Enhedslistens medlem af byrådet, Solveig Munk, kræver svar på en stribe spørgsmål, efter at USA’s militær i mandags – under skarp bevogtning – sejlede et stort transportskib ind i havnen og begyndte at losse kampvogne og andet krigsmaterial af og køre det videre mod Østeuropa.
Vi risikerer at blive bombemål, hvis nogen i krigstid vil ødelægge det krigsmateriel, som USA og NATO opruster massivt med i Østeuropa.
Solveig Munk, medlem af Aarhus Byråd for Enhedslisten
Som følge af operationen er en del af havnen i Aarhus i hele januar blevet omdannet til militært område.
– Det er en dybt alvorlig situation, der rejser en hel del spørgsmål. Byrådet er ikke blevet involveret i, at det amerikanske skib med militært udstyr og soldater skal ankomme til havnen, fortæller Enhedslistens medlem af Aarhus byråd, Solveig Munk, til Arbejderen.
Hun fortsætter:
– Aarhus Havn skal ikke være knudepunkt for indsejling af amerikansk militært udstyr til Europa. Det vil udsætte borgere i Aarhus og hele vejen ned gennem Jylland for fare, fordi vi risikerer at blive bombemål, hvis nogen i krigstid vil ødelægge det krigsmateriel, som USA og NATO opruster massivt med i Østeuropa. Danmark skal ikke være en del af USA’s og NATO’s oprustning og optrapning af konflikter.
Solveig Munk bor selv tæt på havnen i en bygning, der stadig bærer præg af bombninger fra Anden Verdenskrig, hvor havnen var bombemål.
Hvad er der ombord på skibet?
I den officielle pressemeddelelse om USA’s militære transportskibs ankomst til havnen står der blot, at skibet indeholder “… cirka 600 stk. amerikansk militært materiel og køretøjer”.
Men den information er langt fra nok for Solveig Munk.
– Det er vigtigt at vide, hvad der er ombord på skibet, hvis det bliver udsat for tyveri, terror eller en ulykke. Er der noget, der kan sprænge i luften? Skibet ligger i Danmarks største havn. Havnen huser en række højrisiko-virksomheder som oliemøllen. Af samme grund er der forbud mod at bygge lejligheder tæt på havnen. Hvis der er noget, der sprænger i luften på det amerikanske skib, så springer hele havnen og store dele af Aarhus også i luften, siger hun til Arbejderen.
Hun kræver derfor fuld indsigt i, hvad der er ombord på det amerikanske militære transportskib, samt en orientering om, hvilke forholdsregler kommunen har taget for at beskytte civilbefolkningen i forbindelse med militariseringen af havnen.
– Hvad er det, som havnen og myndighederne har givet USA’s militær tilladelse til i havnen? Bliver der ført kontrol med, at USA’s militær ikke har andet ombord end det, der er aftalt? Kan man forestille sig, at USA’s militær har andre våben – herunder atomvåben – med ombord? Har myndighederne undersøgt det, spørger Solveig Munk og fortsætter:
– Er der udarbejdet risikoanalyser af, hvad der kan gå galt? Er der opstillet et beredskab? Der er rigtig mange oplysninger, som vi som byråd overhovedet ikke har fået indsigt i. Det er alvorligt. For vi skal som politikere kunne svare urolige borgere om eksempelvis et potentielt terrormål eller bombemål i havnen.
Beslutning taget uden om byrådet
Byrådet i Aarhus er ikke blevet involveret i beslutningen om at omdanne havnen til militært område, fordi der skal åbnes op for, at USA’s militær kan losse militært krigsmateriel.
Dagen før offentliggørelsen modtog Aarhus Byråd blot en kort orientering på mail.
– Der stod bare, at nu kommer der et amerikansk transportskib til byen med militært materiel, og vi kan forvente amerikanske soldater i gaderne, fortæller Solveig Munk.
Hun undrer sig over hemmelighedskræmmeriet omkring det militære område og det amerikanske militærskib. Men alligevel kan hun godt forstå, at havneledelsen og borgmester Jacob Bundsgaard har behov for at holde kortene tæt til kroppen.
– Der er i forvejen stor folkelig modstand mod havneudvidelsen. Hvis et af formålene med havneudvidelsen er at gøre havnen til en central for krigsmateriel, så har havneledelsen og borgmesteren – der også er formand for havnen i Aarhus – en endnu dårligere sag, konstaterer Solveig Munk.
Borgmester og formand for Aarhus Havn, Jacob Bundsgaard, afviser at forholde sig til, om havneudvidelsen har noget at gøre med, at Aarhus Havn gerne vil være mere attraktiv for, at USA og resten af NATO kan losse militært udstyr. Men han finder det naturligt, at Aarhus Havn fremover tager imod flere fremmede tropper og militært udstyr.
“Det er kun naturligt, at vi understøtter vores allierede og NATO”, skriver Jacob bundsgaard i en mail.
Han finder det også naturligt, at Aarhus lægger havn til USA’s militære oprustning i Østeuropa.
“I den konkrete situation finder jeg det helt naturligt, at vi som by og land er med til at understøtte vores allierede og NATO”, fortsætter borgmesteren.
Det er sandsynligvis ikke sidste gang, at Aarhus Havn åbner op for, at USA’s militær kan sende deres krigsmateriel til Østeuropa via Danmark, for som Aarhus Havn skriver på sin hjemmeside:
“… vores allervigtigste opgave er at stille effektiv infrastruktur til rådighed. Det gælder i dag, i morgen og når USA, som Danmarks nære alliancepartner, ønsker at bruge Aarhus Havn som transithavn i forbindelse med en militær operation”.
Amerikansk militærs brug af Aarhus Havn som transithavn for militært materiel er en del af Operation Atlantic Resolve – der har til formål at “styrke USA’s tilstedeværelse i Europa og demonstrere USA’s evne og vilje til at forstærke NATO og alliancepartnere i Østeuropa med kampstyrker”.
Læs også
Aarhus Havn omdannes til militært område, så USA kan sende krigsmateriel til Østeuropa
Læs også
Militær havneudvidelse i Aarhus har store konsekvenser for klima og havmiljø
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.