Læserbrev
Sygeplejersker landet over har nu strejket i over to uger. Strejken er udløst af en dybtgående frustration over uligeløn.
Sygeplejerskerne understreger, at de som et kvindedomineret fag har lavere lønninger end tilsvarende mandefag. De peger på, at sygeplejerskerne i lighed med flere andre kvindefag blev for lavt indplaceret på lønskalaen i forbindelse med Tjenestemandsreformen i 1969.
Det synspunkt får de opbakning til fra flere forskere.
“Hvis vi sammenligner med de mandsdominerede fag af tilsvarende uddannelseslængde, eksempelvis bygningskonstruktører og diplomingeniører, så ligger sygeplejerskernes løn henholdsvis cirka 11 og 17 procent under disse lønniveauer… Den samlede konklusion er, at vi taler om et løngab til nogenlunde sammenlignelige stillinger på et sted mellem 11 og 17 procent”, skriver for eksempel lektor Birthe Larsen fra Copenhagen Business School i et debatindlæg i Politiken den 20. juni.
Vi har ingen dansk model i den offentlige sektor. Der er tale om politiske forhandlinger fra start til slut. Lønrammen er bestemt af politikerne.
Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker
– Der er helt klart et problem med uligeløn i den offentlige sektor, siger Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet.
Han afviser de gennemsnitsberegninger på, hvor stor en løn sygeplejersker har, der har floreret i medierne. De tager alle sygeplejersker med lige fra den meget højtlønnede chef til den nyuddannede.
– Det giver ikke et retvisende billede. Man er nødt til at gå ind og sammenligne kompetencer og ansvar for den enkelte, understreger Henning Jørgensen.
Han peger på, at mens uligelønnen mellem mænd og kvinder er blevet mindre i andre europæiske lande, står Danmark nærmest i stampe.
– Indtil overenskomstforhandlingerne i 2018 havde der ikke været noget ligelønsprojekt i årtier. Men her blev Anders Bondo Christensen, daværende lærerformand og formand for Forhandlingsfællesskabet, tvunget til at acceptere små puljer til ligeløn og lavtlønsområder for at få støtte til kravet om en arbejdstidsaftale for lærerne, siger Henning Jørgensen.
Både i 2018 og igen her i 2021 er der tale om meget små ligelønspuljer, der ikke rykker afgørende ved uligelønnen mellem mande- og kvindefag.
Skævhed tilbage fra 1969
Sygeplejerskerne og andre faggrupper retter en skarp kritik af den indplacering af de forskellige faggrupper på det offentlige område, som politikerne gennemførte i forbindelse med vedtagelse af Tjenestemandsreformen i 1969.
Her blev en række kvindedominerede fag som blandt andet sygeplejersker og pædagoger indplaceret lavere i lønsystemet end mandefag med tilsvarende uddannelseslængde og ansvar.
Henning Jørgensen understreger, at det var folketingspolitikerne, der stod for lønindplaceringen dengang, og at der kan ændres på det uden at ændre et komma i selve Tjenestemandsreformen. Der var tale om en selvstændig forhandling om løninplaceringen, der foregik ved siden af Tjenestemandskommissionens arbejde.
- Tjenestemandsreformen er en omfattende reform af tjenestemandsområdet vedtaget af Folketinget den 18. juni 1969. Forud for vedtagelsen lå fem års kommissionsarbejde.
- Formålet med reformen var blandt andet at sikre en større ensartethed i ansættelsesforholdene og en øget central styring med lønudviklingen på tværs af den offentlige sektor. Reformpakken bestod blandt andet af en revision af tjenestemændenes pensionsordning.
- Det blev fastsat som et forhandlingsmæssigt princip, at staten forhandlede sine forhold først – og at tjenestemændenes forhandlinger gik forud for de overenskomstansattes.
- Ved siden af Tjenestekommissionens arbejde var der en selvstændig forhandling, hvor Folketingets politikere besluttede indplaceringen af de forskellige offentligt ansatte faggrupper på lønskalaen. Her blev de kvindedominerede fag indplaceret omkring 18 procent under de mandedominerede fag.
Kilder: Kvindefag i historisk skruetvinge – en analyse at tjenestemandsreformens betydning for hierarkiet i offentlige lønninger fra 1969 til 2019 samt arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen
– Når politikerne nu siger, at problemerne med manglende ligeløn skal løses gennem den danske model, fralægger de sig ansvaret for et problem, de selv har skabt med indplaceringen tilbage i 1969, konstaterer Henning Jørgensen.
Han mener, at den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor overenskomster forhandles mellem arbejdsmarkedets parter, reelt er sat ud af kraft på det offentlige område.
– Vi har ingen dansk model i den offentlige sektor. Der er tale om politiske forhandlinger fra start til slut. Lønrammen er bestemt af politikerne. Politikerne er arbejdsgivere. Derfor er det hyklerisk, når politikerne nu siger, at de ikke vil blande sig i konflikten, men vil lade den danske model virke, erklærer Henning Jørgensen.
Han mener, at der er brug for en ændring af forhandlingssystemet på det offentlige område og politiske løsninger, hvis uligelønnen skal bekæmpes.
Samme spor er tidligere FOA-formand Dennis Kristensen inde på i et indlæg i tidsskriftet Raeson den 1. juli.
“Der er behov for, at Christiansborg erkender, at vi som samfund har et gældsbrev liggende hos de kvindedominerede fag, hvis indløsningstid er overskredet. Gældsbrevet lyder på adskillige milliarder, som udgøres af løngabet mellem mandefag og kvindefag. Dette astronomiske beløb har en størrelse, som ikke kan løses med et enkelt snuptag. Der er derimod brug for en flerårig plan til at fylde løngabet op”, skriver han og fortsætter:
“I praksis er det Christiansborg, der fastlægger de økonomiske rammer for overenskomstforhandlingerne for de ansatte i staten, kommunerne og regionerne. Derfor er det også Christiansborg, der har magten til at supplere de økonomiske rammer med ekstra puljer målrettet ligeløn til kvindefagene, som overenskomstparterne kan aftale anvendelsen af.”
Det er ikke kun sygeplejerskerne, der er utilfredse med uligelønnen på det offentlige område.
I en ny undersøgelse fra FOA svarer 85 procent af de 1840 adspurgte medlemmer, at deres løn skulle stige mellem 1000 og 5000 kroner om måneden for at være retfærdig i forhold til de opgaver og det ansvar, de har.
Også pædagoger, jordemødre og andre grupper har klart givet udtryk for deres utilfredshed, men har alligevel valgt at stemme ja til overenskomsten af forskellige grunde, selvom de ikke jubler over resultatet.
En stærk faggruppe
Hvorfor har lige præcis sygeplejerskerne valgt konfliktens vej?
– Det hænger sammen med, at sygeplejerskerne er en stærk faggruppe, der har tradition for at gå i konflikt for bedre løn. De har fået en klar faglig bevidsthed og en forståelse for, at deres arbejde ikke er et kald. Den faglige bevidsthed og tradition for konflikt er ikke udviklet på samme måde i mange af de andre faggrupper på det offentlige område, vurderer Henning Jørgensen.
Han understreger, at sygeplejersker også har en erfaring med, at strejker kan give resultater. Han peger blandt andet på den 29 dage lange konflikt, som sygeplejersker sammen med hospitalslaboranterne var ude i i 1995.
– Der blev efterfølgende nedsat et udvalg, der kom med en rapport, som viste, at sygeplejerskerne havde større kompetencer og ansvar end andre faggrupper med samme løn. Det betød, at sygeplejerskerne fik lidt ekstra, forklarer arbejdsmarkedsforskeren.
Ud over i 1995 strejkede sygeplejerskerne også i 1999 og 2008 for højere løn. Dertil kommer en lønstrejke helt tilbage i 1973/74, kort efter at Dansk Sygeplejeråd var blevet en egentlig fagforening i stedet for en standsforening.
Nu er sygeplejerskerne så igen ude i konflikt. Denne gang som den eneste faggruppe overhovedet og med svære udsigter til at opnå forbedringer.
Støtte til strejken
Mange i befolkningen støtter sygeplejerskernes kamp. En ny måling, Epinion har lavet for DR sidst i juni, viser, at 40 procent af danskerne støtter strejken, mens 18 procent er imod.
Samtidig viser den store gruppe på samlet set 41 procent, der svarer ved ikke eller, at de hverken er for eller imod, at mange ikke er afklarede omkring konflikten.
En række lokale fagforeninger og arbejdspladser på det private område har været ude med støtteudtalelser til sygeplejerskerne. Det gælder blandt andet en række forskellige håndværkergrupper og 3F-afdelinger.
Læs også
“Under hele coronakrisen har vi oplevet værdien af et velfungerende offentligt sundhedsvæsen. Alle faggrupper på landets hospitaler, i regioner og kommuner har gjort en uvurderlig og uforglemmelig indsats.
Sygeplejerskerne har nu taget konsekvensen af lang tids hårdt arbejdspres, af mangeårig uligeløn og underbetaling. De har forkastet et utilstrækkeligt overenskomstresultat og er gået i strejke.
Vi støtter sygeplejerskernes kamp for højere løn, ligeløn og et bedre arbejdsmiljø – vi støtter deres kamp for at få brudt den forældede Tjenestemandsreform fra 1969, der holder de klassiske kvindefag i et jerngreb af ulighed”, skriver for eksempel bestyrelsen i 3F København i en udtalelse.
På det offentlige område er der stort set ingen støtte fra de andre fagforbund, hvis medlemmer har stemt ja til overenskomstresultatet med en lønstigning på godt fem procent over de næste tre år.
Men flere lokale afdelinger af blandt andet FOA, Socialpædagogerne og Uddannelsesforbundet støtter op om de strejkende. Det samme gælder en række enkeltpersoner som for eksempel læger rundt omkring på landets hospitaler.
Skarp kontrast til OK-kampen i 2018
Situationen omkring OK21 står i skarp kontrast til overenskomstkampen i 2018, hvor fagbevægelsen langt hen ad vejen formåede at stå sammen og støtte hinanden.
Dengang var der samling om en række fælles krav, og arbejdsgiverne stod overfor en samlet fagbevægelse, hvor medlemmerne var yderst aktive.
Den slags har det intet været af i OK21. Allerede ved opstarten på overenskomstforhandlingerne opstod der uenighed mellem fagforbundene om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre at forhandle overenskomst midt under en pandemi, hvor medlemmerne er pressede til det yderste, og strejkevåbnet er svækket.
Mens andre fagforbund talte for at udskyde forhandlingerne til efter corona, holdt Dansk Sygeplejeråd og BUPL fast i, at forhandlingerne skulle gennemføres som planlagt. De håbede på at kunne høste resultaterne af medlemmernes ekstraordinære indsats under coronakrisen.
Det lykkedes ikke. Det samlede overenskomstresultat endte indenfor en ramme, der stort set kun lige sikrer reallønnen.
Undervejs er modsætningerne i fagbevægelsen blevet meget åbenlyse som for nylig, hvor FOA-formand Mona Striib rettede en skarp kritik af sygeplejerskernes formand Grete Christensen for en udtalelse om, at forskellen i grundlønnen for en sygeplejerske og en social- og sundhedsassistent er for lille. I et tweet betegnede Mona Striib udtalelsen som “egoistisk fagkrig”.
– Der er blevet kørt sololøb her i 2021. Der er for lidt solidaritet. Det er et kæmpe problem for fagbevægelsen. Sammenhold er den eneste vej til at få noget igennem på, konstaterer Henning Jørgensen.
“Vi så nogle andre og mere solidariske takter ved OK18, hvor forhandlingsfællesskaberne havde vendt scenarier sammen og bestræbte sig på netop at undgå, at ”nogen blev efterladt på perronen”. I 2018 var fagbevægelsen parat til at gå rigtig langt, kraftig hjulpet af en stor mobilisering og opbakning fra medlemmerne. Og samtidig havde fagtoppen ingen hensyn at tage i forhold til den daværende såkaldte blå regering. Dette har som bekendt ændret sig ved OK21”, skriver Jan Andreasen, medlem af hovedbestyrelsen i Uddannelsesforbundet i en kommentar i Arbejderen den 28. juni.
Støttedemo og støttekomitéer
Nu er sygeplejerskerne så endt alene i konflikt, fordi et stort flertal af dem ikke ville acceptere den lave lønramme. Den seneste tids omfattende kamp mod Tjenestemandsreformen og de medfølgende lave indplaceringer på lønskalaen har været med til at aktivere mange og skabt en opfattelse af, at nu er det nok.
Det betød, at flertal af sygeplejerskerne ikke kunne få sig selv til at stemme ja til et magert resultat på trods af bevidstheden om vanskelighederne ved her og nu at opnå mere gennem en konflikt.
Rundt omkring i landet arbejder forskellige faglige kræfter lige nu med at sikre mere støtte til sygeplejerskernes kamp for bedre løn.
For eksempel er der på lørdag den 10. juli klokken 11-14 demonstration på Christiansborg Slotsplads til støtte for strejken. Ud over Dansk Sygeplejeråd Hovedstaden er følgende fagforeninger indtil videre med i arrangørkredsen: Landsforeningen af socialpædagoger, 3F BJMF, Uddannelsesforbundet København, Socialpædagogerne Storkøbenhavn og Dansk Socialrådgiverforening, Region Øst.
Der er også dannet strejkestøttekomitéer i flere byer, blandt andet i Frederikssund og Randers.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
