Arbejdstiden skal ned
Selvom produktiviteten hele tiden stiger, så har den ugentlige arbejdstid længe været de samme 37 timer. Vi må kræve arbejdstiden nedsat ved kommende OK-forhandlinger.
|
Den normale arbejdsuge har siden 1990 været på 37 timer. I snart 35 år har den ugentlige arbejdstid været uændret, og det er historisk set ret usædvanligt. I de 30 foregående år – fra 1960-1990 – sænkede overenskomsterne seks gange den ugentlige arbejdstid, som i perioden faldt fra 45 timer til de 37 timer.
Den eneste længere periode med uændret ugentlig arbejdstid fulgte efter arbejderbevægelsens historiske sejr i 1920, hvor 8 timers-dagen blev indført – seks dage om ugen. De 48 timer var ugentlig normal arbejdstid frem til 1958 – altså i 38 år. I perioden lige efter 8-timers-gennembruddet havde nye arbejdstidskrav næppe så høj prioritet, og senere gjorde 30’ernes meget dybe krise og Anden Verdenskrig det svært at opnå større forbedringer.
Historisk har arbejderbevægelsen krævet og opnået, at lønmodtagerne fik noget af produktivitetsgevinsten som nedsat arbejdstid. Men det er ikke sket i de sidste knap 35 år.
I forrige århundredes begyndelse fra år 1900 og indtil 1920 blev den ugentlige arbejdstid derimod sat ned to gange, så de 60 timer fra jernindustriens overenskomster i 1900 var reduceret til 50,5 timer i 1919.
De sidste næsten 35 år fra 1990 til nu burde have været en normal periode med hyppige arbejdstidsnedsættelser, for ikke mange husker de 37 timer som en historisk triumf, og vi har i perioden været forskånet for en altødelæggende verdenskrig og en ekstrem økonomisk elendighed som i 30’erne.
Så vi må have noget til gode.
Producerer mere og mere
Der er nemlig en god grund til, at arbejdstiden er faldet i 125 år, og velstanden samtidig er steget. Forklaringen er, at produktiviteten i samfundet løbende stiger. Lønmodtagerne producerer flere og flere varer og tjenesteydelser på kortere og kortere tid.
Sådan har det også været i de seneste 35 år. Tænk for eksempel på, hvad digitaliseringen har betydet for kontorarbejde i både den offentlige og private sektor. Eller hvordan de mange ambulante behandlinger på hospitalerne har erstattet langvarige indlæggelser. Eller robotteknologiens betydning for fremstillingsindustrien.
Historisk har arbejderbevægelsen krævet og opnået, at lønmodtagerne fik noget af produktivitetsgevinsten som nedsat arbejdstid. Men det er ikke sket i de sidste knap 35 år, og den tilbageholdenhed må stoppe nu.
Skulle arbejdsgiverne på nogle tidspunkter mangle arbejdskraft, kan de glæde sig over, at de danske lønmodtagere har tilkæmpet sig et velfærdssamfund samt løn- og arbejdsvilkår, der beviseligt kan tiltrække udenlandsk arbejdskraft – i øjeblikket arbejder omkring 400.000 lønmodtagere med udenlandsk statsborgerskab i Danmark.
Arbejdstiden skal ned, og det skal vi stille krav om ved kommende overenskomstforhandlinger. Det er et taktisk spørgsmål, hvor meget vi skal kræve, og det synes jeg, vi skal diskutere i fagbevægelsen.
Selv tænker jeg, at et krav om 35 timer med fuld kompensation hurtigst kan få den bredeste opbakning, og det er der brug for. Der er allerede gået alt for lang tid siden sidste nedsættelse af den almindelige ugentlige arbejdstid.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
21. oktober 2024 | 06:00
