Udtalelse
Fyring af Ukraine-kritisk underviser handler om sindelagskontrol
Det gamle ord om, at man ikke må blive så tolerant, at man tolererer intolerancen, er udartet til, at vi selv ender med at være lige så intolerante som de intolerante, skriver advokat Bjørn Elmquist.
|
Fyringen af historikeren Jens Jørgen Nielsen som underviser på Folkeuniversitetet har ikke fået nogen særligt bred dækning i pressen, for at sige det mildt. Avisen her er en hæderlig undtagelse, og i Kristeligt Dagblad læste jeg et indlæg fra et par af kursuseleverne, der protesterede mod fyringen. Men ellers har det været skralt med dækningen.
“Skræmmende udvikling”
I slutningen af november skrev Arbejderen om hovedpersonens opfattelse af situationen, hvor han kaldte udviklingen for “skræmmende”, idet han mente, at hans eneste forbrydelse er, at han har nuanceret krigen i Ukraine.
– Det er farligt, hvis vi ikke kan udvikle viden. Det er gift for demokratiet. Der er reelt ikke en debat om krigen i Ukraine. Jeg kender flere forskere og undervisere, der er kritiske over for krigen i Ukraine – men ikke tør stå frem af frygt for repressalier, sagde Jens Jørgen Nielsen ifølge avisen.
Artiklen indeholdt endvidere en række mere generelle vurderinger fra ham, der efter min opfattelse er så relevante, at de fortjener at blive citeret igen her:
Han mener, at fyringen af ham kommer midt i en tid, hvor der generelt mangler viden om Rusland – og hvor de oplysninger om Rusland, der kommer frem, er ensidigt imod Rusland.
– Den fortælling, som etablerede forskere, politikere og medier gentager igen og igen, er, at der foregår en kamp mellem det gode, demokratiske Vesten mod det totalitære Rusland og Kina.
– Det er skræmmende. For videnskabens opgave er netop at udfordre de herskendes ideer og orden. Hvis vi skal udvikle politik og være i stand til at træffe de rigtige beslutninger, må vi vide, hvad der foregår. Ellers træffer vi nogle vanvittige beslutninger, advarer Jens Jørgen Nielsen.
Danmarks historiske erfaringer med nationale mindretal
Men ud over det rent principielle i denne problemstilling om sindelagskontrol og ytringsfrihed er der et aspekt mere, jeg her vil fremdrage. Med den til tider smertelige historie op gennem århundreder om det danske og det tyske mindretal og med den situation, vi og Tyskland nu befinder os i, er det ufatteligt, at den herskende danske opfattelse af forholdet mellem Ukraine og Rusland og andre lande i regionen er så entydig og forenklet, som tilfældet er.
Efter krige med megen blodsudgydelse og åbent gensidigt had nåede Danmark og Tyskland i forbindelse med Versaillestraktaten i 1919 og folkeafstemninger frem til en grænsedragning, der samtidig sikrede de nationale mindretal, som endte med at befinde sig på hver sin side af grænsen, en række rettigheder om ret til eget sprog, skoler og kultur samt til politisk repræsentation i de respektive lovgivende forsamlinger og andre myndigheder.
Det er ufatteligt, at den herskende danske opfattelse af forholdet mellem Ukraine og Rusland og andre lande i regionen er så entydig og forenklet, som tilfældet er.
Ordningen blev udsat for voldsomme rystelser og kriser under den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig og i det efterfølgende retsopgør, men overlevede krisen og eksisterer i dag i bedste velgående, både nord og syd for den dansk-tyske grænse.
Da Jerntæppet, Den Kolde Krig og Sovjetunionen ophørte med at eksistere, håbede og troede mange gode kræfter på, at Europarådet og Den europæiske SIkkerheds- og Samarbejdsorganisation (OSCE) med deres regler om blandt andet respekt for nationale mindretal i medlemslandene, der også tæller Ukraine og Rusland, ville kunne sikre stabile og fredelige forhold.
Men da det håb for en lille halv snes år siden begyndte at smuldre, og de russiske mindretal især i Ukraine kom mere og mere i klemme, svigtede organisationerne og de andre medlemslande. De lod blot stå til uden kraftig påtale og uden at indse risikoen derved.
Den danske værdikamp
Samtidig har debatten om menneskerettigheder og pligter ikke mindst her i Danmark i disse år taget en stadigt skarpere drejning i retning af prioritering af egne interesser og hensyn. Hvor man tidligere med FN-pagten i hånd talte om at respektere universelle rettigheder og værdier, handler det nu om danske, eventuelt vestlige værdier.
Det gamle ord om, at man ikke må blive så tolerant, at man tolererer intolerancen, er udartet til, at vi selv ender med at være lige så intolerante som de intolerante.
Vi ser det med hensyn til vores rets-, social- og boligpolitik, udlændingepolitikken og i den aktivistiske udenrigspolitik.
Hvad der burde være et lille lands respektable pragmatisme i den nødvendige hensyntagen til at prioritere vores alt i alt begrænsede samfundsressourcer, er endt i chauvinistisk intolerance.
Læs også
11. december 2022 | 07:03
