Tusindvis af kunstnere fra Sverige, Finland og Island vil have Israel udelukket fra Eurovision (Det Europæiske Melodi Grand Prix) på grund af Israels igangværende krigsforbrydelser i Gaza.
Også i Danmark er der modstand mod Israels deltagelse i sangkonkurrencen, der finder sted i maj i Malmø. Den 25. januar mødte aktivister op med skilte foran DR Koncerthuset, hvor årets artister til Dansk Melodi Grand Prix blev præsenteret. På et banner stod der skrevet:
“Stop med at bruge Eurovision til at hvidvaske israelske forbrydelser”.
Desuden har ansatte i den danske musikbranche igangsat initiativet Musikbranchen for våbenhvile, der indsamler underskrifter for at stoppe blodbadet i Palæstina.
Dobbeltmoralsk
Over 1000 kunstnere i Sverige bragte i mandags et debatindlæg i den svenske tabloidavis Aftonbladet. I indlægget, som vil blive givet til EBU, der arrangerer sangkonkurrencen, gør kunstnerne det klart, at de vil have Israel udelukket fra Det Europæiske Melodi Grand Prix.
Kunsterne stiller sig kritiske overfor, at EBU har tænkt sig at lade Israel deltage, nu når Den Internationale Domstol (ICJ) har besluttet at gå videre med Sydafrikas sag mod Israel, der bliver anklaget for at begå folkemord.
“Det, der sker i Gaza, er en humanitær katastrofe, og Den Internationale Domstol i Haag har for nylig besluttet at gå videre med den proces, hvor Israel er anklaget for at overtræde folkedrabskonventionen. På trods af dette har den europæiske radio- og tv-union EBU til hensigt at tillade Israels deltagelse i Det Europæiske Melodi Grand Prix 2024”, skriver de svenske kunstnere.
Ifølge kunstnerne er det dobbeltmoralsk, at EBU i 2022 valgte at udelukke Rusland fra konkurrencen på grund af krigen i Ukraine, men i år har tænkt sig at tillade Israels deltagelse, på trods af at Israel har dræbt over 26.000 palæstinensere alene siden den 7. oktober.
Modstand i Norden
Også i andre nordiske lande er der modstand mod israelsk deltagelse i Det Europæiske Melodi Grand Prix. I sidste måned bad Den Islandske Sammenslutning af Komponister og Tekstforfattere sine medlemmer om ikke at deltage i showet, medmindre Israel blev udelukket fra konkurrencen.
Mere end 1400 kunstnere fra Finland har siden tilkendegivet deres støtte til det islandske initiativ via en underskriftsindsamling.
I Danmark kom modstanden mod israelsk deltagelse i sangkonkurrencen til udtryk den 25. januar, da en gruppe propalæstinensiske aktivister mødte op foran DR Koncerthuset med bannere, der både opfordrede til udelukkelse af Israel fra konkurrencen og en boykot af Israel som helhed.
På Facebook er der blevet oprettet en gruppe, der opfordrer danskere til at boykotte Melodi Grand Prix, hvis Israel deltager. I gruppens beskrivelse står der:
“Rusland er udelukket på grund af invasionen af Ukraine, men Israel har stadig lov til at deltage. Derfor bør seerne boykotte ESC i år for at sende et signal til politikerne, DR og EBU, at vi ikke støtter, at et land, der begår folkemord, deltager i en konkurrence, der promoverer deres kultur”.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.