På grund af stærk økonomi
Regeringens flirt med aktiv dødshjælp mangler et reelt alternativ
Vi kan ikke tage diskussionen om aktiv dødshjælp uden at bringe problemerne med at sikre reel livshjælp til mennesker ramt af sygdom, ulykke eller handicap med ind i debatten, skriver Kirsten Normann Andersen i denne blog.
|
Det er en falliterklæring, hvis vi kun vil debattere aktiv dødshjælp – uden samtidig at tale om aktiv livshjælp. For når mulighederne for det sidste bliver en illusion, så er valget ikke længere (lige)værdigt.
Det er dybt bekymrende, når flere og flere mennesker oplever, at det velfærdssamfund, som skulle sikre dem et værdigt liv trods handicap, sygdom eller anden svækkelse, ikke længere giver dem den nødvendige hjælp.
Kommuner skærer i hjælpen
Karsten har muskelsvind og kan kun vippe med en finger. I forbindelse med hans overgang til folkepension (efter et langt arbejdsliv) besluttede kommunen at revurdere hans hjælperordning.
Karsten forklarede, som ret var, at han end ikke kan klø sig selv på næsen, hvorefter han blev bedt om at tælle, hvor ofte han havde brug for hjælp til det.
Kommunen vurderede imidlertid ikke, at Karsten havde brug for at blive kløet på næsen oftere end “normale” mennesker, og at opgaven ville kunne håndteres, når hjemmeplejen i fremtiden kom forbi otte gange i døgnet.
Jeg skal ikke kunne sige, hvem visitatoren definerer som de normale mennesker, men jeg selv har i det mindste ikke styr på, hvor ofte jeg har brug for at klø mig på næsen, og jeg vil slet ikke være i stand til at sige noget om, hvornår det er nødvendigt.
Der findes talrige eksempler på, hvordan mennesker med handicap overkommer deres handicap og bidrager til fællesskabet med andre, når vi sikrer helt nødvendige rammer for det levede liv.
Det er så kynisk, at det er uden for min fatteevne at forstå, at mennesker overhovedet kan få sig selv til at sige (og endda skrive) det.
Karsten lever et aktivt liv med meningsfulde aktiviteter og gode venner. Men det kan han kun, fordi han kan tage hjælpen med sig, uanset hvad han finder på at bruge sin tid på. Om det er en middagsaftale, en tur i biografen, et weekendophold eller deltagelse i kurser eller andet, så er Karsten afhængig af hjælp til at leve livet.
I stedet har kommunen afgjort, at Karsten i fremtiden kun skal have hjælp til nødvendige opgaver som personlig hygiejne, mad og toiletbesøg. Og i fremtiden skal hjælpen gives på otte bestemte tidspunkter fordelt over døgnet – og hjælpen skal gives i hjemmet.
Heldigvis vendte Ankestyrelsen fingeren nedad til kommunens afgørelse, men stadig alt for mange mennesker med handicap oplever, hvordan der bliver skåret på den hjælp, som de har så hårdt brug for.
Jeg kender selv en del af de mennesker, som konstant er berørt af nye visitationer, og som konstant frygter, at den hjælp, de får i dag, kan blive taget fra dem – og med rette, for det sker hele tiden.
Det handler ikke kun om at overleve
Da kommunen reducerede Kirstens hjælperordning med mange timer om ugen, kunne hun ikke længere passe sit arbejde – og endte med en fyreseddel. Også fritidsaktiviteter har hun været nødt til at skære ned på, og ofte må hun ty til at få hjælp af hendes gamle mor – fordi det er svært at hyre hjælpere til de korte vagter, som kommunen mener rækker til hendes behov.
For John var det vigtigt, at han stadig kunne bidrage til de fælles opgaver i hjemmet, så alt ikke skulle hænge på hans hustru, men han kunne ikke længere gå og var nu permanent kørestolsbruger.
Han søgte derfor om hjælp til ombygning af køkkenet, så han stadig kunne tage sin tørn med madlavning. I stedet fik han tilbudt en kommunal madordning, men den ville kun omfatte ham – og ikke hans hustru. Det er et ulige forhold, hvor den ene part er tvunget i et afhængighedsforhold til den anden. Det holdt forholdet desværre heller ikke til.
Det er kun et lille uddrag af eksempler, som jeg selv har oplevet tæt på. Men eksemplerne har det til fælles, at det slider på mennesker, hvis de konstant skal retfærdiggøre helt åbenlyse behov for hjælp og støtte til at leve et aktivt, godt og ligeværdigt liv.
Et liv som ikke kun handler om at overleve – men om at leve. Et liv hvor den enkelte ikke er i et ulige afhængighedsforhold til sine nærmeste, men også kan være noget for de mennesker, som man omgiver sig med.
Når regeringen har vendt fingeren ned til Etisk Råds vurdering af aktiv dødshjælp og i stedet har nedsat deres eget udvalg – så er det mere end nogensinde vigtigt, at vi også har fokus på livshjælp – som et reelt alternativ.
Jeg fornægter ikke, at nogle mennesker kan have svært ved at se meningen med livet med et handicap. Der findes talrige eksempler på, hvor livsomvæltende det kan være, når eksempelvis ulykker eller sygdom fratager mennesker deres fysiske formåen.
Men der findes også talrige eksempler på, hvordan mennesker med handicap overkommer deres handicap og bidrager til fællesskabet med andre, når vi sikrer helt nødvendige rammer for det levede liv.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. januar 2024 | 09:21
