Forholdene for rengøringsassistenterne ved Renell A/S skal bringes i orden, og indtil da skal Helsingør Kommune fravælge det private rengøringsfirma.
Sådan lød opfordringen fra omkring 100 demonstranter, der mandag eftermiddag stod klar foran rådhuset i den nordsjællandske kommune, da byrådsmedlemmerne indfandt sig for at deltage i møde.
Demonstrationen var indkaldt af FOA og 3F, og Hans Nissen, formand for den sidstnævnte, er godt tilfreds med fremmødet.
– Der var både rengøringsfolk og andre 3F’ere, men også en del folk fra FOA. Der var sygeplejersker, murere og repræsentanter fra Fagbevægelsens Hovedorganisation Hovedstaden, fortæller han til Arbejderen.
Formålet med demonstrationen var for det første at råbe politikerne op og få dem til at presse Renell til at give deres ansatte ordentlige løn- og arbejdsforhold.
– Politikerne har selv været med til at vedtage en arbejdsklausul, som står i kommunens udbudsmateriale, og så det vel kun rimeligt, at de også sørger for, at klausulen bliver overholdt, siger Hans Nissen.
Arbejdsklausulerne skal åbenbart kun bruges i festlige skåltaler og ikke i den virkelige verden. Der gælder det bare om at få udført opgaverne så billigt som muligt, så er det lige meget med de ansattes vilkår. Det er noget svineri.
Hans Nissen, formand 3F Nordsjælland Øst
Klausulen lyder: “Leverandøren skal sikre sig, at deres ansatte og eventuelle underleverandører er sikret løn, arbejdstid og andre arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for arbejde af samme art i henhold til en kollektiv overenskomst – indgået af de inden for det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på det hele danske område.”
– Der er absolut ingen tvivl om, at 3F og Dansk Industri (DI) ubetinget er de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark på rengøringsområdet, mener Hans Nissen, der fortsætter:
– Men arbejdsklausulerne skal åbenbart kun bruges i festlige skåltaler og ikke i den virkelige verden. Der gælder det bare om at få udført opgaverne så billigt som muligt, så er det lige meget med de ansattes vilkår. Det er ikke alene urimeligt. Det er noget svineri.
Det bruges skattekronerne på
Med demonstrationen ville FOA og 3F også gøre borgerne i Helsingør opmærksom på, hvad deres skattekroner bliver brugt til.
– Synes I, det er retfærdigt, at de folk, der gør rent på jeres børns skoler og institutioner, ikke får en ordentlig løn, og at de ikke får tid nok til at gøre rent der, hvor jeres børn skal lege og opholde sig? At de ikke bliver betalt ekstra for at møde ind om aftenen og natten? At de skal håndtere kemikalier uden at blive oplært i brugen af dem, spurgte Hans Nissen, da han mandag talte til de fremmødte.
Ud over Helsingør, har ni andre kommuner valgt at udlicitere rengøringsarbejde og andre serviceopgaver til Renell A/S. Firmaet er i vækst, ifølge 3F ikke fordi firmaet udfører bedre service, har fundet på nye, spændende rengøringsmetoder eller er mere rationelle, men alene fordi Renell betaler deres ansatte betydeligt mindre og derfor kan underbyde de virksomheder, der har 3F’s overenskomst.
3F indledte den 18. oktober konflikt mod den private rengøringsvirksomhed, der ikke vil tegne overenskomst med 3F. Renell A/S er medlem af Kristelig Arbejdsgiverforening og har i stedet ”overenskomst” med Det Faglige Hus, og den aftale er på en række punkter ringere end servicebranchens 3F-overenskomster. De ansatte får ingen tillæg for at arbejde om aftenen og om natten.
Lønforskelle på mellem 23.000 og 73.000 kroner årligt
Beregninger foretaget af 3F viser, at ansatte ved Renell i gennemsnit får udbetalt over 23.000 mindre om året end deres kollegaer, der arbejder på en DI/3F-overenskomst. Hvis de ansatte ved Renell arbejder om aftenen eller om natten, kan forskellen være helt oppe på omkring 73.000 kroner.
Forvaltningen i Helsingør Kommune har tidligere undersøgt, om Renell overholder arbejdsklausulen i kommunens udbudsmateriale. I september måned lød konklusionen, at der ikke var noget at komme efter.
Renells administrerende direktør, Simon Elleskov, er da heller ikke enig med 3F i deres udlægning af sagen, og han har tidligere svaret Helsingør Dagblad:
“Det er vores opfattelse, at 3F’s handlemåde i denne sag udelukkende handler om at sikre dem selv et overenskomstmonopol og ikke om de reelle løn- og ansættelsesvilkår hos Renell.”
Hvor står byrådsmedlemmerne?
Arbejderen har spurgt de største partier i Helsingør byråd – Det Konservative Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten – om deres holdning til forslaget fra demonstranterne om at indstille samarbejdet med Renell, indtil firmaet har bragt løn og arbejdsforhold til rengøringsassistenterne i orden. Og også om de vil sætte yderligere undersøgelser af Renell i værk?
Socialdemokratiet er helt på linje med 3F, der mener, at 3F og Dansk Industri er de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter på rengøringsområdet.
“Dermed er det Serviceoverenskomsten, som skal følges,” skriver politisk ordfører Claus Christoffersen på vegne af byrådets syv socialdemokratiske medlemmer.
Han understreger, at det ligger i Socialdemokratiets politiske DNA at kæmpe for ordentlige arbejds- og lønvilkår på arbejdsmarkedet:
“Derfor følger jeg og byrådsgruppen også sagen meget tæt i forhold til, om Renell følger spillereglerne. Medarbejdere, der arbejder i en virksomhed, som har vundet et kommunalt udbud, skal arbejde under ordnede forhold. Vi følger derfor nøje den konflikt, der p.t. pågår mellem 3F og Renell.”
Den socialdemokratiske byrådsgruppe respekterer, at kommunen p.t. har en kontrakt med Renell, men gør opmærksom på, at Socialdemokratiet er uenig i kommunens fortolkning af, at arbejdsklausulen er overholdt.
“Vi mener, at fortolkningstvisten må afgøres mellem parterne 3F og Renell,” slutter Claus Christoffersen.
Jens Bertram svarer på vegne af den konservative byrådsgruppe, at den læner sig op ad den juridiske vurdering, som administrationen nåede frem til så sent som den 21. november.
I den skriver administrationen, at der “kan foreligge flere repræsentative arbejdsmarkedsparter, og at arbejdsklausulen dermed tillader brugen af flere kollektive overenskomster. Administrationen anser, at alle kommunens leverandører af rengøring anvender kollektive overenskomster, som er i overensstemmelse med arbejdsklausulen, og som alle er indgået af de tre mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark.”
Af det tilsendte fra Jens Bertram fremgår det, at administrationen på baggrund af den verserende konflikt mellem 3F og Renell havde bedt advokatfirmaet Horten om at udtale sig i forhold til fortolkning af ordlyden de ”mest repræsentative arbejdsmarkedsparter”, som er brugt i kommunens arbejdsklausul og udbudsmateriale. Advokatfirmaet konkluderer, at der ikke foreligger præcise retningslinjer for, hvornår betingelsen om ”mest repræsentative arbejdsmarkedsparter” er opfyldt “hverken i lovforarbejder eller retspraksis eller anden praksis.”
Da kommunen som kontraktholder fastlægger fortolkningen og administrationen af klausulen, mener advokatfirmaet, at det er “i orden”, at kommunen fastholder det standpunkt, at klausulen er overholdt.
“Vi har ikke øvrige kommentarer,” skriver Jens Bertram, der mener, at såfremt 3F ønsker en løsning på konflikten, må det ske i dialog med Renell.
FOA har varslet sympatikonflikt. Den træder i kraft den 7. december.
Læs også
Fagforening: Politikerne i Helsingør har medansvar for dårlige vilkår for rengøringsfolk
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.