World Socialism Forum 2024
Vestens selektive flygtningepolitik i Ukraine
Nogle flygtninge får en bedre behandling end andre flygtninge, kommer hurtigere væk fra krigen og glider ubesværet gennem asylsystemet i det nye værtsland. Det gælder eksempelvis jødiske flygtninge fra Ukraine, der ved ankomsten til Israel bliver til be- og bosættere på Vestbredden, skriver Arne Lund.
|
Hvordan kan det gå til, at mennesker, der flygter fra krig og ødelæggelser, på ganske kort tid indtræder i rollen som kolonisatorer og besættere?
Sådan er det gået med de ukrainske jøder, der “natten over” blev integreret i Israel. Modtagelsen af flere tusinde ukrainske, jødiske flygtninge er dog ikke blot en humanitær gestus. Den er tillige udtryk for en strategisk, demografisk tænkning og såvel Israels som for Vestens selektive flygtningepolitik.
Østeuropa og især Ukraine var tidligere ét af de værste områder for jøder. Et sted hvor jøderne blev gjort ansvarlige for alt, hvad der var galt i nationen eller i lokalområdet. De blev diskrimineret og udsat for vold og pogromer (en organiseret, voldelig forfølgelse af et religiøst eller etnisk mindretal, red.) Værst var det under de russiske zarer fra 1550-1917 med flere tusinde pogromer.
I nyere tid fik jøderne skyld for at have anstiftet Første Verdenskrig og Den Russiske Revolution. Heller ikke Stalin holdt sig tilbage, når han havde brug for syndebukke.
USA og Europa har iværksat sanktioner mod Rusland, samtidig med at de afviser at sanktionere Israel.
Så da englænderne med Balfour-deklarationen i 1917 åbnede op for, at jøderne kunne etablere sig i det britiske mandatområde Palæstina, da var de ukrainske jøder blandt de første, der drog dertil.
At det skete på bekostning af palæstinenserne, var der ikke mange, der dengang skænkede en tanke. For “jøderne var jo et folk uden land, der nu kom til et land – som de mente, de havde en gudsgiven, bibelsk ret til – uden folk”.
Nazi-tysklands krig mod Sovjet og mordet på cirka seks millioner jøder satte yderligere gang i udvandringen til Palæstina. I 1948 havde jøderne erobret så store landområder, at de kunne udråbe den selvstændige stat Israel.
En stat der med Amnestys ord har etableret og opretholdt et jødisk hegemoni, maksimeret sin kontrol over mest mulig arabisk jord og begrænset antallet af palæstinensere, der løbende har fået forringet de rettigheder, de måtte have.
Der er tale om en demografisk politik, der baserer sig på zionismen – kernen i den israelske statsræson.
Israels love tillader, at enhver jødisk person fra et hvilket som helst land ved at flytte til Israel dermed opnår israelsk statsborgerskab – også selv om hverken den pågældende eller dennes forfædre nogensinde har sat foden på palæstinensisk jord eller har haft nogen relation til landet.
Med de samme love forhindres over seks millioner fordrevne palæstinensere i at vende tilbage til det land, hvor deres slægt har boet i årtusinder. I stedet frister mange af dem fortsat en kummerlig tilværelse i cirka 60 “midlertidige” flygtningelejre i Libanon, Syrien eller Jordan.
Ukraines jøder: Fremtidens syndebukke?
Næppe var russiske hære trængt ind i Ukraine og havde sendt millioner på flugt, før den israelske regering fjernede de bureaukratiske barrierer, så de ukrainske jøder (dem er der cirka 200.000 af) hurtigt kunne komme til Israel. Ikke-jøder blev afvist.
De ukrainske jøder er ikke personligt forfulgte. De flygter, fordi de ved, at når krigen på et tidspunkt slutter, så vil de blive gjort til syndebukke for, hvad der er sket, og især hvad der er gået galt under den jødiske præsident Zelensky.
“Vi så det under zarerne og i Stalin-tiden. Vi ved, at jødehadet lurer lige under overfladen hos den tredjedel af ukrainerne, der vedgår, at de er antisemitter”, fortæller rabbiner Pinchas Goldschmidt til The Guardian den 30. december 2022.
For flygtningene er enhver hjælp, i en situation hvor man tvinges til at begive sig på flugt, naturligvis velkommen, og der er sjældent plads til refleksioner over, hvad baggrunden for hjælpen er. Her gælder det bare om at komme væk.
Først bagefter går det op for flygtninge, at man er en brik i et politisk spil, som man ikke nødvendigvis er enig i.
Men faktum er, at mange af de jøder, der flygter fra krigen i Ukraine, få dage efter ankomsten til Israel tildeles en bolig på den besatte Vestbred.
Dermed ændres ens status fra at være flygtning til at være ulovlig bo- og besætter i et område, der er stjålet fra de oprindelige beboere, palæstinenserne, og at flygtningene dermed overtræder internationale love.
Først flygtning, så ulovlig bosætter
De ukrainske flygtninge er et led I Israels befolkningspolitik, der går ud på at forøge antallet af israelske statsborgere af jødisk herkomst.
Formålet er at undgå, at den samlede arabiske befolkningsgruppe numerisk overhaler den jødiske, der udgør cirka 7,5 millioner. På Vestbredden og i Gaza bor der cirka 5 millioner palæstinensere, hertil kommer cirka 1,7 millioner palæstinensere, der er israelske statsborgere.
Da den arabiske fødselsrate er højere end den jødiske, er det indlysende, at sidstnævnte er nervøse for, hvornår der kommer et palæstinensisk befolkningsflertal.
Heraf følger også det stedse højere råb fra det yderste højre, der blandt andet sidder i regeringen, om at smide samtlige arabere over på den anden side af Jordan-floden og få et “etnisk rent” Israel.
Resultatet af at importere et stort antal ukrainske jødiske flygtninge er, hvad demografiforskeren Lana Tatour fra universitet i Sydney i al-Jazeera kalder “en bosætterkolonialisme, hvor Israel udnytter krigen i Ukraine til at forøge sin jødiske befolkning. For nok er der en flygtningekrise i Ukraine, og den er alle forpligtiget til at tage sig af. Men den selektive udvælgelse af, hvilke flygtninge Israel tager imod, er alt andet end humanitær. Den er udtryk for en stat, der er besat af tanken om at opretholde et bestemt demografisk styrkeforhold og sikre sig magten over andre befolkningsgrupper, her palæstinenserne.”
Tatour fortsætter: “Israel har opbygget et system med jødisk overhøjhed, hvor ikke-jøder strukturelt diskrimineres eller ekskluderes fra fuldt ud at kunne tage del i vigtige samfundsforhold af politisk, økonomisk, social, kulturel karakter.”
Apartheidstaten Israel
Siden 2021 har Amnesty, Human Rights Watch med flere brugt betegnelsen “apartheid” for at beskrive forholdene i Israel.
Argumentet uddybes den 14. april i år i det indflydelsesrige amerikanske tidsskrift Foreign Affairs. Her skriver fire mellemøstforskere, at “Vesten og især USA er medskyldige i at have skabt en apartheidstat, og at de har understøttet illusionen om, at Israel deler de samme værdier som de fleste lande i Vesten… at Israel er Mellemøstens eneste demokrati”.
“Når de demokratiske rettigheder ikke gælder for palæstinenserne, er det, fordi de israelske myndigheder skønner, at palæstinenserne endnu ikke er modne dertil – en opfattelse mange i Vesten deler… Hvad angår de sikkerhedsmæssige spændinger, så skyldes de, at palæstinenserne ikke vil anerkende Israels eksistens”, fortsætter Foreign Affairs.
Artiklen peger på det absurde i, at Israel opfatter sig som et sikkert land, hvilket modsiges af den institutionaliserede opdeling af befolkningen i grupper, hvor nogle har det betydeligt bedre end andre, juridisk, økonomisk, socialt og så videre.
Ikke alene i forholdet mellem jøder og palæstinensere, men også blandt jøderne selv. Her tæller jøder af europæisk afstamning mere end for eksempel afrikanske jøder.
Vestens dobbeltmoral
Håndteringen af de mange flygtninge fra Ukraine udstiller Vestens dobbeltmoral, når den er værst.
Den opmærksomhed, der vies nogle ukrainske flygtninge, har eksempelvis ikke omfattet de afrikanere, asiater eller romaer, der opholdt sig i Ukraine.
Med rette fordømmes den russiske invasion, men Vesten vil ikke anerkende, at forholdene for palæstinenserne på mange måder er langt værre end ukrainernes, uagtet at der er store forskelle de to lande imellem.
“Fra den ene dag til den anden”, skrev Middle East Eye i marts 2022, “så betød internationale love atter noget. Forestillingen om, at et territorium ikke måtte tages med magt, var med ét en international norm, der var værd at forsvare. De vestlige lande fremlagde en resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der fordømte Ruslands handlinger. De selvsamme lande var passive i forhold til de 45 resolutioner, der i tidens løb er blevet fremsat for at fordømme Israels krænkelser af internationale love og overgreb mod palæstinenserne”.
Hvis internationale love kun håndhæves, når det passer magtfulde lande, og ignoreres selektivt, når det drejer sig om folk, der ikke er hvide kristne, så er internationale love blot et magtinstrument.
Med ét ville USA gerne igen være med i FN’s Menneskerettighedsråd. Glemt var, at man kort forinden havde forladt rådet, fordi det gjorde Israel ansvarlig for de mange krænkelser, der var overgået palæstinenserne.
Flere lande, også USA, opfordrede Den Internationale Krigsforbryderdomstol til at rejse anklage mod Putin for at have begået krigsforbrydelser. Det er den samme domstol, som USA påtænkte at sanktionere, da den ville undersøge de forbrydelser, Israel har begået mod palæstinenserne.
USA og Europa har iværksat sanktioner mod Rusland, samtidig med at de afviser at sanktionere Israel, men i stedet aktivt støtter landet økonomisk, militært og diplomatisk. Hos EU har Israel status som “mest begunstigede handelspartner”.
Vesten boykotter varer og investeringer i Rusland, fjerner russiske varer i butikkerne, aflyser koncerter og sportsarrangementer. Kulturminister Ane Halsboe Jørgensen nægtede i Deadline at spise den russiske nationalret borsch – rødbedesuppe. Det er dér, vi er.
Den slags tiltag har aldrig været rettet mod Israel fra officiel side. Tværtimod, så har England, Tyskland, USA med flere enten forsøgt at kriminalisere boykotbevægelsen eller lægge bevægelsen hindringer i vejen. Og hvis ikke det, så hænger de medier, der ikke kan eller vil skelne mellem antisemitisme og antizionisme, for eksempel Roger Waters og andre der trodser den pro-israelske politik, ud som antisemitter.
Mens der ikke mangler opfordringer til at donere penge til Ukraine, så må de, der indsamler penge til mad eller medicin i Gaza, se deres bidrag konfiskeret og blive anklaget for terrorfinansiering.
Når ukrainerne kaster molotovcocktails mod russiske soldater, så kalder vi dem frihedskæmpere. Når palæstinenserne bruger molotovcocktails mod de israelske soldater, så fordømmes de som terrorister.
Forklaringer på denne dobbeltmoral er, at ukrainerne er hvide kristne med lyst hår og blå øjne, mens palæstinenserne er mørklødede arabere og (værst) muslimer. Eller som det blev sagt af en nyhedsvært på CNN: “Dette er hverken Syrien eller Irak, det er et civiliseret, europæisk land.”
Hvis internationale love kun håndhæves, når det passer magtfulde lande, og ignoreres selektivt, når det drejer sig om folk, der ikke er hvide kristne, så er internationale love blot et magtinstrument.
Relationerne Ukraine-Israel
Også forholdet mellem Israel og Ukraine fortjener opmærksomhed, thi det er påvirket af, at Israel i perioder har et tæt forhold til Rusland.
I december 2016, da Ukraine sad i FN’s Sikkerhedsråd, stemte det for resolution 2334, der kritiserede det løbende boligbyggeri på Vestbredden.
Den ukrainske FN-ambassadør sammenlignede besættelsen af Vestbredden med Ruslands annektering af Krim. Israel reagerede med at aflyse et statsbesøg af Ukraines premierminister.
Efter russernes invasion af Ukraine blev Israel anmodet om at donere våben. Det blev til felthospitaler og anden form for humanitær bistand. Bedre bliver det så ikke af, at Israel kun tager imod jødiske flygtninge fra Ukraine.
Et- eller to-statsløsningen
Artiklen i Foreign Affairs gør et forsøg på at punktere opfattelsen af, at der inden for en overskuelig fremtid kan skabes en to-statsløsning.
Den israelske regering, hvis militær kontrollerer hele området mellem Middelhavet og Jordan-floden, er i stand til at gennemtrumfe love, bestemmelser og sine politikker med eller uden befolkningens samtykke.
I de palæstinensiske områder er der ikke en økonomi eller politisk-sociale forhold, der er solide nok til at kunne bære en statsdannelse; det har Israel effektivt forhindret siden 1967. Alt hvad palæstinenserne foretager sig ud over et begrænset lokalt niveau, sker på israelernes betingelser.
Palæstinenserne – og det gælder også de palæstinensere, der har israelsk statsborgerskab – sidder i et jerngreb, og dét i en sådan grad at det kan være svært at se, hvordan de skulle være i stand til at opbygge deres egen stat.
Hertil kommer, at der er betydelig uenighed om, hvordan det i så fald skulle ske. Divergenserne mellem det religiøst funderede Hamas-styre i Gaza og Israels samarbejdende, verdslige Fatah-styre på Vestbredden er meget store.
Aha-øjeblikket
Enhver krise kalder på refleksion. Krigen i Ukraine gør det i allerhøjeste grad. Den er definerende for, hvordan Vesten evner at solidarisere sig med befolkninger, der bliver besat.
Vesten har indtil nu ikke været i stand til at drage paralleller mellem forholdene i Ukraine og i Palæstina og har ikke forstået, at palæstinenserne har krav på den samme opbakning, som den der bliver ukrainerne til del.
Ja, måske endda endnu mere i og med at de palæstinensiske områder råder over langt færre naturrigdomme sammenlignet med Ukraine.
Nok er Ukraine hærget efter halvandet års krige og ødelæggelser, men landet har dog både ressourcer og en uddannet arbejdskraft – og de vestlige donorlandes bevågenhed – der kan klare opbygningen.
Krigen i Ukraine er derfor en aha-oplevelse, hvor Vestens reelle hensigter og intentioner træder tydeligt frem. Hvor omsorgen og solidariteten med krigens ofre er selektiv, og hvor denne udstrækkes til dem, der ligner os.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13. september 2023 | 06:59
