Forenet gennem hiphop
Fredselskende kræfter og antiimperialister i Danmark står over for en kæmpemæssig opgave.
I disse dage raser diskussionen om USA som verdens førende magt, om forholdet til USA fremover – og mange steder hagler det ned med kritik af USA’s udenrigspolitiske kurs gennem årtier.
Men ikke her. Ikke i Danmark.
Kun hvis man er forhenværende-et-eller-andet kan der siges et par sandheder. Er man magthaver – uanset partifarve – klappes hælene stadig sammen. Selvom imperialismens ynkelige, strategiske nederlag i Afghanistan råber på en total omlægning af Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Det er et farligt spil, som Danmark er aktør i.
På sit pressemøde i Statsministeriet i onsdags erklærede Mette Frederiksen, at der nu “melder sig mange svære spørgsmål” , og hun mente også, at der er brug for en “bredere refleksion over Danmarks og Vestens sikkerhedspolitiske engagementer rundt i verden”. Men denne refleksion skal tilsyneladende ikke gå til problemets kerne. For “vi er dybt afhængige af et tæt samarbejde med vores nærmeste allierede, USA … USA er vores absolut vigtigste allierede, og det er der ikke noget, der kan ændre på”.
Må vi på denne plads minde om, hvad hendes forgænger, også socialdemokrat, erklærede kort efter 11. september 2001, da der skulle tages stilling til militære operationer i Afghanistan:
“Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen til USA: Vi er med jer hele vejen.” (Poul Nyrup Rasmussen i Berlingske Tidende 21. september 2001)
Efter 20 år og en tabt krig i Afghanistan er budskabet det samme. Og, kunne man tilføje: De internationale styrkeforhold er tippet fuldstændig rundt de seneste 20 år.
Man kan synes, at det officielle Danmarks halehængspolitik er dybt beskæmmende. Men den er mere end det. Den er fuldstændig virkelighedsfjern. Det vil de danske politikere få rig lejlighed til at forvisse sig om i de kommende år.
Set i det lys er der bestemt politisk grobund for de kræfter, der gerne ser en selvstændig, fælles militær opbygning i Europa. Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen bebuder således, at der bør tages et opgør med Danmarks EU-forsvarsforbehold. Et flertal af EU-landene er godt på vej til at opbygge en militær union, så EU selv kan “slå til”, hvis eller når USA ikke kan eller formår det – eller gøre det i samarbejde med USA.
Danmark har siden 1990’erne ført, hvad der er blevet kaldt en aktivistisk udenrigspolitik. Den blev indledt på Balkan, da socialdemokraten Hans Hækkerup var forsvarsminister.
Men det er falsk varebetegnelse. Den aktivistiske udenrigspolitik er i virkeligheden en militaristisk udenrigspolitik. Og det er den, der har spillet fallit, også i tilfældet Afghanistan. Den burde derfor lægges stendød.
En af de store forhenværende, eks-udenrigsminister med meget mere, Mogens Lykketoft (S) har været med hele vejen. I DR Deadline tirsdag aften erklærede han:
”I det store billede kan vi sige, at vi har brugt hundredvis af milliarder dollars militært på at tabe en krig. Hvis vi havde brugt dem på at bekæmpe klimaforandring, underudvikling, forebygge konflikter, så havde vi haft færre terrorister, og verden havde været et helt andet og bedre sted.”
Ikke meget tyder på, at den erkendelse slår om i grundlæggende forandringer i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Men det er på tide at sætte en stopper for den hidtidige kurs. For det er et farligt spil, som Danmark er aktør i. Det er farligt for de folk og lande, der er i skydeskiven – og det er farligt for de danskere, der sendes i felten. Uanset om USA eller EU sidder i kommandocentralen, er det en kurs for yderligere oprustning, militarisering og indblanding i andre landes anliggender.
Det er derfor, fredselskende kræfter og antiimperialister i Danmark står over for en kæmpemæssig opgave.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
