I weekenden vil store dele af det latinamerikanske miljø i København og Sjælland samle sig til Latinamerikansk Festival. Det bliver to dage med alt fra gastronomiske lækkerier, folkedans og tango til bogoplæsning og workshops om Amazonas.
Der vil også være underholdning for børn, folkemusik, trap & reggaeton og anden dansemusik.
De, der er født her i landet, skal have et forhold til deres bedsteforældres eller forældres traditioner i Latinamerika.
Valentina Lemus, medarrangør af Festival Latinoamericano
Og i år er der gjort ekstra meget ud af at invitere unge latinamerikanere såvel som “etniske” danskere med. Selv børnene får deres eget program.
Dét lover en af hovedkræfterne bag festivalen, Valentina Lemus, der har rødder i det sydamerikanske land Chile.

– Festival Latinoamericano ønsker at bygge bro mellem kulturer. Latinamerika har altid været et sted, hvor kulturer mødes og danner en palette af udtryk, både indenfor den gastronomiske verden såvel som gennem musik, sang eller dans. Så, i år vil festivalen vise de adskillige aktiviteter, som Latinamerika har bidraget med, siger hun til Arbejderen.
Hun håber på rigtig mange herboende latinamerikanere – også unge – i kulturhuset Casa Latinoamericana i bydelen Valby i næste weekend.
– De, der er født her i landet, skal have et forhold til deres bedsteforældres eller forældres traditioner i Latinamerika. Disse er nemlig juveler, siger Valentina Lemus.
En række unge artister gæster derfor festivalen i år, hvor der er lagt op til et ungt publikum. Et scoop for festivalen er den 20-årige kvindelige chilenske R&B-sangerinde Isabella, der optræder lørdag aften. Hun er datter af chilenske forældre og født i Danmark.
– Vi har i år valgt at inkludere flere unge artister i programmet, og det glæder vi os rigtig meget til, fordi de unge skal vide, at Casa Latinoamericana også er et sted for dem. Her kan de øve eller bare komme og hygge om fredagen, hvor vi har åbent fra 14-20. Her sælger vi snacks, pizza og empanadas, og baren er åbent med alt fra cappuccino, café latte, sodavand, øl og vin, fortæller Valentina Lemus.
Ikke blot publikum
På lørdag har mange af grupperne, der står for de daglige aktiviteter i Casa Latinoamericana, arrangeret ‘Latin Vibes’ i “den unge afdeling” af huset under Festival Latinoamericano. Her er der undervisere i bachata og salsa.

– Det unge publikum går normalt i byen og kommer ikke forbi Valby, hvor vi holder til. Så det er vigtigt, at de unge ikke blot kan være publikum, men også være med til at spille, synge, danse eller andet, siger Valentina Lemus.
Lørdag aften har Latinamerikansk Festival fået den unge sanger IVAN$ITO til at optræde. Han har fået reggaeton ind med modermælken og finder sin inspiration i genrens globale succes med artister som Bad Bunny og J Balvin. Men han giver stilen et skandinavisk twist. IVAN$ITO udgav i 2020 albummet Everything Is Reggaeton.
Aftenen afsluttes med dans non-stop med bandet Obsesión med musikere fra Danmark, Panama, Peru og Colombia.
Lær at danse
Valentina Lemus fremhæver guitaristen Osvaldo Lagos, der kommer og optræder. Han har spillet med store solister og symfoniorkestre verden over.
Valentina Lemus, der også er forkvinde for Casa Latinoamericana, fortæller, at hun desuden ser meget frem til flere af de workshops, der vil finde sted. Blandt andet bliver der tangoundervisning af en lærer fra Danmark, Bo, som er en af verdens bedste undervisere i dansen.

Lørdag eftermiddag vil dansegrupper som Colombia Viva og México en la Piel optræde med folkedans fra forskellige latinamerikanske lande. Desuden danser gruppen Caporales, der blandt andet består af en italiener, dansker og peruvianer.
– Specielt vil jeg fremhæve folkemusikorkesteret Titicaca histórico, som spiller musik fra Andesbjergene. De skal opleves, lyder det fra Valentina Lemus, inden hun haster ind i dansesalen for at hænge kulørte pærer i loftet.
Søndag er programmet tilrettelagt for børn. Der bliver cirkusunderholdning ved Volantes.
Politos (Små Kyllinger) er et spansk akademi, hvor børn lærer spansk og ballet.
Børnene kan også deltage i en workshop om, hvordan man kan være med til at passe på Amazonas-regnskoven.
Lørdag 3. september fra 12:00-02:00 og søndag 4. september fra 12.00-17.00.
Prisen er 110 kroner for én dag. For to dage lyder prisen på 160 kroner. Gratis entré for børn under 12 år.
Casa Latinoamericana, Høffdingsvej 10, 2500 Valby, København.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.