Stop investeringer i våben
Vi vil kende omfanget af kolleger, der har været udsat for asbest
Den lovpligtige registrering står i skærende kontrast til den lukkethed, der eksisterer eksempelvis for registrering i virksomhedernes asbest-protokol. Hvorfor er den viden ikke offentlig tilgængelig?
|
Kære læser.
Dette er et foto af Nellie Kershaw, en engelsk tekstilarbejder, som døde i 1924, altså for 100 år siden. Nellie døde af asbestose, og hendes skæbne er den første offentliggjorte beretning om sygdommen, der tilskrives erhvervsmæssig asbesteksponering.
Nellie døde på grund af sit arbejde.
Forleden fik jeg genset dokumentaren “Den forbandede asbest”, som handler om det sygdomsforløb, som følger med lungehindekræft. En sygdom som i Danmark hvert år rammer omkring 140 mennesker, og som i de fleste tilfælde skyldes udsættelse for asbest. Indånding af asbestfibre er den væsentligste årsag til, at der opstår kræft i lungehinderne. Og som tilfældet var med Nellie, så tilskrives sygdommen ofte erhvervsmæssig eksponering. Dokumentaren er lavet i samarbejde med Blik- og Rørarbejderforbundet.
Man skulle formode, at 100 år var længe nok til at få taget forholdsregler til at forhindre nutidig eksponering af asbest. Og der er faktisk også i arbejdsmiljølovgivningen, EU-bekendtgørelser, arbejdstilsyn med mere taget mange gode initiativer, som klart og præcist beskriver alt det, der kan forhindre eksponering. Det handler om ansvar, tilsynspligt, screening og forundersøgelse ved mistanke. Om lovpligtig arbejdspladsvurdering (APV) og samarbejde mellem de ansattes arbejdsmiljørepræsentanter og virksomhedernes arbejdsmiljøledere. Mange gode kræfter har længe haft asbesteksponering som prioriteret arbejdsopgave, for eksempel Blik- og Rørarbejderforbundet, som jeg selv er med i.
Mange virksomheder har desuden egne politikker, der bygger oven på gældende lovgivning. Det kan være interne beskrivelse som “tjekliste ved opstart af byggeplads” eller beskrivelser af udarbejdelse af lovpligtig plan for sikkerhed og sundhed (PSS).
For hver eneste gang en kollega havner i asbest-protokollen, så er det udtryk for, at den pågældende virksomhed ikke har levet op til sit ledelsesansvar.
Alligevel er jeg som mangeårig byggepladsmontør (VVS) vidende om, at der i dagens Danmark i stort omfang er bygningshåndværkere, som bliver eksponeret og dermed registreret i virksomhedernes asbest-protokoller. Kollegaer, som utilsigtet i kortere eller længere tid bliver anvist arbejde, som resulterer i en livslang potentiel kræftsygdom.
Via netværksgrupper i min egen branche ved jeg, at fokus i stigende grad er på antallet af eksponeringer. Antallet er svimlende højt. Ubegribeligt og uansvarligt højt.
Spørgsmålet er så, hvorfor så mange af mine kollegaer i byggeriet – 100 år efter Nellies sørgelige bortgang – stadigvæk udsættes for asbest?
I byggebranchen er der sket en forråelse af arbejdet med et sikkert og sundt arbejdsmiljø. På grund af tempo og forcering af tidsplaner. På grund af tiltagende brug af udenlandsk arbejdskraft, som ikke kender reglerne, det danske sprog og ikke er bærere af en opbygget kultur med arbejdsmiljø.
Der er også sket et kulturelt skifte i takt med fagbevægelsens mangel på opbakning. Et skifte væk fra samarbejde og inddragelse af for eksempel arbejdsmiljørepræsentanten. Det er ikke unormalt at opleve en projektledelse, som irriteres over spørgsmål, der “udfordrer tidsplaner”, og som i stigende grad gør brug af vikarbureauer, ofte med udenlandske kollegaer. Fordi de ikke stiller spørgsmål til, hvorvidt arbejdsmiljøregler bliver overholdt. Fordi vores udenlandske kollegaer har langt sværere ved at sige fra, end os der er opvokset med begreber som “liv, ære og velfærd”.
Danske medier har den seneste tid kunnet fortælle mange vanvittige historier om asbest i byggeriet. Og desværre er det nok kun toppen af isbjerget.
Jeg ved, at vi igen og igen i vores branche oplever, at vores projektchefer altid sidder med to kasketter. Den ene, hvorpå der står økonomi, tidsplan, karriere og så videre, og den anden hvorpå der står AML, altså arbejdsmiljøleder. Og at arbejdsmiljøet og sikkerheden iblandt prioriteres lavest.
Vi ved også, at det hidtil ingen konsekvens har haft, når du som ledelse ingen ansvar har taget. Selv i de groveste sager om hemmeligholdelse og fusk med asbest-rapporter er konsekvensen minimal.
Det skal der laves om på.
For hver eneste gang en kollega havner i asbest-protokollen, så er det udtryk for, at den pågældende virksomhed ikke har levet op til sit ledelsesansvar.
Hver eneste gang en kollega havner i asbest-protokollen, så skal vedkommende leve livet ud med en potentiel dødelig sygdom i bevidstheden.
Forleden var jeg med gode kollegaer på kursus vedrørende virksomhedernes implementering af ESG-rapportering. Om regler for åbenhed og om at være transparent. Om medarbejdernes inddragelse i væsentlighedsvurdering og så videre. Alt sammen fine erklæringer som dog står i skærende kontrast til den lukkethed, der eksisterer, eksempelvis for registrering i virksomhedernes asbest-protokol. Altså den lovpligtige registrering når du har været eksponeret for asbest.
Måske vi alle burde stille spørgsmålet: Hvorfor kender vi ikke til det samlede omfang af alle de af vores kollegaer, der er registreret i asbest-protokollerne? Hvorfor er den viden hemmeligholdt og ikke offentlig tilgængelig?
Jeg vil hermed gerne komme med en opfordring til, at vi i fællesskab forsøger at sætte fokus på omfanget.
Tak for ordet og fortsat god dag derude.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. november 2024 | 06:00
