Kuppet omkring Heinrich XIII Prinz Reuß virker som noget ud af en science fiction-roman, og så er det sørme den skinbarlige sandhed! Hvis den slags kan ske, så er der ingen grænser for, hvad vi kan vente os i fremtiden ….
I onsdags blev vi igen mindet om, at fascismen ikke blot er en historisk kuriøsitet, men en meget virkelig og nærværende trussel.
I tysk histories største aktion rykkede 3000 betjente fra det føderale kriminalpoliti, GSG 9, og andre specialstyrker ud og gennemsøgte over 130 ejendomme i 11 delstater. 25 mistænkte blev anholdt – heriblandt også i Italien og Østrig – anklaget for at have dannet en terrororganisation, som forberedte omstyrtelsen af det politiske system i Tyskland.
Blandt de anholdte var en tidligere officer fra en militær specialenhed, Bundeswehr-soldater, det tidligere AfD-medlem af parlamentet og dommer Birgit Malsack-Winkemann samt forretningsmanden Heinrich XIII Prinz Reuß, som er efterkommer af det herskende dynasti i to små fyrstendømmer i det nuværende Thüringen indtil novemberrevolutionen i 1918.
Adelsmanden, soldaterne og dommeren havde ifølge anklagemyndigheden planer om at iværksætte et kup med en gruppe “rigsborgere”. Ifølge efterforskerne havde enkelte medlemmer allerede gjort konkrete forberedelser til at trænge ind i Forbundsdagen med en bevæbnet gruppe.
Truslen mod det borgerlige demokrati kommer ikke først og fremmest fra “autokratierne” ude i verden, men fra den politiske højrefløj herhjemme.
Efterforskningen af de aspirerende kupmagere har ifølge anklagemyndigheden forbindelser til sagen om gruppen “Forenede Patrioter”, som i april blev sigtet for at have planlagt at kidnappe forbundsminister Karl Lauterbach (SPD).
Det tyske dagblad Junge Welt citerer Janine Wissler, som er medformand for Venstrepartiet, for at sige, at razziaen var “endnu et bevis på den foruroligende tilstedeværelse af en militant, bevæbnet og internationalt netværksbaseret højrefløjsscene i Tyskland”.
Den internationale Auschwitzkomité takkede onsdag sikkerhedsmyndighederne: “Det er mere end foruroligende, at de involverede er bevæbnede, og det samme gælder deres åbenlyse forbindelser til militæret og politiet”, sagde vicepræsident Christoph Heubner.
Blot få dage efter kunne man i søndagens trykte udgave af Politiken læse medlem af Danmarks Radios bestyrelse og af Liberal Alliance, Dennis Nørmark, foreslå at suspendere demokratiet hertillands:
“Selvfølgelig skal man vaske sin mund med sæbe det sekund, man foreslår, at demokratiet måske med fordel kan suspenderes i en periode”, skriver han og refererer til filosof Jason Brennan, som ifølge Dennis Nørmark igennem en række bøger har plæderet for, at “vi kunne få betydeligt bedre politik, hvis ikke vores ledere skulle genvælges”…
Vores liberale frihedselsker mener, at politikernes stræben efter at efterleve den folkelige vilje fører til alt for megen lovgivning, til stor skade for individet – og ikke mindst for væksten og erhvervslivet.
Herefter nævner vores frihedskæmper europæiske lande, som i perioder har været ledet teknokratisk: Belgien, Østrig og ikke mindst Italien, hvor “kølige teknokrater som Mario Monti (2011-2013) og Mario Draghi (2021-2022) stiger ned fra bjerget og rydder op for en stund. Typisk omsluttet af taknemmelighed fra den hårdt prøvede italienske befolkning.”
Denne borgerlige drømmen sig til et sted uden pøbelvælde gøres endnu mere absurd af en henvisning til adelsmanden Alexis de Tocquevilles rejse fra Frankrig til USA i 1831, hvor han oplevede, hvordan indbyggerne i USA havde bevaret en god portion individuel frihed, til forskel fra hjemme i Frankrig hvor revolutionen ikke havde “bragt frihed til franskmændene, men tyranni”, ved det at man efter revolutionen endte “med at være underlagt flere regler, end de havde været under kongens tyranni.”
Først kunne det være fint at vide, om der refereres til Juli-revolutionen 1830, hvor især moderat-liberale kræfter, fabrikanter og journalister byggede barrikader og gik til angreb på hæren, efter at Karl 10. havde opløst parlamentet, ophævet trykkefriheden og indskrænket valgloven. Opstanden endte med, at Karl 10. abdicerede, og hertug Ludvig-Filip af Orléans blev ophøjet til konge.
Derefter får man lyst til at spørge, om det mon er slavernes individuelle frihed, Alexis de Tocqueville mener bevaret i 1830’ernes USA? Eller om det er Indian Removal Act, som kongressen vedtog i 1830, og som resulterede i, at de oprindelige folk i Chickasaw og Choctaw døde på vej mod vest, Creek-stammens endelige nederlag og “civiliseringen” af Cherokee-Nationen, som er et pragteksempel på individets ukrænkelige frihed?
Man får ligeledes lyst til at spørge overhovedet, hvordan Frankrig og USA i 1830’erne kan sammenlignes med nutidens Danmark – i relation til demokrati og individuel frihed…
Men den slags skal man nok ikke hænge sig for meget i. Man må formode, at Dennis Nørmark ikke er interesseret i dybere betragtninger over frihed, men blot ønsker at henføre politikerlede vælgere med lidt tom rasen mod en ukendt portion af statens love og regler.
Såvel kupforsøget i Tyskland som Dennis Nørmarks udgydelser er vigtige påmindelser om, at truslen mod det borgerlige demokrati ikke først og fremmest kommer fra “autokratierne” ude i verden, men fra den politiske højrefløj herhjemme.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

