Læserbrev
Udskrift af radiointerview med Omar Deeb, leder af udenrigsrelationer i Libanons Kommunistiske Parti, på Sawt al-Shaab Radio om den seneste politiske udvikling og den zionistiske aggression mod Libanon.
Om det amerikanske projekt og det nye Mellemøsten
Den zionistiske fjende har ført en folkemorderisk krig mod det palæstinensiske folk i Gaza i næsten et år, sideløbende med daglige angreb på palæstinensere på Vestbredden, i Jerusalem og i Libanon. Dette er en forlængelse af mere end 70 års kriminalitet, mord, brutalitet og fordrivelse. I dag fortsætter fjenden sin aggression mod Libanon og styrker sin rolle som den stærkeste militær- og sikkerhedsmagt i regionen.
Den krig, vi er vidne til mod Libanon, er en del af denne sammenhæng. Det er en krig mod hele Libanon og hele den libanesiske befolkning, selv om den i øjeblikket er rettet mod vores folk i syd og Beqaa. Det ultimative mål er at underlægge hele Libanon og dets befolkning og styre det i retning af den zionistiske dagsorden, hvilket er i overensstemmelse med det bredere amerikanske projekt for vores region.
Det primære fokus i dag skal være libanesisk national enhed.
Den zionistiske fjendes nuværende ambition er at opnå et “Storisrael” i politisk, sikkerhedsmæssig og økonomisk forstand, ikke nødvendigvis geografisk. Israel søger en imperialistisk regional rolle med det formål at udvide sin kontrol, normalisere forholdet til nabolandene og integrere sig økonomisk, hvilket er i tråd med det amerikanske projekt for regionen.
I årtier, især efter Sovjetunionens sammenbrud, har USA forsøgt at svække og afvikle nationalstater i vores region – suveræne stater med administrationer, regeringer og hære. Uafhængigt af vores holdning til et bestemt regime har USA haft succes flere steder i vores region. At svække disse stater gør det lettere for USA at kontrollere dem og splitte dem langs sekteriske, etniske og nationale linjer. Denne opdeling letter både amerikansk dominans og zionistisk indflydelse og driver flere lande i retning af normalisering.
Desværre har vi set mange arabiske regimer og regeringer følge denne vej. Selv om “Al-Aqsa Flood”-operationen satte en stopper for disse regeringers drift, forsøger fjenden nu at genvinde initiativet ved at angribe modstandsbevægelser og regionens befolkninger for at fremme sit projekt.
For os er dette en langsigtet kamp. Der kan være sejre eller nederlag i forskellige faser, men konfrontationen er vedvarende. Midt i den nuværende kampintensitet må vi ikke betragte de nuværende omstændigheder som permanente. Det palæstinensiske folk har gjort modstand i årtier, og vores folk i Gaza har været udsat for en folkemorderisk krig i et år. Vi står også over for en lang konfrontation med denne fjende, og vores sejr vil komme gennem vores modstandskraft og afvisning af at underkaste os, selv om vi lider betydelige militære og civile tab.
Nøglen i denne kamp er ikke at overgive sig til de politiske betingelser, der er pålagt Libanon – dets regering, politiske kræfter og befolkning.
Om snakken om flere poler i verden:
Hvad med Kinas og Ruslands roller?
Der sker store globale forandringer, og nye stater og magter rejser sig for at udfordre USA’s dominans, men det går langsomt. Mange af disse lande har deres egne prioriteter i deres egne regioner. Selv om vi ser positivt på deres modstand mod aggression og bestræbelser på at finde politiske løsninger, som for eksempel forslag om våbenhvile, må vi også erkende, at disse lande i øjeblikket er begrænsede og ude af stand til at handle beslutsomt. Mange libanesere og palæstinensere føler, at de står alene i denne konfrontation.
Der er også en følelse af hjælpeløshed og utilstrækkelighed hos stormagterne. Vi er vidne til et åbent folkemord mod flere folkeslag i regionen, og hvis Israel, støttet af USA, vinder denne kamp, vil det ændre magtbalancen i regionen og verden i lang tid. Disse lande må tage stilling – de behøver ikke at gribe ind militært, men kan handle politisk og diplomatisk. De er i stand til at true Israel med sanktioner, afbryde forbindelser, standse handel og tage initiativ til at organisere internationale konferencer. De har evnen til at handle, men gør i øjeblikket det absolutte minimum.
Om Irans rolle:
Hvordan kan denne akse styrkes og få større gennemslagskraft?
Der er nu mere end nogensinde brug for solidaritet og samarbejde mellem alle lande og folk i denne region – arabiske stater, deres folk og regeringer, venstreorienterede kræfter og modstandsbevægelser, hvad enten de er islamiske, nationale eller patriotiske, sammen med Iran og andre regionale stater.
Vores befolkninger bliver massakreret, som vi har set det i Gaza og Libanon i de seneste dage. Disse folk må ikke lades i stikken, skønt der er en følelse af at være forladt. Vi håber, at de kommende dage vil vise noget andet og føre til en arabisk, national og international opvågnen til støtte for det libanesiske og palæstinensiske folk. Hvis ikke nu, hvornår så? Hvis dette ikke er tiden til at stå sammen med det libanesiske folk mod fjenden, sker det måske aldrig.
Frygten for magtbalancen får måske mange til at tøve, men vi betaler prisen for den tøven. Nu er vi udelukkende afhængige af vores folks modstandskraft og evne til at gøre modstand.
Vi har stået over for sværere tider, som eksempelvis den israelske besættelse af de sydlige landsbyer i 1978 og besættelsen af Beirut i 1982. Vi gjorde modstand og dannede den libanesiske nationale modstandsfront med dens helte fra kommunistpartiet, de nationale styrker og den nationale bevægelse. Disse kræfter gjorde modstand med arabisk og syrisk støtte, bakket op af den socialistiske blok og Sovjetunionen, som ydede hjælp. Grundlaget for deres resultater var dog deres styrke på jorden, deres forbindelse til deres folk og deres kendskab til deres hjemland.
Vi håber, at forholdene i denne langvarige konfrontation i sidste ende vil favorisere vores folks modstandskraft og modstand mod fjenden. Som parti gør vi alt, hvad vi kan i denne kamp for at støtte vores folks modstandskraft, sørge for fordrevne og flygtninge og sikre lægehjælp, boliger og meget mere.
Vi arbejder også politisk, både i Libanon og i udlandet, for at samle så meget politisk og mediemæssig støtte som muligt til vores folk og lancere solidaritetskampagner over hele verden, ligesom vi gjorde for det palæstinensiske folk. Vi er fuldt engagerede i disse bestræbelser, men nøglen er fortsat folkets modstandskraft og modstandens evne til at forpurre fjendens mål om at gennemtvinge underkastelse og afskære Libanon fra at støtte det palæstinensiske folk i Gaza.
Om regeringskrisen i Libanon, Hizbollahs rolle og forsinkelsen af præsidentvalget
Vi mener, at der burde have været valgt en præsident fra den allerførste dag, hvor stillingen blev ledig, hvis ikke endda en måned før, for at sikre statens og dens institutioners kontinuitet. Statens sammenbrud fører til yderligere opløsning og tilbagegang. Men de interne konflikter kan ikke bebrejdes én gruppe. Vi er godt klar over, hvordan parlamentet er sammensat. De stærkeste partier er dem, der blokerer valget.
Men i dette øjeblik af konfrontation mener vi, at interne konflikter skal lægges til side. Fokus bør være på national enhed blandt det libanesiske folk og de politiske kræfter. Alle ved, at vi har politiske uoverensstemmelser med de regerende kræfter, men for nu bør disse uoverensstemmelser udskydes.
Vi befinder os i en eksistentiel kamp, som truer vores lands skæbne, og det bliver en lang og ekstremt hård kamp – et nyt Gaza-lignende scenarie. Ligesom vi har opfordret det palæstinensiske folk og de palæstinensiske fraktioner til at forene sig, opfordrer vi nu til libanesisk national enhed baseret på et nationalt projekt for at konfrontere denne aggression. Alle interne politiske stridigheder kan forblive uløste, men det må udskydes at tage fat på dem.
Vi opfordrer selvfølgelig til at gøre alt for at sikre statens kontinuitet, herunder at vælge en præsident, selv i krigstider, og at afvise budgetter, der søger flere skatter og nedskæringer. Det er også vigtigt at sikre et minimum af levestandard og lønninger for arbejdere, ansatte og personale i den offentlige og private sektor. Disse kræfter burde stræbe efter disse mål. Men politiske konflikter mellem os og andre kræfter og mellem disse kræfter indbyrdes bør sættes på standby.
Det primære fokus i dag skal være libanesisk national enhed, baseret på et nationalt projekt for at konfrontere aggressionen, fordi denne fase er afgørende og vanskelig.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
