Som cirkusdirektør Barnum så rigtigt sagde: There’s a sucker born every minute.
USA og dets allierede har lidt et gedigent nederlag i Afghanistan efter 20 års besættelse. Dét mener Lotte Rørtoft-Madsen, der er formand for Kommunistisk Parti.
Søndag rykkede Taleban ind i hovedstaden Kabul og overtog magten i landet.
– Hvad vi er vidne til, er et totalt nederlag for den vestlige imperialisme. NATO’s, USA’s og de andre magters krigsindsats i Afghanistan ender lige så forsmædeligt, som den startede, siger hun til Arbejderen.
Hun mener, at det er tydeligt, at det ikke er lykkedes at skabe et stabilt, fungerende samfund, som afghanerne kan have tillid til.
Der er brug for en gennemgribende, uafhængig analyse af den krigsindsats, som Danmark har været en del af de sidste 20 år – også for at kunne stille de ansvarlige politikere til regnskab.
Lotte Rørtoft-Madsen, formand for Kommunistisk Parti
– Tværtimod. Det er et gennemkorrupt og miskrediteret styre, der nu er sat fra bestillingen. Og der skulle blot pustes til det, før det faldt sammen, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Den tyske udenrigsminister Heiko Mass kalder Vestens indsats i Afghanistan “en katastrofe”. Lederen af det britiske Underhus’ udenrigskomité, den konservative Tom Tugendhat, kalder tilbagetrækningen af tropper fra Afghanistan “Storbritanniens største udenrigspolitiske katastrofe siden Suez-krisen i 1956”. Han tilføjer, at “Storbritannien har svigtet det afghanske folk”.
Onsdag er Underhuset i London hasteindkaldt. Mandag holdt FN’s Sikkerhedsråd hastemøde om situationen.
Afghanske lidelser
Lotte Rørtoft-Madsen mener, at der ikke er nogen tvivl om, at “det afghanske folk først og fremmest har brug for fred”. Og, at det har været udsat for utallige lidelser de seneste 40 år.
– Talebans magtovertagelse betyder ikke et stop for lidelserne. Taleban er ikke den eneste militære og politiske magtfaktor i Afghanistan, der jo ikke har en centralmagt, der rækker ud i alle afkroge af samfundet.
– Landet er præget af klaner og lokale krigsherrer, ligesom både Al Qaeda og IS er aktive på afghansk jord. Så det er på alle måder en meget usikker fremtid, afghanerne går i møde, lyder analysen fra Lotte Rørtoft-Madsen, der følger udviklingen tæt.
Kritikere påpeger, at USA’s præsident Joe Biden er hyklerisk. Så sent som den 8. juli udtalte en selvsikker Biden, at Taleban ikke ville sejre. “Den afghanske regeringshær tæller 300.000 mand og er særdeles stærk”, sagde Joe Biden.
– I de vestlige hovedstæder råder der nu overraskelse, tvivlrådighed og vrede. Og bitterhed over for USA, som de opfatter, har ladt dem i stikken, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
– Der stilles spørgsmålstegn ved de nuværende alliancer: “Skal vi virkelig blive ved med fremover at forlade os på USA, eller skulle vi hellere her i Europa agere selv militært?” Det er ikke en ny debat, men der er ingen tvivl om, at de seneste ugers skelsættende udvikling i Afghanistan vil give næring til EU-landenes militære dimension, siger Lotte Rørtoft-Madsen.
Lotte Rørtoft-Madsen mener, at vi “set i et lidt bredere perspektiv er vidne til et imperium, der i dén grad er på retur”.
– USA taber grund, men forsøger også at omstrukturere sig og gøre sig klar til et opgør med et fremstormende Kina. Derfor øges den militære tilstedeværelse andre steder i Centralasien, lyder det fra formanden for Kommunistisk Parti.
Stil til ansvar
Stifteren af den amerikanske fredsorganisation Code Pink, Medea Benjamin, kræver på Twitter, at “de ansvarlige for 20 års episk fiasko skal stilles til regnskab for de tusinder af afghanere og amerikanere, der blev dræbt og lemlæstet; til ansvar for de tabte milliarder og de utallige løgne, vi blev fodret med”, skriver hun.
Lotte Rørtoft-Madsen mener også, at det må få konsekvenser i Danmark.
Danmark deltog i besættelsen fra 2002 til 2021. De sidste danske soldater blev trukket ud den 22. juni i år. 44 danske soldater er døde i dé år.
– Der tales om selvransagelse. Det er der så sandelig også brug for! I Kommunistisk Parti mener vi, at der er brug for en gennemgribende, uafhængig analyse af den krigsindsats, som Danmark har været en del af de sidste 20 år – også for at kunne stille de ansvarlige politikere til regnskab, lyder det.
Hun tilføjer, at det “ikke er glemt”, at den nuværende regering i 2019 afviste at genåbne den Irak/Afghanistan-kommission, som ellers var nedsat i 2012, men siden lukket af Venstre-regeringen i 2015.
– Nu om nogensinde må sandheden frem i lyset! – At krigen og besættelsen byggede på en løgn, og at USA har efterladt sig et grimt spor i Mellemøsten og andre steder, slutter Lotte Rørtoft-Madsen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.