, på infrastruktur, sundhed, økosystemer og biodiversitet.
Udviklingslande tager afstand
Flere af verdens udviklingslande – heriblandt Indien og Nigeria – tager også afstand fra aftalen.
Så snart formanden for COP29 havde banket sin hammer i bordet og lukket mødet, slog Indiens repræsentant på klimatopmødet fast, at Indien ikke accepterer finansieringsaftalen.
Samme budskab lød fra hendes kollega oven på topmødet.
– Det er en sølle sum. Det er ikke meget mere end en optisk illusion. Det vil ikke løse den enorme udfordring, vi alle står overfor, lyder dommen over aftalen fra en delegeret fra Indien, Leena Nandan, til Al Jazeera.
De små østater og de fattigste lande havde tidligere forladt forhandlingerne om klimafinansiering, fordi deres krav blev ignoreret.
– Vi kom til denne COP for at få en fair aftale. Vi føler, at vi ikke er blevet hørt, sagde Cedric Schuster, den samoanske formand for Alliance of Small Island States, en koalition af små ønationer, der er truet af stigende havstigninger.
Mandag kom chefen for FN’s Udviklingsprogram (UNDP), Achim Steiner, med en udtalelse om resultatet af COP29. Han kalder aftalen for “laveste fællesnævner” og uddyber:
“Som vi har hørt gentagne gange fra udviklingslande, eksperter og forskere i løbet af de sidste to uger, er de sande omkostninger ved en meningsfuld klimaindsats langt højere”.
Ingen nye mål for vedvarende energi
Det lykkedes ikke at komme videre med aftalen fra COP28 sidste år om at øge ambitionerne for mere sol- og vindenergi.
Flere lande – heriblandt Danmark – havde foreslået at tredoble produktionen af vedvarende energi inden 2030.
Men en række olieproducerende lande forhindrede, at målsætningen blev en del af aftaleteksten. Faktisk er olie og gas – modsat sidste års aftale – slet ikke nævnt i den nye aftale.
– Når det gælder reduktioner af CO2 gennem investeringer i vedvarende energi, går udviklingen nu så hurtigt, at det kan virke en smule verdensfjernt, at det ikke lykkedes at indgå en aftale, siger administrerende direktør i energisektorens brancheorganisation Green Power Denmark Kristian Jensen.
Indfører svinekvoter
Den nye aftaler indfører et kontroversielt system, hvor verdens rige lande kan købe sig fra at skulle nedbringe sine egne nationale udledninger.
– Den kulstofmarkedsmekanisme, der blev aftalt på COP29, er ikke en klimafinansieringsløsning og vil kun give en livline til den forurenende industri for fossile brændstoffer, så den kan udligne emissioner. Denne mekanisme er et klimasvindelnummer, og forurenerne burde betale for at rydde op i det rod, de har forårsaget, men i stedet får de et frikort, advarer ekspert i biodiversitetspolitik hos Greenpeace International An Lambrechts.
EU svigtede sit ansvar
COP29 markerer afslutningen på EU’s “internationale klimalederskab”, mener Climate Action Network Europe (CAN Europe).
– På topmødet stod det krystalklart, at EU ikke levede op til sit ansvar eller sin mulighed for at være på den rigtige side af historien. I stedet for at gå foran med et godt eksempel og proaktivt skabe nye løsninger på hovedspørgsmålet – hvordan man skaffer den offentlige finansiering, som udviklingslandene har brug for til at klare den globale klimakatastrofe – brugte EU tiden på at pege på, hvad andre lande og ikke-statslige aktører måske skulle gøre, siger direktør for klimanetværket CAN Europe Chiara Martinelli.
EU’s ageren på COP29-topmødet står ikke alene. I årevis har EU – ifølge CAN Europe – i høj grad siddet med hænderne i skødet og ikke gjort noget aktivt for at omfordele midler fra de største klimasyndere til at sikre offentlige midler til at reagere på klimakrisen.
– Den værste af EU’s synder blev dog ikke begået i Baku. I stedet fandt den sted i Bruxelles og i EU’s medlemslande, i hver eneste statskasse, hvert eneste finans- og økonomiministerium i løbet af de sidste ni år, siden Paris-aftalen blev indgået, påpeger Chiara Martinelli.
Hun uddyber:
– Vores beslutningstagere har ikke skænket det en tanke, hvordan vi kan skaffe offentlige midler til at reagere på de internationale kriser, der udfolder sig. Der ville have været, og er stadig, fornuftige, opnåelige, bæredygtige og retfærdige måder at skaffe nok offentlige ressourcer til at håndtere kriserne på, eksempelvis ved at omdirigere subsidier til fossile brændstoffer samt beskatte sektorer med høj udledning og de superrige.
Nationale planer til næste år
Til februar skal alle FN’s medlemslande indsende nye klimaplaner, som bliver det vigtigste punkt på dagsordenen til næste års COP30, der finder sted i Brasilien.
Planerne vil indeholde hvert lands politisk vedtagne mål for CO2-reduktion frem mod 2035, og når det hele lægges sammen, vil det blive afgjort, hvor langt verdenssamfundet er fra at nå Paris-aftalens mål om at begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader i år 2100.
Nu kigger verdens klima- og miljøbevægelser fremad og vil bruge det kommende år på at lægge pres på verdens ledere for en mere ambitiøs aftale til næste år.
– COP29 har været kendetegnet ved, at bevægelser fra hele verden er blevet styrket i deres bestræbelser på at sikre en reel klimaindsats, der er forankret i retfærdighed. Nu er vi på vej mod COP30, hvor vi skal udvikle en kritisk, transformativ og emancipatorisk langsigtet miljødagsorden. Lokale grupper i Brasilien er allerede i gang med at organisere sig, folk og samfund er ved at bygge op, og vi vil være der sammen, højere og stærkere for at kræve klimaretfærdighed, siger Linda González Censat fra Friends of the Earth Colombia.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
