Fort Europa dræber, og vi ser konsekvenserne af det nu
Frontex er gået fra at være en koordineringsenhed til et militært vagtagentur, der med droner, biometriske grænser, varmesøgere og håndvåben opretholder deres eneste mission: Hold migranter ude fra EU's grænseovergange, skriver Kirsten Kværnø og David Lausen fra Global Aktion.Denne blog er skrevet få timer efter, at et skib med hundredvis af mennesker på vej mod Italien kæntrede i Middelhavet. Der bliver fortsat ledt efter overlevende.
Menneskesmuglerne er blevet et røgslør, der dækker det ansvar, som alle EU-lande bærer.
Denne kæntring er et resultat af EU’s udlændinge- og grænsepolitik, som tvinger mennesker i bevægelse til usikre grænseovergange. Skylden placeres af politikere på menneskesmuglere, men denne kæntring er et resultat af vores voldelige opretholdelse af Fort Europas ydre grænser.
Skylden skydes på menneskesmuglerne
Nyhedsdækningen af denne tragedie får kæntringen til at ligne en uheldig og tragisk ulykke, hvis forudsætninger er skabt af grådige menneskesmuglere. Grækenlands premierminister har erklæret landesorg “med vores tanker på alle ofrene for hensynsløse smuglere, som udnytter menneskelig ulykkelighed”.
Men vi må ikke lade os købe af et populistisk sympati fra de selvsamme aktører, som har skabt fundamentet for denne humanitære krise i første omgang. Menneskesmuglerne er blevet et røgslør, der dækker det ansvar, som alle EU-lande bærer.
For det er ikke menneskesmuglere, der får mennesker til at vælge denne form for migration. Det er ikke menneskesmuglere, der har lukket mulighederne for næsten alle lovlige indrejsemuligheder til Europa. Det er EU’s til stadige opbygning og militarisering af et Fort Europa, der tvinger mennesker ud på dødbringende rejser.
Den falske sympati er rent hykleri.
Oprustning af Fort Europa
EU’s grænse- og kystvagtsagentur Frontex er i forandring disse år. Fra at være oprettet tilbage i 2005 som en koordineringsenhed er Frontex nu en selvstændig og fuldt udrustet grænsemilitia. En militia der fortsætter i en voldsom oprustning og militarisering i et desperat forsøg på lukke EU’s “ydre grænser” – koste hvad det vil.
I 2021 begyndte Frontex at have mennesker ansat ved grænseovergangene, og i 2027 skal agenturet have 10.000 våbenbærende grænsevagter.
Frontex havde et årligt budget på 5,6 milliarder danske kroner i 2022 – næsten 25 procent højere end deres budget for 2021.
Frontex er gået fra at være en koordineringsenhed, til et militært vagtagentur, der med droner, biometriske grænser, varmesøgere og håndvåben opretholder deres eneste mission: Hold migranter ude fra EU’s grænseovergange.
Vesten tvinger folk på flugt
Samtidig med at EU fortsætter sine militariserede push backs og afvisninger af mennesker på flugt, rettes blikket sjældent mod de årsager, der sender millioner i bevægelse fra det globale syd: fattigdom, klimaforandringer, krige.
Migration er et menneskeligt egenskab, men vi kan heller ikke være blinde for alle årsager til tvungen migration, som den rige elite i det globale nord bærer hovedparten af ansvaret for.
Beregninger viser, at for hver krone det globale nord tilfører det globale syd i udviklingsbistand, trækkes 30 kroner ud. Det er et bytteforhold, der er skævere end under kolonitiden.
Ulige frihandelsaftaler, toldbarrierer og gældsspiraler fastholder lande i fattigdom. Samtidig bliver klimaforhold i det globale syd til stadighed forværret – også et ansvar, det globale nord bærer.
Eksempelvis husede det afrikanske kontinent i 2022 18 procent af Jordens befolkning, men udledte kun 3 procent af verdens samlede CO2. Til sammenligning kvitterede det globale nord for 63 procent.
Endelig kan vi tage et kig på striben af imperialistiske krige: Libyen, Irak, Afghanistan, der stadig sender folk i bevægelse.
Så alt imens det rige nord har skabt systemer, der skubber folk i bevægelse, lukker EU sine grænser og skaber tragedier, som den vi har oplevet i dag. Vi kan ikke være overraskede, når udfaldet af denne kombination er dødelig.
Den aktive kamp for fri bevægelighed
Vi skal ikke tillade, at politikere hvidvasker deres politik i tragedier som denne. Vores lukkede grænser er ikke kun usolidariske, men inhumane.
Vores lukkede grænser dræber mennesker, og den voldelige håndhævelse af disse grænser foregår hver dag i Middelhavet, i udrejsefængslerne Ellebæk, Kærshovedgård og Avnstrup, og i lufthavne når danske DAT lejer deres fly ud til tvangsudvisninger.
“Freedom of movement is everybody’s right” [Bevægelsesfrihed er alles ret, red.] råber folk i alle lande i Europa, i håb om at det en dag er sandt.
Vi skal ikke blot støtte op, men være aktive allierede i den solidariske kamp for menneskers ret til at bevæge sig.
Kampen for global lighed mellem nord- og sydlande er den direkte kamp imod Frontex, storkapital og de grænsesystemer, der dræber mennesker.
– Kirsten Kværnø og David Lauesen, Global Aktion.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.