Se billederne
Dansk “erhvervseventyr” svækker klimaindsatsen
Det er grotesk, at regeringen vil gøre Danmark til EU’s CO2-losseplads. Men det er det mindste problem ved at gøre kulstoflagring til en central del af klimapolitikken.
|
Hvis jeg var klima- og vækststrateg for den danske regering, ville jeg ikke kunne få armene ned. Det går som smurt for den klima-aftale, et stort flertal i Folketinget – fra Enhedslisten til Det Konservative Folkeparti – satte deres kontrafej på i september 2023. Det handler om ’kulstoflagring’ (CCS), den teknik, som skal filtrere CO2 fra, hvor man nu kan, herunder skorstene på fabrikker, forbrændingsanstalter, energianlæg, og derefter pumpe det langt nede i jorden.
Misforstå mig ikke. Der er stadig store spørgsmålstegn ved, om det kommer til at virke, i hvert fald om det kommer til at levere så meget, som industrien siger. Det er aldrig prøvet før i den skala, som Folketinget har sat sig for på dansk grund, og olie- og gasindustrien, der sammen med den energi-intensive industri, er de varmeste fortalere for CCS, anerkender, at CCS-projekter aldrig har leveret det, de satte sig som mål.
De sejre, den danske regering høster, handler ikke om lovende tegn på succes på den grønne måde, men om bedre udsigter for CCS som kommercielt projekt på europæisk plan. Af aftalen fra 2023 fremgår det, at den hjemlige satsning på CCS skal ”gøre Danmark til en europæisk hub for CO2-lagring”, og fornemmelsen var, at ”Danmark står på tærsklen til et gennembrud for et meget vigtigt klimainstrument og potentielt Danmarks næste grønne erhvervseventyr.” Den optimisme har vist sig at have ben at gå på, og det skyldes de seneste måneders udvikling i EU.
Det, der præsenteres som det nye danske grønne erhvervseventyr, kan ende med, at vores egen klimapolitik ikke kommer i mål – og at Danmark har været med til at give andre europæiske regeringer et godt påskud for at bremse op.
I mange år har dele af industrien, herunder olie- og gasselskaberne, presset på for at gøre CCS til et omdrejningspunkt for EU’s energi- og klimapolitik. I 2019 kunne de notere sig en sejr med European Green Deal, der fastslog, at det skulle være en af EU’s prioriteter. Kan man komme et filter på udledningen, er en stigning i gasforbrug ikke noget problem. Den kan jo bare ”dekarboniseres”, det vil sige, man kan fjerne CO2-en.
Siden er det gået slaw-i-slaw, og kulminerer nu med EU-kommissionens planer for de kommende fem år. Der skal bruges store summer på teknologiudvikling og på infrastruktur, og CCS er ét af prestigeprojekterne. Der skal ydes støtte til nye projekter, herunder til rørledninger, som kan transportere CO2 rundt i Europa.
Det er netop dét, der er så godt for det nye danske ”grønne erhvervseventyr”. Med en rørledning sydfra til Danmark kan vi gøre os parate til ikke bare at begrave vores egen CO2, men også tysk, fransk, belgisk eller østrigsk CO2. Oven i købet har Danmark fået den post i EU-kommissionen, som sagen hører under. Som energikommissær kan Dan Jørgensen lægge kræfter i at få det hele til at gå op.
I det hele taget er den danske regering om sig. Danmark står bag en del opfordringer til Kommissionen om at få gang i opførelsen af rørledninger, og om indførelsen af et Indre Marked for CO2. I et non-paper fra regeringen fra juni fremlægges en række forslag, der skal sikre CO2-ens ’frie bevægelighed’, især at transporten gennem rørledningerne ikke må monopoliseres, men skal fungere på markedsbetingelser. Og den 10. oktober sendte regeringen et brev til Kommissionen med omtrent samme indhold, denne gang flankeret af Frankrig, Tyskland, Holland, Sverige og Finland.
Så det kommer højst sandsynligt til at ske. Der kommer rørledninger til Danmark, og der bliver investeret i faciliteter for at få det begravet. Om det i sidste ende også bliver det erhvervseventyr, som Folketinget drømmer om, er derimod ikke sikkert. Det er meget store pengebeløb, som skal investeres i infrastrukturen, og at det skulle blive en markedsfidus uden indsprøjtninger af store summer offentlige penge, ligger ikke lige om hjørnet. Der er en overhængende risiko for, at det hele ender med at være indirekte statsstøtte til de energi-intensive industrigrene, der ikke hidtil har gjort sig i ’grøn omstilling’. For hvorfor lægge sig i selen med grønnere produktion, hvis man bare kan sætte et filter på skorstenen?
Her er vi så ved humlen i begejstringen for kulstoflagring/CCS: Har man en forestilling om, at arbejdet kan klares ved kulstofopsamling og -lagring, så mindskes indsatsen for en reel, grøn teknologisk transformation. Det er derfor, man ser netop olie- og gasindustrien i front for kampagner for CCS, og på samme måde med den energi-intensive industri (cement, stål, papir, kemi med mere). Og det gælder for regeringer med høje reduktionsmål, at opgaven med at reducere udslippet bliver meget mindre, hvis man bare kan samle skidtet op og gemme det væk.
Det er til at forstå. Men det er svært at sympatisere med. For CCS er både dyrt og uprøvet. Lykkes eksperimentet ikke, så har hele øvelsen kun ført til, at indsatsen med at omstille og elektrificere industrien og for at reducere brugen af fossile brændsler er blevet bremset. Det er den politiske effekt af CCS-begejstringen.
Så det, der præsenteres som det nye danske grønne erhvervseventyr, kan ende med, at vores egen klimapolitik ikke kommer i mål – og at Danmark har været med til at give andre europæiske regeringer et godt påskud for at bremse op. Så det kan godt være, strategien har virket så langt – med EU’s CCS-begejstring, med rørledninger og CO2-marked lige om hjørnet, med en dansk energikommissær, men på lang sigt kan det blive noget, vi alle har mest lyst til at glemme.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
12. oktober 2024 | 06:17
