anmeldelse
”Stuepigen og kranføreren” lyder som en parodi på en socialistisk-realistisk roman, men det er Bent Hallers seneste roman så langt fra, selv om den bærer titlen. Det er derimod en solidarisk, velskrevet og realistisk arbejderroman, der foregår i tiden fra midten af 1930’erne til 80’erne, og som fortæller om krigen, samfundsudviklingen og om et stormfuldt ægteskab, der trods alt holder tiden ud.
Fortælleren, Børge, vokser op på et lille, sølle landbrug. En dag falder faren død om ude hos svinene, men bliver heldigvis fundet, før de begynder at gnave i ham. Børge har fået nok af det liv og overlader stedet til sin bror Johannes, som viser sig at være en driftig mand, der kan få ting til at udvikle sig.
Børge pakker sin ransel og begiver sig til storbyen Frederikshavn, hvor han er så heldig at blive ansat som rigger på værftet. Et beskedent logi finder han i kælderen ved siden af kulrummet hos en grosserer, og det er fint nok til ham, der ikke er for godt vant.
Her møder han stuepigen Tove, der er rapkæftet og både lune- og gådefuld. Børge er en sindig fyr, der ikke bryder sig om at gå til yderligheder, så han melder sig ind i Socialdemokratiet, mens Tove er kommunist og ikke det ringeste besindig.
Da Danmark bliver besat, trænger tyskerne ind på værftet, og arbejdernes modstand består i at arbejde langsomt og kludre i det, når det er tyske skibe, der skal repareres. Tove er med i en modstandsgruppe, og gennem hende bliver Børge også inddraget, og det ender med, at de bliver et par.
På værftet går det godt for Børge. Han bliver sjakbajs og senere kranfører. Freden kommer, Børge og Tove bliver gift og får først datteren Margit, og senere kommer sønnen Ole til. Johannes, Børges bror, giver, som han har lovet, Børge hans arveandel fra det fædrene hjem, og det bliver grundlaget for at købe hus.
Så kommer der lidt efter lidt radio, fjernsyn, bil og udlandsrejser til. Tove har honnette ambitioner, også på børnenes vegne, mens Børge bare vil passe sit arbejde i kranen og have fred og ro, hvad der irriterer Tove. Der er for lidt fut i ham på alle områder.
Tiden går, og efterhånden går det nedad. Børnene får deres eget liv og har ikke brug for forældrene. Toves vanskelige sind udarter til en psykose, og hun må indlægges til afvænning for et pillemisbrug. Værftet skranter, skibene bliver bygget i Fjernøsten, hvor arbejdskraften er billigere.
Toves hoste efter et langt livs intensiv rygning udvikler sig til uhelbredelig kræft. På dødslejet fortæller hun Børge om den grusomme hemmelighed, der har plaget hende siden krigens tid, samtidig med at hun siger, at den tid var hendes bedste, for dengang var hun noget.
Da Tove er død, og Børge er blevet ufrivilligt pensioneret, kommer der et tidspunkt, hvor han ikke orker flere tomme dage. Udstyret med et batteri af stærke drikke og tobaksvarer klatrer han op i sin elskede kran og sidder der natten over og lader sit liv passere revy. Sådan begynder beretningen om Tove og Børge og deres tid og kamp, og sådan ender den.
Bent Haller: Stuepigen og kranføreren
Lindhardt og Ringhof. 404 sider. 320 kroner.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
