Læserbrev
Nyt år – nye håb
2023 gav ikke megen grund til optimisme, når det gælder forbedringer af velfærden og forholdene for mennesker med handicap. Men her en uge inde i det nye år lever håbet stadig om, at 2024 kan betyde fremskridt på handicapområdet, skriver Thorkild Olesen i denne blog.
|
Jeg tror, at det ligger i vores natur, at et nyt år giver anledning til at se tilbage og tænke på det kommende år. I min natur giver et nyt år også altid anledning til håb om et bedre år end det, der gik. I 2024 er der ovenikøbet en ekstra dag til at opnå forbedringer!
2023 har ellers ikke givet anledning til at tro, at den politiske situation vil medføre forbedringer i 2024: En skæv skattereform, der ikke tilgodeser de lavestlønnede eller mennesker på overførselsindkomst. En kontanthjælpsaftale, som måske om 16 år vil hjælpe de fattigste børn ud af fattigdom og ellers blot vil medføre yderligere fattigdom for dem, der får behov for dette sidste såkaldte sikkerhedsnet. En ulighed i sundhed og velfærd der bare bliver større og større, fordi vi i højere og højere grad nærmer os et amerikaniseret forsikringssystem.
Også retssikkerheden er blevet mere og mere truet, fordi der er et større pres med endnu flere afgørelser om hjælp, der er afhængig af kommunernes økonomiske formåen.
Der er lyspunkter
Lyspunkterne er, at der trods al modgangen også er et arbejde i gang med at forbedre forholdene. Det kafkaske bureaukrati som mange møder, når man har behov for hjælp fra kommuner og andre, ser ud til at være for meget selv for de politikere, der ellers tror, at lempelser vil medføre mere snyd.
Der er således tanker om, at hjælpemiddelområdet skal reformeres. I dag koster det ofte mere at bevilge et nødvendigt, kompenserende hjælpemiddel end det koster i sig selv, fordi bureaukratiet skal fodres. Selv indlysende nødvendige hjælpemidler som blindestokke, toiletforhøjere og kørestole bliver overbureaukratiseret med ønsker om lægeerklæringer og test i en uendelighed.
Der er muligvis også en historisk mulighed for at ændre på afgrænsningen mellem behandlingsredskaber og hjælpemidler. I dag bruger sundhedsvæsen og socialområdet uendelige ressourcer på at diskutere med hinanden, om et hjælpemiddel er nødvendigt, fordi borgeren skal behandles eller kompenseres.
2024 kan blive året, hvor vi løser en masse problemer for mennesker med handicap og vores familier.
Det handler selvfølgelig om, hvilken kasse der skal betale. For os som borgere er det uendelig ligegyldigt. Et hjælpemiddel er nødvendigt, hvis borgeren har brug for det. Resten er New Public Management-teori og bureaukratisering.
Det ser også ud til, at et andet uhyre, der kan diskuteres, er de hyppige og unødvendige revisitationer.
Får man som menneske med handicap for eksempel merudgiftsydelse, borgerstyret personlig assistance, eller får ens forældre tabt arbejdsfortjeneste, er de årlige revisitationer et tilbagevendende mareridt.
Mareridtet betyder dels systemstress for den enkelte borger eller familie og dels en overadministration, der formentlig ikke kan give ret meget arbejdsglæde i forvaltningerne. Og det er for det meste helt unødvendigt arbejde, for uanset hvordan man vender og drejer det, har man som borger, der modtager hjælp, altid pligt til at melde om ændringer i behovet for den hjælp, man får.
Økonomisk er det også dårlige penge, man kaster efter de gode. Hvis kontrollen og bureaukratiet koster uforholdsmæssig meget at opretholde for at fange de små fisk, der altid vil snyde, så er vi gået for langt i vores iver efter millimeterretfærdighed.
Jeg ser muligheder for at få ændret i hvert fald nogle af de umulige regler om revisitation. Det er sjældent sådan, at et handicap forsvinder, og dermed er behovet for automatiske revisitationer også meget lille. Sammenholdt med stikprøver og pligten til at melde forandringer ind burde det være nok for ethvert bureaukratisk uhyre.
Håbet er lysegrønt
Et sidste område, hvor håbet stadig er lysegrønt i forhold til gode forandringer, er beskæftigelsessystemet. Her er der i den grad behov for afbureaukratisering og fokus på borgerne frem for systemet, og måske giver den kommende reform mulighed for det.
Det kræver ikke bare, at man sprænger jobcentrene i luften og tror, at man kan spare tre milliarder kroner. Det kræver også, at man tager fat i de mange åndssvage regler, der er skrevet ind i lovgivningen.
Et sted at starte er med rehabiliteringsforløbene, der i dag mest fungerer som menneskelige hamsterhjul, der ødelægger dem, systemet egentlig er sat i verden for at hjælpe. I en tid med mangel på arbejdskraft burde man i stedet finde et job til dem, der skal hjælpes, og så bagefter finde ud af, om og i givet fald hvilke kompenserende behov der skal dækkes.
2024 kan blive året, hvor vi løser en masse problemer for mennesker med handicap og vores familier. Håbet er der stadig her knap en uge inde i året. Det kan selvfølgelig også gå i den fuldstændig modsatte retning. Men lige nu er håbet lysegrønt.
Godt nytår!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
04. januar 2024 | 12:27
